’Zombieland: Double Tap’: Woody Harrelson og Jesse Eisenberg er umanerligt underholdende i ny omgang zombiejagt
For at låne lidt Woody Harrelson-jargon har ’Zombieland Double Tap’ – toeren, vi ikke vidste, vi havde brug for – benyttet sig af første valgmulighed i hjernevriderultimatummet to nut up or to shut up. Og det er jeg umådeligt glad for, ikke mindst fordi den på stort set alle måder lever op til forgængeren, men også fordi jeg havde glemt, hvor underholdende makkerparret Tallahassee (Harrelson) og Columbus (Jesse Eisenberg) er.
Det er jo altid fint at få genopfrisket vores folkeskolefysik, og den er altså god nok, modsætninger tiltrækkes. Men hvem skulle have troet, at zombiedommedagen ville være anledning til sammensætningen af et partnerskab så barokt og polemisk, at al logik burde tilsige, at de havde gjort det af med hinanden (enten overlagt eller ved et uheld), langt før de fik ram på deres første zombie.
Men her er vi altså, en håndfuld år inde i apokalypsen, og Tallahassee og Columbus holder endnu stand mod horden af udøde, der venter på den anden side af dørtærsklen. Søskendeparret Wichita (Emma Stone) og Little Rock (Abigail Breslin) indgår også stadig i denne lille, spegede surrogatfamilie, om end vi ikke er mange minutter inde i filmen, før deres Thelma and Louise-instinkter endnu engang trækker trumfkortet, og borte er de, en utrøstelig Columbus og en passende nonchalant Tallahassee efterladt i kølvandet.
Få uger efter vender storesøsteren tilbage med den forholdsvis ironiske nyhed, at Little Rock nu er stukket af uden hende, formentlig for at hengive sig til et væld af teenage-relaterede fristelser, og de må nu i samlet flok begive sig ud i zombieland for at bringe hende tilbage.
Heldigvis er trioen ledsaget af Madison, en IQ-fattig ung kvinde, der af uransagelige årsager har gemt sig i en kæmpe fryser indtil nu. Hendes halvhjernede bemærkninger og ekstreme mangel på situationsfornemmelse er en konstant kilde til underholdning og en interessant tilføjelse til gruppens karakterdynamik.
En anden glædelig tilføjelse til dynamikken er Wichitas humor, der i etteren var noget nær ikkeeksisterende. Men i de ti år, der er gået siden den første Zombieland, har manuskriptforfatterne (de samme, der også har stået bag ’Deadpool’-filmene) tydeligvis opdaget Emma Stones komiske potentiale og endelig givet hende frie tøjler til at udnytte det. Desværre har de ikke haft samme åbenbaring omkring Abigail Breslin (der ellers for et halvandet årti siden stjal de fleste scener i ’Little Miss Sunshine’), hvis eneste formål i filmen er at være den forsvundne MacGuffin, der får hovedpersonerne af sted på deres eventyr.
Og her støder vi ind i nogenlunde det samme problem, som den første film led af: manglen på plot og historie. Filmens vage røde tråd er det eneste, der afholder den fra at være en række hylende morsomme zombiesketches. Men det er den kamel, man indimellem må sluge – især når det gælder det genregadekryds, som gyserkomedien nu engang er.
Særligt kan man se frem til sketchen/scenen, hvor Luke Wilson og Thomas Middleditch gæsteoptræder som tro kopier af Harrelson og Eisenberg: Wilson med cowboyhat og bandolerer, Middleditch med sin liste over »commandments«, der vil føre ham sikkert gennem zombieapokalypsen.
Sammenstødet mellem de to spejlbilleder af hinanden resulterer i filmens absolut sjoveste ti minutter, og for min skyld kunne man snildt have bygget hele filmen op omkring den her lille gruppe frenemies og deres pissekonkurrencer. Men måske ville det også have været for meget af det gode, og ’Zombieland: Double Tap’ fungerer egentlig helt udmærket, som den er.
Kort sagt:
Selvom ’Zombieland 2’ er lige så plottynd som etteren, er resultatet rendyrket, underholdende komik.
Læs også: Gysermesteren Sam Raimi laver sin første horrorfilm siden 2009