Den Danske Filmskoles dokumentarfilm årgang 2019: Skam, død og nattens stille liv

Et nyt kuld filmspirer forlader i denne måned Den Danske Filmskole. Tidligere på ugen anmeldte vi de seks fiktionsfilm, og nu gælder det dokumentarfilmene, der på søndag kan ses i Grand Teatret i København med besøg fra alle instruktørerne.
Den Danske Filmskoles dokumentarfilm årgang 2019: Skam, død og nattens stille liv
'Natbus'

’Natbus’

Nitesh Anjaan, som sidste år instruerede CPH:DOX-hittet ‘Dreaming Murakami’ om oversætter Mette Holm, skildrer i ‘Natbus’ igen mennesker med usynlige jobs. Specifikt en række af de mennesker, der holder samfundet i gang, mens vi andre sover:

En sygeplejerske på neurologisk modtagelse måler blodtryk og giver medicin til patienter på stuerne. En natbuschauffør kører trætte passagerer gennem byen. En renovationsarbejder går rundt på landingsbanen med en lommelygte og klargør et SAS-fly. En tekniker reparerer skilte i metroen, og en medarbejder i DSB’s kontrolrum ringer rundt med sporændringer.

Tempoet er langsomt, billederne poetiske og det metalliske, summende lydbillede hypnotiserende. En telefon ringer. Kontrolløren drikker kaffe og kigger ud ad vinduet. Busschaufførens rynkede hænder styrer sikkert rattet, mens skyggerne falder smukt over de søvnige passagerers ansigter. En mand tager brillerne af og gnider sig i øjnene.

Små fine øjeblikke fra nattens stille liv, som vi normalt ikke ser eller tænker over.

 

’Sayōnara’

William Andreas Wivels ‘Sayōnara’ (‘Farvel’) følger Eyad, en ung mand, der bor hjemme hos sin mor og befinder sig i en depressiv tilstand. Statiske billeder viser hans ligeledes deprimerende værelse med bare vægge, lysstofrør, et tv og en madras på gulvet, hvor han sover, hører musik, ryger og øver sig i japansk. Indimellem går han ud i køkkenet og hjælper lidt ubehjælpeligt sin mor med at smutte mandler til et større Maklouba-projekt. Moren laver også hans mad, som de spiser sammen på sofaen.

Det er i sagens natur ikke vildt spændende at se på en person, der er lammet af depression, men filmen liver op i Eyads kærlige interaktioner med moren. Hun prøver at få sønnen ud af fjerene: Hvad er det, der går ham på? Var det ikke noget at tage på udflugt, foreslår hun, inden hun opfordrer ham til at være en mand og gå ud og skabe sit eget liv. Hun kan ikke altid tage sig af ham, og det er faktisk utaknemmeligt ikke at ville livet, når de er flygtet fra krigen i Syrien.

Vi får at vide, at moren skal på hospitalet, og i en samtale med sin ven, filmens instruktør, der har mistet sin mor, taler de om døden og om at sige farvel. Instruktørens fortælling om sin mor stritter lidt, og jeg ville hellere have dykket længere ned i Eyad og morens forhold og fortid, som han skildrer ømt og gribende.

 

’Stjerneregn’

Camilla Arliens ‘Stjerneregn’ følger tre unge teenagepiger, der er flyttet ud i en spejderhytte. Her går de ture i skoven, springer over en å, øver sig i at stå på hænder og fortæller hinanden historier om at vokse op, høre til, rejse ud i rummet og flytte hjemmefra.

Filmen har stemningsfulde billeder af raslende efterårsblade, mariehøns og pigernes ansigter i bålets skær. Der er charmerende scener, som når pigerne ifører sig overskæg og diskuterer, hvordan det er at være far til teenagebørn. Men temaet om at blive voksen, prøve grænser af og finde sine egne ben løfter sig ikke for alvor. Historiefortællingerne virker meget konstrueret – til gengæld savner jeg en klarere historie i filmen og et incitament til at følge netop disse tre piger.

 

’Villa Villekulla’

Patricia Bbaale Bandaks familieportræt ‘Villa Villekulla’ har til gengæld en gruppe medvirkende, man godt gad bruge mere tid sammen med. Instruktøren mødes med sine syv voksne søskende, der rejste med deres far fra Uganda som børn, i deres barndomshjem på Falster. Her kaster de sig ud i barndomslege som æblekrig og blindfange og begynder efterhånden at diskutere deres barndom. Filmen etablerer lynhurtigt og ret underholdende deres drillende søskendedynamik, hvor alle afbryder hinanden, og de småskændes om alt fra for hårdt kastede æbler (»Der er ingen æblekrig uden drama«) og irriterende klaverspil til alvorlige emner omkring deres traumer ved at være blevet revet op med rødderne og at være vokset op uden en mor, inden også faren rejste tilbage til Uganda. Og så var de ni børn efterladt alene i Villa Villekulla.

Filmen er både en tragisk historie om flugt og omsorgssvigt – men også med forståelse for farens situation – og et charmerende portræt af en søskendeflok, der holder sammen.

 

’Manifest’

Assa Rytters personlige og intime ‘Manifest’ er et interessant og bevægende bidrag til tidens diskussion om overgreb, samtykke og skam og om at tage ejerskab over sin krop.

Assa er »så fucking vred« over samfundets kropskontrol og mænd, der gennem tiden har forgrebet sig på hende. For at bearbejde sine følelser sætter hun sin tjekkiske mor i stævne og får hende til at male sig uden tøj på. Imens diskuterer mor og datter deres forhold til krop og seksualitet – om følelser af skam, der er nedarvet fra familiens tidligere generationer af kvinder, men også hvordan hver generation har følt sig mere fri. Moren fortæller åbenhjertigt og klogt om, at hun for eksempel i modsætning til sin egen mor lærte at sætte grænser og bruge sin krop frit – men stadig har skammet sig over sin krop.

Det er et spændende greb at undersøge mor og datters fælles interesse for kroppen – men også generationsforskellene – gennem både morens og instruktørens egen udtryksform, maleriet og filmen. I intime optagelser hjemme i soveværelset undersøger Assa sin krop med kameraet. »Jeg vil bestemme over min egen krop«, gentager Assa i sit manifest og slutter filmen stærkt af med at danse med og uden tøj på hjemme i soveværelset. En slående kontrast til filmens sidste billede af morens portræt af sin mor, som bøjer hovedet i skam over sine nøgne bryster.

 

’Chassé’

I et andet intimt portræt af et følsomt kvinderum skildrer Michella Bredahl i ‘Chassé’ i fragmenteret og stiliseret form en gruppe unge kvinder, der deler deres oplevelser med barndomssvigt og håb om kærlighed i fremtiden.

En kvinde fortæller om sit minde om at se frygten i sit eget spejlbillede, mens hendes mor var helt væk på stoffer, men ikke kunne mærke den. En anden læser op fra beskeder fra fremmede, der på vegne af hendes mor forsøger at komme i kontakt til datteren, som tilsyneladende har klippet båndet. En tredje pige fortæller om de forskellige gaver, hun fik af sin mor, mens hun var indlagt på hospitalet: de små salt- og peberposer, som var det eneste, moren havde adgang til, viste sig nyttige til madpakken. »Findes der nogen, der kan elske hele mig?« siger en af pigerne og ser direkte ind i kameraet.

Indimellem tager de bad i en gummibåd, danser rundt om en pæl, ligger henslængt i en seng og lærer – tror jeg nok – at udtrykke deres følelser gennem dans af filmens spanske fortæller.

Temaet og fortællingerne i ‘Chassé’ er spændende, men formen er lovligt abstrakt til min smag.

Alle filmene kan ses søndag den 30. juni i Grand Teatret.

Læs også: Anmeldelse af Den Danske Filmskoles fiktionsfilm årgang 2019

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af