‘Fat Front’: Hatten af for fire tykke kvinder, der tør blotte deres kroppe og usikkerheder
Jeg skal bare lige tabe mig 5-10-30 kilo. Så kan jeg købe nye jeans, gå på stranden i bikini eller finde en kæreste. Den tankegang tror jeg, de fleste kvinder kender, hvad enten man er reelt tyk eller bare har lidt bredere hofter end en model.
Men for 33-årige århusianske Helene, der beskriver sig selv som tyk, skal det være slut med at vente med at leve livet. Et liv fyldt af selvhad og skam vendte for hende, da hun opdagede den verdensomspændende kropspositivistiske kvindebevægelse på Instagram, hvor tykke kvinder poster billeder af deres tordenlår og mavedeller og bakker hinanden op i, at de er skønne, som de er, og ikke behøver pine sig selv med slankekure for at være noget værd.
»Det var første gang, en stemme siger, du er god nok, og du må alle de ting, alle andre må«, fortæller Helene i Louise Detlefsen og Louise Unmack Kjeldsens dokumentar ‘Fat Front’.
Her følger vi Helene og tre andre skandinaviske kropsaktivister, norske Marte og Wilde samt svenske Pauline, i deres kamp mod omgivelsernes fedmeudskamning og deres eget selvhad.
Første skridt er at tage ordet »tyk« tilbage. Marte diskuterer i filmens åbningsscene med en veninde, hvordan hun vil beskrive hende. Veninden prøver med »kraftig« og »rund« og siger, at hun prøver at skåne hende. Men Marte mener, at »tyk« bare er en neutral beskrivelse og ikke et skældsord. »Jeg er tyk! Og jeg er totalt ligeglad!«, råber hun fra en sneklædt bjergtop og sparker filmen i gang med en punket energi, bakket op af fandenivoldsk popmusik som Icona Pops ‘I Love It’ og elektroniske rytmer fra Jenny Wilson.
Den energi ebber desværre lidt ud i løbet af filmen, der til gengæld giver plads til kvindernes sårbarhed. For selvfølgelig er det ikke så enkelt at elske sig selv, når man hele livet har fået at vide, at man er forkert. Som Pauline fortæller, har hun stadig dårlig samvittighed over at spise og føler, at hun burde slanke sig – og det giver hende dobbelt dårlig samvittighed, fordi det får hende til at føle sig som en ringe kropsaktivist.
Instruktørduoen har fortalt, at de bevidst er gået uden om sundhedsaspektet, fordi det er en kompleks lægefaglig diskussion, og de ønskede at sætte fokus på stigmatiseringen af tykke, som ifølge eksperter er langt mere sundhedsskadelig end de ekstra kilo. Det er et klogt valg, da det er tankevækkende, at jeg – udover DR3-dokumentarserien ‘Tykke Ida’, som har mange af de samme pointer som filmen – ikke kan komme i tanke om en film om tykke kvinder, der ikke er ude på at tabe sig.
Og ja, de har prøvet, som Wilde fortæller en journalist, da hun og en veninde holder loppemarked for tykke. Og nej, det er ikke en glorificering af at være tyk, men en kamp for retten til at eksistere i verden uden at blive fordømt. »Det hjælper jo ikke, at folk hader os«, siger Wilde fornuftigt.
Filmen viser også nogle af de modbydelige hadbeskeder, kvinderne modtager. Alene af den grund, at nogen mennesker synes, at det er okay at kalde andre mennesker fede kælling og det, der er værre, gør filmen til et essentielt indspark i samfundsdebatten. Men mindre rabiate typer kan også have brug for at blive konfronteret med sine fordomme. Tyndhedskulturen og kropskomplekser ligger så dybt i os alle, at selv jeg, der går 100 procent ind for bevægelsen og oprøret, kan tage mig i at tænke, om de ikke ville blive lykkeligere, hvis de tabte sig?
Hatten af for, at de fire modige kvinder, der er særdeles karismatiske og reflekterede hovedkarakterer, er nået til erkendelser, mange af os andre kan lære af, og tør blotte både deres kroppe og deres usikkerheder.
Kort sagt:
Fire seje kropsaktivister gør op med kropshad og diskrimination i en vigtig og gribende dokumentar om kropspositivismebevægelsen.