INTERVIEW. Laurits Flensted-Jensen er uddannet dokumentarist fra Den Danske Filmskole, men alligevel har han bevæget sig over i fiktionsverdenen med kortfilmen ’Melon Rainbow’ og nu sin spillefilmdebut som både instruktør og manuskriptforfatter, ’Usynligt hjerte’.
Her udfolder han tre løst forbundne historier i tre vidt forskellige miljøer: Den unge kvinde Laura (Victoria Carmen Sonne) er vendt hjem til København efter at have arbejdet som pornoskuespiller i USA. Niklas (Niklas Herskind) er i misbrugsbehandling og arbejder på et bosted for mennesker med Down’s Syndrom. Da han skal fejre fødselsdag med beboerne Kevin (Kevin Lakomy) og Christian (Christian Andersen Busk), tager han dem med på bordel og forsøger at få dem til at lyve om, hvor de har været. Teenageren Frederik (Noah Skovgaard Skands) er ved at gøre sig klar til sit første møde med rivaliserende fodboldfans som en del af en hooligangruppe.
Filmen giver et sjældent indblik i nogle miljøer og liv, vi ved eksisterer, men ikke anstrenger os for at forstå. Og selvom instruktøren befinder sig i den spæde begyndelse af sin karriere, virker der allerede til at være nogle gennemgående temaer: Både i ’Melon Rainbow’ og ’Usynligt hjerte’ konfronterer han det ubehagelige, nøgne og følsomme – og så bringer han sin dokumentarbaggrund ind i fiktionsarbejdet.
Hvordan fandt du frem til de tre historier, som udgør ’Usynligt hjerte’?
»Der er en grundlæggende tematik i filmen, som handler om seksuel stigmatisering, og det var den kerne, jeg arbejdede ud fra, da jeg udviklede de tre historier. Én af kernescenerne er den, hvor én af hovedpersonerne, Niklas, tager de to mænd med Down’s Syndrom Christian og Kevin med på bordel. Det var den allerførste scene, jeg skrev, og det var derfra, resten opstod.
Temaet er noget, jeg viderefører fra min afgangsfilm fra filmskolen, ’Melon Rainbow’. Den handler om en ung kvinde, der er camgirl om natten og om dagen arbejder med blinde mennesker – og om den relation hun udvikler til en ung, blind mand, som ikke kan se hende, mens hun længes efter at blive set«.
Hvad binder de tre karakterer sammen?
»Tematikken om seksualitet går igen. Karaktererne har samtidig en relation, og betragtet oppefra handler det om, hvordan deres relationer smitter af på hinanden og påvirker de valg, de tager. Zoomer man endnu længere ud, handler filmen om tre karakterer, hvor to af dem forsøger at undslippe konsekvenserne af de valg, de har taget, mens den sidste er i gang med at tage nogle valg, som kommer til at få store konsekvenser«.
Du er uddannet dokumentarinstruktør. Hvordan har du brugt det i ’Usynligt hjerte’?
»Jeg vidste fra begyndelsen, at i stedet for at have et production design skulle konceptet være, at vi lod handlingen udspille sig i virkelige miljøer, som de færreste stifter bekendtskab med, og som vi sammen med karaktererne får lov at rejse ind i. Der brugte jeg helt klart min dokumentariske baggrund til at få adgang til miljøerne, finde og caste mennesker til at være med i filmen og placere handlingen på nogle af de locations, jeg fandt undervejs i min research.
Vi arbejder blandt andet med et virkeligt bosted for mennesker med Down’s Syndrom og et virkeligt behandlingscenter for misbrugere. I en scene hos en mand i kørestol optog vi hjemme os ham, for jeg ville gerne have, at man skulle kunne se detaljerne, som hvor hans kørestol var kørt ind i væggen, og at indretningen skulle afspejle, hvordan et menneske i hans situation indretter sig«.
Hvorfor valgte du at udforske pornomiljøet, og hvordan gik du til researchen?
»Det er ikke noget, der eksisterer så meget i Danmark. Jeg læste rigtigt meget om det og så en masse castingvideoer, og dem og fra hele den leg med rollespil, der er i pornouniverset. Det er egentlig ikke så meget en skildring af et miljø, som det er en skildring af et fænomen og nogle virkemidler fra den verden, som jeg genskabte ved at bruge grebet med at have en stemme bag kameraet. At have en hel karakter, som vi aldrig ser, men kun er en stemme, synes jeg var rigtigt spændende.
Det vigtigste her, synes jeg, er den måde, karakteren Laura bliver kigget på som resultat af at have været en del af pornomiljøet. Alle de mandlige karakterer i filmen kigger kun på hende med det blik, det er som om hun har en fortid og en karakter, hun ikke kan undslippe. Så det handler mere om, hvad det fortæller os om de mennesker, der bliver udstødt eller stigmatiseret eller puttet i en rolle. Det synes jeg også afspejler nogle ting, som er meget aktuelle i dag«.
Hvilken research gik forud for din skildring af hooliganmiljøet?
»Jeg arbejdede sammen med casteren Gro Therp, og hun fandt frem til nogle mennesker, der havde kendskab til miljøet, og på den måde fik jeg mulighed for at tale med dem og få indsigt i, hvordan den verden fungerer. Jeg havde skrevet historien forinden, og så lavede jeg et grundigt arbejde med dem og gik så tilbage for at sikre mig, at der var en nogenlunde troværdighed i de scener, jeg havde skrevet«.
Så er nogle af de medvirkende hooligans?
»Jeg skal være meget forsigtig med, hvad jeg siger om de medvirkende og det miljø, for der er en del opmærksomhed omkring det. Men lade mig sige, at jeg ved, de har et indgående kendskab til miljøet, og det var derfra, jeg fik inspirationen«.
Så er der historien om Kevin og Christian, som har Down’s Syndrom, og som spiller versioner af sig selv. Var det en udfordring?
»Ja. Det var en stor udfordring at sikre, at scenerne ikke afveg fra den overordnede tone i skuespillet i filmen. Derfor brugte vi en del tid på at arbejde med, at Niklas Herskind, som spiller Niklas, lavede nogle testscener sammen med de to. Det gjorde vi for at finde ud af, hvordan jeg bedst muligt arbejdede med dem for at få den samme troværdighed frem som i resten af filmen. Og også for at kunne vise dem scenerne og tale med dem om, hvordan de oplevede det, for at jeg kunne være sikker på, at jeg kunne gennemføre det rent etisk. I den proces fik de også en tæt relation til Niklas, og derfor valgte jeg at lade ham beholde det navn for at gøre det mere enkelt for dem og undgå forvirring, som ville forstyrre scenerne og optagelserne.
Jeg synes gerne, man må gå til grænserne, og det er noget, jeg dyrker i mine film og i mit arbejde generelt, men jeg lægger meget stor vægt på, at der er en stor omsorg fra min side. Derfor involverede jeg en specialkonsulent til at arbejde med Kevin og Christian. De kendte ham i forvejen, og han arbejdede til dagligt med dem. Ham bragte jeg ind på settet, så han hele tiden kunne vurdere, hvis vi var på vej ud over nogle grænser«.
Der er meget nøgenhed og kropslighed i filmen. Hvad er det, du gerne vil blotlægge med de valg?
»Det er en film, som sammenstiller et stort karaktergalleri, hvor det at kigge på den nøgne krop og det at se disse forskellige kroppe er med til at give filmen en mangfoldighed. Det er sjældent, vi får lov at se et nøgent menneske, som er spastiker, som karakteren Mikkel er, og det er sjældent, vi ser kvinderne på bordellet med deres silikonebryster. At få lov at se disse kroppe holdt op mod hinanden synes jeg er enormt smukt.
Det er interessant, at du overhovedet nævner det, fordi vi som publikum er så vant til at se sex og vold i mainstreamfilm. Men jeg tager mange af de virkemidler væk, som er med til at gøre det forførende, fordi jeg gerne vil skralde det ned og gøre det rent. Og så føles det pludselig for mange mere grænseoverskridende«.
Hvilke andre film eller filmskabere har inspireret dig i arbejdet med ’Usynligt hjerte’?
»Nogle filmskabere, som har inspireret mig i det hele taget, er Ulrich Seidl og hans ’Import Export’ og Gus Van Sants ’Elephant’.
’Import Export’ har en meget stor grad af ægthed, og Seidl lader også handlingen udspille sig i virkelige miljøer og går i den grad ud til nogle grænser. Ved Van Sant er vi et andet sted følelsesmæssigt, men igen en brutal historie om et skoleskyderi i USA, hvor castet primært består af teenagere, som spiller en version af sig selv og på den måde også opnår en høj grad af ægthed. Jeg synes, ægtheden er vigtig, fordi den bringer os tættere på karaktererne – det er ikke bare ægthed for ægthedens skyld. Jo flere detaljer der er i sproget og karakterernes handlinger, jo mere har publikum at spejle sig i.
Også ’De ufrivillige’ af Ruben Östlund og ’Code Unknown’ af Michael Haneke har inspireret mig. ’Code Unkown’ er en fortælling om noget, der starter som én lille uskyldig handling, der spreder sig som ringe i vandet i de forskellige karakterrejser. I min film er der tale om tre karakterer, hvis valg og handlinger har konsekvenser for hinanden«.
Er det noget ved ’Usynligt hjerte’, som siger noget helt særligt om dig som instruktør og manuskriptforfatter?
»Der er en klar interesse for alt det, som er svært at kigge på, og tabuerne, og de ting som findes under overfladen. Det synes jeg, vi får lov at opleve i filmen, og det er helt klart den retning, jeg har lyst til at arbejde videre med. Der er nogle scener i filmen, som for eksempel den på bordellet, som jeg føler mig overbevist om, at publikum ikke har set før i dansk film«.
I hvilken retning vil du skubbe dansk film hen?
»Jeg vil gerne lave film, der kradser, og film, som gør, at folk går ud og tænker videre og får en oplevelse med sig. Jeg vil gerne igangsætte noget i publikum, som ikke nødvendigvis er underholdende og behageligt at kigge på. Det må gerne være forstyrrende at se min film. Det skal ikke være forstyrrende bare for forstyrrelsens skyld, men det skal gerne rode i noget hos publikum«.