»Bambi-shi-bri-bi-shi-babidi-skwweee… wriep!«
Lakeith Stanfield er inviteret i studiet hos den anerkendte filmkritiker Peter Travers for at tale om ’Sorry to Bother You’. Som et lille barn sidder Stanfield i sin blomstrede skjorte og propper popcornene i sig. Under alle andre interviews står de på sofabordet som gimmicky pynt. Men samtidig analyserer han skarpt majoritetskonceptet bag den hvide stemme i filmen og boomet i sorte eksperimenterende stemmer i amerikansk mainstream-film og -tv.
Senere i interviewet bliver Lakeith Stanfield så spurgt indtil, hvem Darius – den våbenglade filosofiske stener i ’Atlanta’ – egentlig er? Svaret er indledningens de uforståelige strubelyde, »bambi-shi-bri-bi-shi-babidi-skwweee… wriep!«, som Stanfield leverer med et stort tilfreds smil på læben. Interviewet slutter let jokende med, at Stanfield endnu ikke haft lejligheden til at spille en rolle i sin sande form. Sin »alien-form«.
Man kan dog indvende, at ’fremmede’ sorte allerede er godt på vej til at blive normalt i populærkulturen. For få årtier siden var Parliaments funk, Sun Ras film ’Space is the Place’ eller Jean-Michel Basquiat marginaliseret kontrahistorie under betegnelsen ’afrofuturisme’. Med Beyonce, Janelle Monáe, Donald Glover, Jordan Peele, ’Atlanta’, ’Get Out’ og ’Sorry to Bother You’ er denne skævt surreelle sorte fremtid blevet vores fælleskulturelle nutid.
Og Lakeith Stanfield er denne nutids ansigt og stemme.
Excentrisk autenticitet
»I dag kan sorte kroppe optage rum, hvor vi har disse fantastiske og absurde ting, der sker, som vi ikke har set før. Det kan du ikke gøre, når du har travlt med at forsøge at fremstå så ’menneskelig’ som muligt«, har Stanfield udtalt i forbindelse med ’Sorry to Bother You’, hvor han spiller en økonomisk trængt telefonsælger, der får bragende succes, da han begynder at tale med kunderne med sin »hvide stemme«.
Vi taler om en 27-årig skuespiller, der er mest kendt for roller, hvor han under sine konstante hashtåger har små øjeblikke af klarhed med hjernebrydende referencer til Nick Bostroms simulationsargument, hvor han fanget af en hvid sjæl råber »Get Out!«, så det løber koldt ned ad ryggen, og hvor han bogstavelig talt opgiver sin sorte stemme for den hvide kapitals skyld.
Vi taler om en entertainer, der slipper afsted med at bryde ud i improviseret dans hos Jimmy Fallon og give aparte interviews in character. Og vi taler om et stilikon, som lader sig drive af spontane energier, hvilket har resulteret i alt fra vanvittige parykker og elefanthuer til yin og yang-inspirerede frisurer på den røde løber, mens de store modehuse står i kø for at iklæde hans ranglede krop med deres mest særprægede outfits.
Fænomenet Lakeith Stanfield virker næsten for indstuderet mærkeligt, når han med ru, lidt snøvlede stemme taler om at spille blomst, poster sit nummer på Twitter og sammenligner sin hjerneaktivitet med Death Grips eksperimenterende smadremands-hiphop.
Åben sluse af menneskelige erfaringer
Men som mange af hans samarbejdspartere, heriblandt Donald Glover, har udtalt, er Stanfield unik, fordi han simultant med den excentriske og overjordiske adfærd formidler en naturlig og autentisk inderlighed. Midt i gak og spiritualitet synes han altid at transcendere en dybere sandhed.
»Det er en spændende tid for mig, fordi jeg altid følte mig som et menneske fanget i en krop, som fik folk til at tro på ting om mig, der ganske enkelt ikke var sande. Nu har vi mulighed for at udtrykke os selv og leve derefter med projekter som ’Get Out’ og ’Atlanta’«, har Stanfield sagt til Los Angeles Times med reference til den historiske fastlåsning af sorte figurer som enten gangstere, Eddie Murphy-klovne eller ufarlige straight guys som Denzel Washington og Will Smith.
Lakeith Stanfield er således ikke blot »the coolest actor in the world« eller kongen af »black weird«, som han er blevet kaldt af flere medier. Lige så revolutionerende er den enorme skrøbelighed og frygt, han tør kanalisere som sort mand. Bare tænk på Darius’ overraskende sympati for Michael Jackson-genbilledet i det grotesk, foruroligende ’Teddy Perkins’-afsnit fra ’Atlanta’.
Ifølge Stanfield selv spiller han ikke karakterer, men observerer sin omverden og kanaliserer sine indtryk. Få fortæller så meget med øjnene som Stanfield. Og for eksempel bygger de forvirrede blikke i ’Sorry to Bother You’ på hans egen oplevelse med mærkelige, tumultariske orgier…
Den sårbarhed, man finder i alle hans roller, kommer dog indefra.
Startede med syngende frø
Inde bag Stanfields hvalpeøjne gemmer sig nemlig historien om en lille dreng, som brugte sin fantasi til at drømme sig væk fra en mistrøstelig opvækst i L.A.-bydelen San Bernardino med en fattig, dybt kristen og dysfunktionel familie.
Som teenager i Victorville – med øgenavnet ’Victimville’ – var Stanfield for nørdet en enspænder og for optaget af planteriget til at vække interesse blandt de huserende bander. På sit værelse skabte han i stedet sit eget univers af digte, sorte malerier af hvide ikoner som Elvis og urgamle og religiøse symboler, der i dag er indgraveret i hans hud. Værelset skulle tilmed have været plastret til af æggebakker som mini-lydstudie til at rappe, hvilket han fortsat gør under pseudonymet MOORS.
Stanfield store teleportering væk fra virkeligheden lå dog i skuespillet. I highschool havde han sin første rolle som syngende frø i dramaklubbens opsætning af ’Honk!’, en musical baseret på ’Den grimme ælling’. Som 16-årig begyndte Stanfield at få enkelte modeljobs, men rollerne måtte vente, indtil den filmstuderende instruktør Destin Daniel Cretton tilbød ham rollen som Marcus i sin eksamenskortfilm ’Short Term 12’ i 2008.
Et par år senere havde Cretton anskaffet sig midler til at lave en hel spillefilm over sin kortfilm. Problemet var bare, at hans Marcus siden da havde strejfet mellem jobs på en marihuanafarm og som dørsælger af internetforbindelser og desuden havde droppet sin agent, sin mailadresse og telefonnummer. Det lykkedes imidlertid at opstøve Stanfield gennem et internetforum. Det ændrede alt for dem begge.
I det fantastisk virkelighedstro drama, der også har Brie Larson på rollelisten, om dagligdagen på et hjem for udsatte unge er det scenerne med Stanfield, der som lille er blevet mishandlet af sin mor og snart er for gammel til at være på institutionen, som for alvor rører ved nogle uafrystelige følelser.
»Du blinker aldrig«
Derfra var vejen til Hollywood banet med små, men ikke uvæsentlige roller som Jimmie Jackson i Ava DuVernays ’Selma’ og Snoop Dogg i ’Straight Outta Compton’. Han fik også tilnavnet ’The Prince of Sundance’ for sin årlige tilstedeværelse med nye interessante projekter på festivalen.
Med Stanfields involvering i nogle af tidens mest hypede film og serier glemmer man helt, at hans filmvalg i mere ’hvide’ Hollywood-produktioner som ’Death Note’ og ’The Girl in the Spider’s Web’ ikke just har været specielt inspirerede. Det rettes der formentlig op på i år med vægtige roller i Rian Johnsons stjernespækkede krimi ’Knives Out’ og ikke mindst Safdie-brødrenes opfølger til ’Good Times’, ’Uncut Gems’.
Under interviewet med Peter Travers forklarer Lakeith Stanfield, at han er i stand til at spille hvem som helst. Selv den gamle hvide filmanmelder over for ham. Han stopper op, stirrer intenst. »Du blinker aldrig«, noterer Stanfield og ’snapper’ ud af karakteren med et blink.
Med Lakeith Stanfield har vi en skuespiller, der ufortrødent rejser til fremmede planeter og uudforskede indre dimensioner. Det er en erkendelsesrejse, som rigtig mange heldigvis har lyst til at være med på.
’Sorry to Bother You’ med Lakeith Stanfield i hovedrollen er Månedens Film i Cinemateket.
Læs også: ’Sorry to Bother You’: En energisk, anarkistisk og surrealistisk knytnæve af en debutfilm