- Det er et stort hak i tuden på Netflix, når Hollywoods største stjerner takker nej til deres milliarder
- Weekendens tre streamingtips: Lad dig ikke snyde af den kedelige titel på den mest spændende Netflix-serie længe
- Nicole Kidman kysser en 10-årig i mesterlig film, der nu rammer biografen 20 år efter premieren
‘The Bookshop’: Gid nogen dog ville smadre tesættet
Emily Mortimer i 'The Bookshop'.
Kan du huske ‘Chocolat’? Hvor Juliette Binoche forfører en fransk landsby med chokolade og selv bliver fristet af Johnny Depp i sigøjnerklæder? Skift chokolade ud med bøger og den syndige smag med Nabokovs kontroversielle roman ‘Lolita’, og så har du ’The Bookshop’.
I 1959 bor enken Florence Green (Emily Mortimer) i en lille by i det østlige England. Frøken Florence har en stor passion for bøger, der viser sig gennem nattelange læsninger og nydelsesfuld inhalering af papirsider. Hun drømmer om at åbne en boghandel og bringe litteraturen til sin lille by. Desværre har hun kastet sine kærlighed efter en gammel bygning, Old House, som landsbyens selverklærede overhoved og smagsdommer Violet Gamart (Patricia Clarkson) ønsker at lave til et kunst- og kulturcenter. Men Florence vil død og pine starte sin bogbutik i rammerne af Old House – og skaber sig dermed fjender i lokalsamfundet.
Det er dog ikke alle, der er bange for Florence. Mr. Raven nede på havnen, skolepigen Christine, der egentlig hader bøger, og den noget sleske ungkarl Mr. North forenes for at hjælpe Florence med drømmeprojektet. Snart begynder byboerne at flokkes, og da hun får hentet ’Lolita’ til boghandlen, skaber det både stor interesse og furore blandt det bedre borgerskab.
I en afsides kæmpevilla huser endnu en allieret, der bliver trækplasteret for ’The Bookshop’. Enkemanden Mr. Brundish (Bill Nighy) har afskærmet sig fra alt og alle og helliger al sin vågne tid til at begrave sig i bøger. Selvom han ikke har meget til overs for andre mennesker, vil han gerne hjælpe Florence. For det er nu engang modigt af hende at bringe litteraturens verden til en så snæversynet flække, mener han.
Det lyder måske som en hårde mission for den kære Florence, men alligevel føles det hele utroligt nemt og ligetil i ’The Bookshop’. Bølgerne går sjældent højt til tetid, og de små spydige blikke, stikpiller og skjulte planer bliver faktisk så underspillede, at man nærmest ikke mærker dem.
Det hele snegler sig af sted. Britisk fåmælthed kan være en dyd, men i ’The Bookshop’ er den drænende. Mildt rørende bliver det i scenerne mellem filmens to stjerner Emily Mortimer og Bill Nighy, men de stunder kan tælles på én hånd i en film, der nærmer sig de to timers spilletid.
Gid nogen dog ville hamre i bordet og smadre tesættet.
Kort sagt:
Skift ’Chocolat’ ud med bøger, og så har du Isabel Coixets ’The Bookshop’ hvis uinspirerende underspil og flade historie dræner enhver interesse.
Læs også: Det skal du se i biografen i juni – fra den storroste ‘Booksmart’ til Anders Matthesen som korleder
Spillefilm. Instruktion: Isabel Coixet. Medvirkende: Emily Mortimer, Bill Nighy, Honor Kneafsey, Patricia Clarksen & James Lance. Spilletid: 113 minutter. Premiere: Den 6. juni