(Spoilers for ’Midsommar’, ’Get Out’ og ‘The Cabin of the Woods’)
FARVEL TIL 10’erne. Det er en bedre tid at være horrorfan end nogensinde.
Kvaliteten af gysertitler er steget støt gennem årtiet, og nye, friske instruktører har givet os nogle af genrens stærkeste titler. Fra USA inkluderer disse alt fra opulente epics som ’It: Chapter 2’ (som efter sin hårde modtagelse uden tvivl vil blive revurderet af eftertiden), klassiske spøgelsesfortællinger som ’The Conjuring’-franchisen samt knivskarpe samfundskritiske satirer som ’Get Out’.
Alene i år har vi fået to af tidens mest ambitiøse gyserfilm. ’Us’ og ’Midsommar’ var begge film nummer to for deres grønne gyserinstruktører, Jordan Peele (netop ’Get Out’) og Ari Aster (’Hereditary’). Og på festivalscenen har de fået selskab af ’The Witch’-instruktør Robert Eggers’ møde mellem horror, syre og Tarkovskij, ’The Lighthouse’ med Robert Pattinson og Willem Dafoe.
Selv i rodebunken af direkte-til-streaming-titler er kvaliteten overraskende høj. Du kan stadig støde på horrible plattenslagerprojekter som den danske torturfilm ’Finale’, men du kan også finde perler som ’Cam’, ’Escape Room’ og ’Assassination Nation’.
Vi behøver dog ikke gå mange år tilbage, før situationen var en helt anden. Tilbage i 2012 udtalte manuskriptforfatteren Joss Whedon om sin længe ventede meta-slasherfilm ’The Cabin In the Woods’, at den var et »kærligt hadebrev til genren«.
I filmen tager fire universitetsstuderende til en hytte i skoven, hvor de bliver manipuleret til at følge en række slasher-stereotyper for at tilfredsstille ældgamle guder. De vrede guder er naturligvis filmpublikummet, og en undergrundsorganisation, som manipulerer teenagerne fra skyggerne, er filmfolkene, der vælger tilfældigt fra en tavle af ideer for at opnå det samme resultat: Der skal friskt kød igennem maskineriet, ellers er genren dødsdømt.
Det var en passende kritik af et amerikansk horror-marked, der i starten af 2010’erne var mættet af ultravoldelige torturfarcer, endeløse remakes instrueret af musikvideoinstruktører og billige found footage-film. Men ’The Cabin In the Woods’ var som film en tandløs og grim lille imitation af bedre slasher-film og satiriserer udelukkende ved at gentage klicheerne. Den bekræfter blot belejligt haterne af slashergenren i deres afsky.
Wes Cravens sidste film, ’Scream 4’ fra 2011, lykkedes bedre med et tilsvarende ærinde. Neve Campells Sidney Prescott endte serien ved at myrde sin psykopatiske niece med onelineren: »You forgot the first rule of remakes: Don’t fuck with the original«. Både Craven og Whedon krævede mere originalitet fra en amerikansk horror-industri i et kreativt dødvande.
You’re Next, Get Out
’The Cabin In the Woods’ blev den sidste store postmoderne gyser, der ikke havde andet på hjerte end at pege på genrens faldgruber. Det var tid til, at nye filmskabere trådte frem på scenen og viste en anden vej.
Allerede i 2011 rystede en lille gyserfilm for alvor posen på diverse filmfestivaler. ’You’re Next’ er en slasher, hvor samtlige ofre er de rige, og hvor den traditionelle final girl er kompetent fra første minut i stedet for blot i sidste akt af filmen.
I 80’erne kunne Jason Voorhees og de andre slasher-skurkes mord på unge teenagere læses som en refleksion af den konservative Reagan-administration, som skød samtlige af samfundets dårligdomme på narkotika og promiskuitet. Men med stigende ulighed og en finanskrise, vi stadig mærker konsekvenserne af i dag, er det unægteligt nogle andre dæmoner, som USA kæmper med i 2019.
Og genistregen ved ’You’re Next’ var netop at lade ofrene være de rige.
Filmen blev ikke et kæmpehit, som førte til en hel genre af introspektive slasher-film. Faktisk er genren i dag reduceret til de sjældent gode remakes ’Halloween (2018) og ’Evil Dead’ (2013) samt et par interessante originaltitler som ’Hellfest’ og ’Happy Death Day’.
Men i 2017 ændrede Jordan Peele, kendt fra komikerduoen ’Key & Peele’, diskursen om den amerikanske horrorindustri. I sin debutfilm ’Get Out’ vendte han genrens knivsægge mod samfundets onder frem for mod genren selv. Og det er ikke uden grund, at Soundvenue forleden placerede den helt i top på listen over årtiets vigtigste film.
Der er skrevet afhandlinger om ’Get Out’, der handler om den afroamerikanske fotograf Chris (Daniel Kaluuya), som finder ud af, at hans hvide Armitage-svigerfamilie transplanterer deres hvide naboers hjerner over i sorte mænd og kvinders kroppe. Så lad mig holde mig til én genial detalje: Castingen af Armitage-familien.
En mindre instruktør havde sikkert valgt folk som Don Johnson og Sam Rockwell til at spille de hvide skurke. Men i ’Get Out’ spilles patriarken Dean af Bradley Withford, og konen Missy er ingen ringere end Catherine Keener. Folkekære skuespillere.
Med disse rollevalg blev det slået fast, at racisme i USA ikke skyldes et par dårlige (sydstats)æbler. Der er tale om systematiske problemer, som ville eksistere, om det så stadig var Obama, der sad i det ovale værelse i stedet for Trump.
Om end hans anden, endnu mere ambitiøse film ’Us’ hovedsageligt vedrører klasse, er race stadig en underlæggende tematik. Ved at fokusere på den sorte Wilson-familie, der angribes af deres egne dobbeltgængere, understreger Peele behovet for at se sig selv blive repræsenteret på det store lærred i gysergenren. Filmens præmis er da også baseret på den misledte velgørenhedskampagne Hands Across America, hvor målet var at indsamle penge til Afrika ved at skabe en menneskekæde gennem hele Amerika.
Sexarbejdere og giftige forhold
I en tid præget af en ny højreradikalisering af Vesten og venstrerodfæstede bevægelser som MeToo har gyseren efter ’Get Out’ været højsædet for socialkritik. Gyseren har endnu en gang gravet ned til sit id i form af en urgammel vrede og væmmelse, der bedst kan kanaliseres gennem netop den genre. Det er et sted, horrorfilmen ikke har befundet sig siden de radikale 70’ere, hvor al god amerikansk cinema var begsort og bloddryppende bidskt.
Vreden er på fuld blus i film som ’Mandy’, ’Midsommar’, ’Cam’ og ’The First Purge’. Sidstnævnte er den fjerde film i horror-produktionshuset Blumhouses succesfulde selvtægtserie ’The Purge’. Her er præmissen, at amerikanere i en nær fremtid får én nat om året, hvor samtlige love træder ud af kraft. ’The First Purge’, instrueret af afroamerikanske Gerard McMurray, er en moderne blaxpoitation-film, hvor et sort nabolag i New York belejres af lejesoldater i KKK-klæder og blackface-maling.
’Cam’ afbilder farerne ved at være sexarbejder på nettet i det 21. århundrede gennem en dobbeltgængergyser og er sågar skrevet af en tidligere camgirl. ’Midsommar’ er som en totem for giftige parforhold og ender med en katarsis-afbrænding af den dårlige kæreste. Og trods Nicolas Cages vanlige galemandspræstation er ’Mandy’ en eftertænksom refleksion over kønsforhold skabt på baggrund af 80’ernes okkultskræk og slasher-mani.
Stadig ikke i mål
Det er værd at påpege, at ikke alle tidens succesgysere ringer med revolutionsklokkerne.
Netflix’ populære ’Stranger Things’, hvor en gruppe børn må redde deres lille soveby fra paralleldimensionen The Upside Down, svælger i rosenrød nostalgi for Reagans Amerika. Fra tid til anden adresseres tidens sexisme og racisme, som da Luke, den ene sorte dreng i vennegruppen, tvinges til at spille det fjerde hjul Winston, da drengene klæder sig ud som ’Ghostbusters’. Eller i tredje sæson, hvor Nancy bliver diskrimineret på arbejdspladsen.
Men de tungere problematikker bliver hurtigt skubbet til side til fordel for den givne sæsons monster og nostalgibomber.
Årtiets mest kommercielle succesgysere fra ’The Conjuring’ til ’A Quite Place’ dyrker da også traditionelle familie- og autoritetsmønstrer. Det var således noget af en pille at sluge, da ’The Conjuring’-universets mexicanske pendant, ’The Curse of La Llorona’, var komplet hvidvasket med Linda Cardellini i hovedrollen samt et mexicansk spøgelse, som på bizar vis var splejset med katolske traditioner i et amerikansk bymiljø.
Og mens Jordan Peele unægtelig har åbnet døren for andre stemmer end hvide mænd i den amerikanske horrorverden, halter det stadig med den kvindelige repræsentation. Sidste år skabte den ellers populære producer Jason Blum røre i andedammen ved at sige, at der simpelthen ikke var nogle kvindelige instruktører i gyserregi. Hvilket naturligvis er pis og papir. Nogle ville have sagt det samme om sorte gyserinstruktører før Jordan Peele.
Andre lande kan åbenbart godt finde ud af at promovere gyserfilm instrueret af kvinder. Julia Ducournaus rå og gudesmukke kannibalfilm ’Raw’, Coralie Fargeats send-up af rape/revenge-genren ’Revenge’ og Jennifer Kents formfuldendte spøgelsesgyser ’The Babadook’ er alle højdepunkter i dette årti, ikke bare inden for genren, men generelt. Og Jason Blums produktionshus Blumhouse har trods alt et remake af den seminale slasher ’Black Christmas’ på tapetet til julesæsonen, som instrueres af Sophia Takal.
Samtidig er der løfterige takter også i de brede kommercielle gysere. De to ’It’-adaptationer af Stephen Kings bog fra slut-80’erne har fået en blandet modtagelse blandt kritikere – navnlig den sidste af de to film, som følger børnene fra Derry, der vender tilbage 27 år senere for at bekæmpe klovnen Pennywise én gang for alle.
Men i modsætning til ’Stranger Things’ dvæler ’It: Chapter One’ ved 80’ernes paradoksale forhold mellem lalleglad kommercialisme og mørkere elementer som frygten for børnekidnapninger og aids-epidemien. Og ’Chapter 2’ bygger direkte videre på disse tematikker ved at linke Reagans Amerika til Trumps og undersøge, hvordan mange af vores nutidige problemer opstod i 80’erne.
Joss Whedons kritik af genren er med andre ord manet til jorden. Han havde måske ikke fantasien til at forestille sig, at gysergenren kunne vokse med sin samtid. Men det havde andre heldigvis.
Læs også: De 25 vigtigste film i 2010’erne
LÆS HELE TEMAET: Farvel til 10’erne