’Manson’s Bloodline’: Hvordan føles det at være efterkommer af ondskaben selv?
I 2011 satte dokumentarfilmen ’Hitler’s Children’ fokus på efterkommerne af Adolf Hitlers inderkreds, altså bagmændene bag Anden Verdenskrigs rædsler. Med efternavne som Himmler og Göring havde de svært ved at undslippe deres forfædres ondskab, selvom de aldrig selv havde taget del i dem.
På tværs af Atlanten anser mange Charles Manson som ondskaben selv. Den manipulerende kultleder var hjernen bag drabene på blandt andre skuespillerinden Sharon Tate, hendes ufødte barn og fire af hendes venner, der blev brutalt myrdet af The Manson Familys disciple en aften i august 1969.
Mordene chokerede USA, og Manson fik en dødsdom, der blev omstødt til livstid, efter Californien afskaffede dødsstraffen. Hans motiver om racekrig og Helter Skelter-dommedag samt flere urovækkende tv-interviews gjorde ham til en af USA’s mest berygtede indsatte, inden han i 2017 døde 83 år gammel.
Længe før han tog til Californien for at blive kultleder, boede han i West Virginia med en kone – og et barn. En søn ved navn Charles Manson Jr., der selvsagt havde svært ved at flygte fra sin far. End ikke et navneskifte til Jay White kunne give Jr. sindsro, og han endte sit eget liv med en pistol for tindingen.
Inden da fik han en søn – og han står her stadig i dag. Jason Freeman, Mansons eneste nulevende familiemedlem (af hvad man ved af), er centrum for dokumentarserien ’Manson’s Bloodline’. Over 16 måneder har et kamerahold fulgt Freemans indre og ydre rejse for at forstå sit bagland, sin farfars gerninger, og hvor langt æblet egentlig falder fra stammen.
De færreste kan nok forstå Freemans behov for at udforske og associere sig selv med Manson, men selv ønsker han at knytte et bånd til sin farfar, som det aldrig lykkedes med sin biologiske far. Derfor snakker han og Manson ofte i telefon, samtaler som han optager. Før man ved af det, refererer Freeman kun til Manson som »grandpa«.
Særligt Freemans kone og mor, der helst ser Manson-navnet hvisket af familiens stamtavle, har svært ved at forstå behovet. Og da Freeman begynder at mænge sig med Mansons loyale følgere, fans og fortalere, bliver det lige i overkanten for dem. Siden hvornår blev forsøget på at forstå sin baggrund til et spørgsmål om at forsvare Mansons person?
Freeman drages mod at lære sin farfar at kende og fortæller åbenhjertigt om det. Alligevel er det umådeligt svært at forstå hans behov for familiesamhørighed med et menneske, der har en så modbydelig fortid, virker dybt selvoptaget i telefonen og kun skubber ham længere væk fra sin rigtige familie og tættere på hadbeskeder og offentlig foragt.
Det hele kulminerer, da Manson pludselig dør, og Jason kaster hovedkulds ind i kampen om retten til hans lig. Han holder en begravelse, der ender i det rene galehus, og da Mansons aske skal spredes, viser de ellers hidtil så hjælpsomme Manson-støtter deres sande kulør.
Freemans gudfrygtige søgen efter sin farfar strider imod al fornuft. Mens de medvirkende i ’Hitler’s Children’, og Charles Manson Jr. for den sags skyld, gjorde alt for at tage afstand til deres bagland, dyrker Freeman det nærmest. De umiddelbare motiver for hans mission står klart, men dokumentaren hjælper os ikke med at forstå Freemans rejse. Hvordan går han fra at fordømme Mansons gerninger til at græde ved hans lig og kalde ham en god mand? Og hvorfor konfronterer serien ham ikke mere med Mansons urovækkende forbrydelser i de passager, hvor han fortæller, at han elsker ham?
Freeman er blevet kritiseret for at spekulere i potentielle finansielle gevinster, men det går ’Manson’s Bloodline’ behændigt udenom. I stedet efterlades man med følelsen af, at serien foretrækker at skrive endnu en side i Manson-mytologien.
Kort sagt:
’Manson’s Bloodline’ følger Charles Mansons barnebarn Jason Freeman, i hvad der skulle have været hans jagt på at forstå sin familiære fortid, men som i stedet bliver endnu en sensationshistorie om den psykopatiske kultleder og massemorder.
Anmeldt på baggrund af hele serien.