’Kvinde på krigsstien’: Islandsk økothriller med eventyragtige actionscener er nervepirrende
Økothriller, adoptionsdrama, quirky absurd komedie tilsat Verfremdung og kvindeligt heltekvad med eventyragtige actionscener. Islandske Benedikt Erlingssons ‘Kvinde på krigsstien’ stikker i mange retninger, men får efterhånden enderne til at mødes i en lige dele gakket, spændende og rørende fortælling om en kvinde, der kæmper for at gøre verden til et bedre sted. Filmen havde premiere i parallelprogrammet Critics’ Week under sidste års Cannes og vandt (lidt uretfærdigt, trods alt) Nordisk Råds Filmpris over danske ‘Vinterbrødre’.
Ligesom Erlingssons debutfilm ‘Om heste og mænd’ fra 2013 er ‘Kvinde på krigsstien’ en fabel om menneskets forhold til naturen. Vi møder 49-årige Halla (Halldóra Geirharðsdóttir) i det storslåede islandske højland, spektakulært fanget af fotograf Bergsteinn Björgúlfssons supertotaler, hvor hun som en Artemis-lignende mytisk heltinde med bue og pil saboterer den lokale strømforsyning og dermed lukker en nærliggende aluminiumsfabrik. Det er tredje gang, det lykkes for hende, og politiet er godt trætte af aktionerne og på vagt.
Men med hjælp fra den venligtsindede fårebonde Sveinbjörn (Jóhann Sigurðarson), der påstår at være hendes fætter, lykkes det Halla at slippe tilbage til sin anden identitet som tilsyneladende uskadelig, karismatisk korleder i Reykjavik. Som en satirisk kommentar til samfundets fjendebilleder, pågriber politiet i stedet konstant en uheldig spansktalende turist (Juan Camillo Roman Estrada).
Hallas enkvindeskorstog mod verdensindustrien bliver farligere, da hun som anonym »Fjeldkvinde« tager ansvar for oprøret og dermed påkalder sig politikernes opmærksomhed. De betragter hende som terrorist og spinner folkestemningen imod hende. Halla udfordres yderligere, da hun efter fire års behandlingstid får mulighed for at adoptere en lille forældreløs pige fra Ukraine. Hun længes efter at blive mor, men kan hun fortsætte sin kamp for kloden med en fireårig derhjemme? Hvad er det bedste bidrag til verden? Det spørgsmål diskuterer hun også med sin tvillingesøster, Ása (også spillet af Geirharðsdóttir), en hippieagtig yogalærer, der er ligeså idealistisk, men omvendt søger at forbedre verden gennem indre fred og er på vej i et toårigt aflukket ashram i Indien.
Erlingsson bryder den fjerde væg ved at lade skiftevis et mandligt orkester og en kvindelig ukrainsk folkesangtrio optræde diegetisk i filmen – de dukker op i hendes lejlighed og på hendes missioner og sætter musik til begivenhederne. I starten virker grebet lidt som en forstyrrende, finurlig gimmick, men efterhånden føles musikerne som en integreret del af filmen, der forstærker stoiske Hallas følelser på en humoristisk, men også rørende måde. Den udvikling gælder faktisk både Halla, der i starten virker lidt som en galning, og hele filmen, der slutter som en stærk fortælling om en beundringsværdigt idealistisk kvindes personlige offer og kamp for det, hun tror på.
Kort sagt:
Islandske Benedikt Erlingssons økothrillerkomedie om en kvindes korstog mod sværindustrien starter lovlig rodet og quirky, men udvikler sig til et nervepirrende og bevægende drama om at kæmpe for en større sag end sig selv og en diskussion af, hvordan man bedst redder verden.