1. ‘Once Upon a Time in Hollywood’
Dennes Cannes-årgangs uden sammenligning største begivenhed er verdenspremieren på Quentin Tarantinos niende film, og man skal da også være et skarn, hvis man ikke glæder sig til instruktørens to timer og 45 minutter lange tour de force gennem Hollywood i 70’erne. Leonardo DiCaprio og Brad Pitt spiller en afdanket tv-stjerne og hans stuntmand, mens Margot Robbie har rollen Sharon Tate, der blev myrdet i de berygtede Manson-mord, som satte et grumt punktum for periodens hallucinerende frimodighed.
Listen over stjerner i filmen er alenlang – foruden ovennævnte kan QT også line folk som Al Pacino, Dakota Fanning, Kurt Russell og Luke Perry i sin sidste rolle op. Tarantino har en stærk historik med Cannes-festivalen, hvor ’Pulp Fiction’ vandt Guldpalmen for præcis 25 år siden. Han var sidst aktuel på festivalen med ’Inglourious Basterds’ i 2009, der vel også var hans seneste rigtigt gode film. Vi satser på, at han gentager succesen med ’Once Upon a Time in Hollywood’.
2. ’A Hidden Life’
Terence Malick har sikret sig sin plads i historiebøgerne med mesterværker som ‘Badlands’, ’The Thin Red Line’ og ’The Tree of Life’, og i mange år havde han et ganske særligt ry for kun at lave en film per årti, sådan cirka.
Siden har han sat tempoet i vejret – og det skulle han måske ikke have gjort. I sine seneste film, ’Knight of Cups’ og ’Song to Song’, malede han sig helt op i det associativt handlingsløse hjørne, som han styrede så smukt i retning mod i Guldpalmevinderen ’The Tree of Life’. Men at han nu er tilbage i Cannes-hovedkonkurrencen, kunne godt indikere, at han denne gang har et særligt kort på hånden.
’A Hidden Life’ er fortællingen om en østrigsk mand, der nægter at arbejde for nazisterne under Anden Verdenskrig. Det er første gang, Malick arbejder med et europæisk cast ført an af Matthias Schoenaerts og de nu afdøde Bruno Ganz og Michael Nyqvist. August Diehl fra ’Inglourious Basterds’ spiller hovedrollen.
3. ’The Lighthouse’
Robert Eggers debuterede med den opfindsomme og stilistisk gennemførte periodegyser ’The Witch’ i 2015, der har skabt store forventninger til hans opfølger. Nu er den klar i form af en fortælling om en fyrmester ved navn Old, der får besøg af en yngre fyr i Canada i begyndelsen af det 20. århundrede.
Willem Dafoe og Robert Pattinson har hovedrollerne i filmen, som mange håbede på ville blive indlemmet i hovedkonkurrencen, men i stedet kom den med i parallelprogrammet Director’s Fortnight’. Det er dog også et udmærket startsted, hvor presset ikke er lige så massivt, og måske kan den skabe samme fornemme hype-position programmet, som ’Whiplash’ og ’The Florida Project’ har gjort før den.
4. ’Les Misérables’ + ‘Atlantique’
Ja ja, jeg snyder, så vandet driver, og tager to film med i samme punkt. Buhu.
Men hvad er det så, der binder netop disse to film sammen? De er begge debutfilm, og da det er ganske sjældent, at Cannes løfter førstegangsfilm direkte til hovedkonkurrencen, er der grund til at have store forventninger. Et af de seneste tilfælde var trods alt med mesterværket ’Son of Saul’.
Franske Ladj Ly er indlemmet med sin første fiktionsfilm (han har tidligere co-instrueret en rost dokumentar), der bærer en titel, som er så fuld af hybris, at man næsten tænker, han må have noget at have det i: ’Les Misérables’. Filmen udspiller sig i de franske forstæder og følger en mand, der bliver en del af en politienhed, som bekæmper bydelens bander. Filmen er en videreudvikling af Lys kortfilm af samme navn.
’Atlantique’ er instrueret af ligeledes franske Mati Diop, der i forvejen er et kendt ansigt. Hun er nemlig skuespiller og har blandt andet medvirket i Claire Denis’ hovedværk ’35 Shots of Rum’. Nu springer hun ud som instruktør med en fortælling, der udspiller sig omkring bygningsarbejdere i Dakar, som beslutter sig for at søge mod en lysere fremtid – herunder manden Souleiman, der er forelsket i en kvinde, som er udlovet til anden side.
5. ‘The Orphanage’ & ‘A White, White Day’
Når nu man alligevel har brudt reglerne, kan man lige så godt blive ved, og her slår jeg to film sammen under det påskud, at de begge har fornemme danske islæt.
Stærkest er det rødhvide præg i ’The Orphanage’, der er dansk produceret og har den afghanske instruktør Sharbanoo Sadat i instruktørsædet. Sadat debuterede med den ligeledes danske ’Wolf and Sheep’, som for et par år siden også spillede i parallelserien ’Director’s Fortnight’, hvor hendes aktuelle opfølger nu er inkluderet. ’The Orphanage’ handler om en 15-årig afghansk dreng, der bliver sendt på et sovjetisk børnehjem.
’A White, White Day’ er sådan set fullblown islandsk, men den er instrueret af Hlynur Palmasón, der er uddannet fra Den Danske Filmskole, bor her i landet og forrige år debuterede med den danske ’Vinterbrødre’. Hans nye film er udtaget til det andet parallelprogram, Critic’s Week. Filmen følger en pensioneret islandsk politichef, der får en mistanke om, at hans kone har en affære.
6. ’The Dead Don’t Die’
Jim Jarmusch har i 30 års tid været en af USA’s absolutte indiekonger. Efter en række bløde landinger i 00’erne blev han regnet for halvfærdig, men film som vampyrdramaet ’Only Lovers Left Alive’ og den stilfærdige perle ’Paterson’ bragte ham tilbage til landkortet, så man nu til dags godt kan tillade sig at have visse forhåbninger.
Hovedrollen fra ’Paterson’, Adam Driver, er tilbage i Jarmusch’ nye film, der ligesom ’Only Lovers Left Alive’ angriber en velkendt genre, denne gang zombiefortællingen. Driver har teamet op med Bill Murray som et politimakkerpar, der står ansigt til ansigt med den altfortærende trussel. Tonen er, ud fra traileren at bedømme, ret slapstick-agtig. Også Tilda Swinton. Chloë Sevigny, Steve Buscemi, Iggy Pop, Tom Waits og Selena Gomez er på plakaten.
7. ’Portrait of a Lady on Fire’
Celine Sciamma er en af Europas mest interessante filmskabere. Jeg havde hendes ’Tomboy’ fra 2011 – om en ung pige, der lader, som om hun er en dreng – på min liste over årtusindets bedste film, og hendes ’Girlhood’ fra 2014 var et sprudlende og farverigt portræt af en gruppe unge piger i en forstad til Paris.
Nu debuterer Sciamma endelig i hovedkonkurrencen på Cannes (det var på tide), og det sker med en fortælling om en kvindelig portrætmaler på en ø i det 18. århundrede. Det er Sciammas første periodefilm, så det skal blive spændende at se, om hun kan fastholde nerven midt i kostumedansen. Den franske stjerne Adele Haenel er på rollelisten.
8. ‘Too Old to Die Young’
Her er vi igen på kant med reglerne, al den stund at Nicolas Winding Refns nye værk er en tv-serie og ikke en film, men når Cannes Film Festival må, må vi også her. Festivalen har indlemmet to afsnit af serien uden for konkurrence, og det bliver en interessant oplevelse, ikke mindst fordi vi skal se afsnit fire og fem (!). Refn har tidligere betonet, at tv-serier bør kunne ses i hvilken som helst rækkefølge, så heri ligger måske noget af grunden.
’Too Old to Die Young’ er skabt til Amazon og handler om en politibetjent (Miles Teller), der lider under efterdønningerne af at have skudt en kvinde på jobbet. Det bringer ham i konfrontation med flere kriminelle grupperinger i Los Angeles.
Refn har et tæt forhold til Cannes-festivalen, hvor hans tre seneste film er blevet vist. Han vandt instruktørprisen for ’Drive’ i 2011.
9. ‘Parasite’
Man kan ikke andet end glæde sig, når koreanske Bong Joon-ho er klar med en ny film. Han skabte i 2003 en anden film på min liste over årtusindets bedste, ’Memories of Murder’, han har leget med genreformater i ’The Host’, og han debuterede på engelsk med den hyperenergiske tog-sciencefiction-film ’Snowpiercer’. Hans seneste var Netflix-filmen ’Okja’, som jeg havde en stor svaghed for, da den fik premiere på Cannes-festivalen for to år siden, men nu vender instruktøren tilbage til sit koreanske modersmål med ’Parasite’, som han selv har udtalt kan blive svær at forstå for folk, der ikke er 100 procent bekendt med den koreanske kultur.
Jeg vil gøre et behjertet forsøg alligevel. Filmen handler om en arbejdsløs families møde med en rig og berømt overklassefamilie. Den spiller med om Guldpalmen i hovedkonkurrencen.
10. ’Matthias & Maxine’
Xavier Dolan er én af mine store helte – lige så selvoptaget og storhedsvanvittig den canadiske instruktør og skuespiller kan forekomme, lige så æstetisk interessant, følsom og opfindsomme kan hans film være. Med ’Mommy’ som det uforglemmelige højdepunkt.
Netop ’Mommy’ vandt en af de store priser på festivalen i 2014, men siden er det gået ned ad bakke for den blot 30-årige instruktør. Den stjernespækkede ’It’s Only the End of the World’ var udeligt skabet og skrålende, og hans engelsksprogede debut ‘The Death & Life of John F. Donovan’ kæntrede fuldkommen. Produktionen var ét stort rod, og filmen fik godt nok debut på Toronto-festivalen i 2018, men siden har man ikke hørt noget til den.
Nu er Dolan tilbage i hovedkonkurrencen med en film, som efter sigende er en tilbagevenden til fortællinger på en mere intim skala. Og så spiller han selv med, ligesom han gjorde i mange af sine første produktioner før ’Mommy’.
Læs også: De bedste film vi så på Cannes-festivalen 2018