’Men In Black: International’: Blitz! – så er den glemt igen
Da den første ’Men in Black’ cruisede gennem biograferne i slut-90’erne, var Will Smith en verdensstjerne, der kunne bruge sin Fresh Prince-karisma, mens han trynede intergalaktisk afskum. Han fik tilmed perfekt modspil fra en tilknappet Tommy Lee Jones.
En ny duo skal nu genantænde lasergnisten i 2019, samtidig med at den skal rette op på mandsdominansen indlejret i franchisen. Chris Hemsworth og Tessa Thompson er linet op, men har desværre langt fra samme kemi, karisma og humor i samspillet.
Thompsons Molly, senere Agent M, har afsvoret romantik og andre menneskelige relationer for at blive en del af agenturet, der med avancerede skydevåben, sorte jakkesæt og solbriller sikrer nogenlunde stabilitet og magtbalance i dette hjørne af mælkevejen.
Som børnehavepige mødte hun et nuttet tøjdyr af et rumvæsen på sit Brooklyn-pigeværelse, der i forvejen bugnede af astronomi. Hun fik efterfølgende ikke hukommelsen renset af de Men In Black, der dukkede op for at hente det kære kræ. Signaturværktøjet, Neuralyzer’en, er naturligvis stadig med i MIB anno 2019.
Molly valser som voksen Beyonce’sk independent woman med imponerende lethed lige ind i hjertet af organisationen, hvor Emma Thompson er boss-mor. Forbløffende hurtigt derefter er Molly, nu som Agent M, på vej ud på en central mission med agenturets London-baserede lækkermås, Agent H, spillet af Chris Hemsworth.
Han var veloplagt som Thor i de virkeligt morsomme blockbusters opkaldt efter samme hammersvingende ildgud. Han var også fin som mandlig sekretær og øjenguf i det kvindelige reboot af ’Ghostbusters’. Sidstnævnte skuffede på trods af alle sympatiske intentioner om at få flere kvindfolk i trøjen og håndtere de tunge våben. ’Men in Black: International’ er dog endnu dårligere i udførslen og gør sandsynligvis ligestillingen en bjørnetjeneste: De feministiske pointer er til stede, så selv de bagerste rækker får et vink midt i popcorn og XXL-sodavand om, at noget er sket siden sidst.
Men opdateringen virker halvhjertet forløst, nærmest glædesløs. Som er den blevet tvunget igennem fra studiebosser, der blot har fået manuskriptforfatter og instruktør til at skrue lidt på knapperne.
Den sort-osende blockbuster tager os forpustet mellem New York, Marrakech, Italien og London, hvor rumvæsener i alle afskygninger og farver flokkes lige uden for hverdagsmenneskernes synsfelt. Verdens undergang bliver rutinemæssigt afværget en gang eller to, også i denne film. ’MIB: International’ indtager, som navnet antyder, en international arena til at lege tagfat med rumvæsnerne og fyre håndholdte masseødelæggelsesvåben af: Den ender dog med at fremstå som alt andet end den progressive version 2.0, den umiddelbart skal ligne.
Fantasiuniverset med de hverdagslige elementer er intakt, det symbolske feministiske drys fraregnet. Emma Thompson og Liam Neeson, sidstnævnte som London-lederen High T, virker indkøbt af studiet til at give løjerne et ekstra strejf af britisk klasse: Selv så solide seniorer kan dog ikke stille det helt store op. Kun enkelte scener får noget godt ud af Chris Hemsworth – som når han for at redde livet og få fingrene i en modgift må tage en nat med en cougar af en alien-gangsterhustru, der tilsyneladende har appetit på smækre homo sapiens.
Skurkene er kedelige. Rebecca Ferguson når aldrig at få kød på Riza, der ikke blot er en af filmens hovedskurke, men også virker tiltænkt en større rolle end den beskedne af slagsen, hun ender med at få i den færdige film. Der er også et læk, et i slimet grad broddent kar, i Men In Blacks egne rækker. Når vi får relevante M/K/ udpeget til det uundgåelige showdown, er det ikke just grundrystende.
Visse af rumvæsernerne er sjove, mange af dem er blot irriterende, ja enkelte er flere steder tæt på at nå et stykke op ad irritations-barometeret på siden af Jar Jar Binks, wookie-bjørnene og andre af George Lucas’ mere barnagtige Star Wars-kreationer. ’MIB: International’ kan sagtens passere som to timers eskapisme for de ukræsne – den gør alt det, den skal gøre. Men alle, der har oplevet eksempelvis de sprudlende ’LEGO’-film og humoren og charmen i ’Guardians of the Galaxy’, vil rejse sig uforløste fra biografsædet efter de knap to timers spilletid.
Faktisk har filmen ikke været slut længe, før det føles, som om man selv har fået et klik med Neuralyzer’en, og den er, blitz!, glemt igen.
Kort sagt:
’Men In Black: International savner lasergnistrende humor og kemi. Der er for lidt af den progressivitet og 2019-fornemmelse, den lægger op til med sin styrkede kønsbalance.
Læs også: Hvor sandfærdig er ’Chernobyl’? Her er den største kritik mod HBO’s hitserie