’Honningland’: En af årets bedste dokumentarfilm rammer lige i hjertekulen

Hatidze Muratova er et af den slags mennesker, man aldrig ser på et biograflærred. Hun har vorter omkring sin store næse, og hendes gule tænder synes at være placeret vilkårligt i munden. Hun bor alene med sin 85-årige mor i en lille lerhytte i en forladt landsby i en af Makedoniens bjergdale, hvor stearinlys gør det ud for elektricitet, og drikkevand skal hentes i naturen.

Og så er hun i kontakt med sine omgivelser på en måde, som er de færreste i den moderne verden forundt. Hun dyrker den sødeste honning i lokalområdet – 100 procent naturlig, renset for sødemidler – uden at få så meget som ét bistik, fordi hun altid efterlader halvdelen af honningen til bierne i en slags symbiotisk pagt. På det lokale marked, en rask gåtur fra hytten, går et glas for 16 eller 20 euro – en ganske anseelig sum på de kanter.

Når Hatidze vandrer i bjergene og droner fotograferer hende fra oven, forsvinder hun nærmest i det enorme, smukke landskab. Hun er en lille prik i en alt for stor verden, hvor de forbipasserende fly på himlen symboliserer en helt anden virkelighed.

Men i løbet af den øjenåbnende Sundance-vinder ’Honningland’s beskedne spilletid på 88 minutter er hendes tilværelse altomsluttende, hjerteknugende og dybt relaterbar.

Filmen skildrer med stor nænsomhed, hvordan Hatidze tager sig af sin aldrende mor, der er plaget af en slem øjensygdom og ikke har forladt sin seng i fire år. Hun har slået rødder som et træ, forklarer hun sin datter, der madder hende og kærligt driller hende, mens kameraet går helt tæt på, nærmest som var det usynligt.

Det lugter af idyl, men man mærker også et stort afsavn, når Hatidze taler om ægteskab, mens hun farver sine solafblegede lokker, og om at flytte væk fra lerhytten med moren – to scenarier, der begge fremstår uden for rækkevidde for kvinden, der har levet hele sit liv uden for samfundet og nu er bundet af at tage sig af sin sengeliggende mor. Hun er selvforsynende, men alligevel mærkeligt afhængig af verden omkring hende.

Da den omrejsende sigøjner Hussein flytter ind på grunden ved siden af med sin kone og syv børn, bliver fronterne mellem Hatidzes verden og den moderne verden trukket klart op: Hussein har mange munde at brødføde, så han ser sine omgivelser som noget, der kan udpines for at tjene penge – en stærkt menneskeliggjort gestaltning af vores destruktive klimabehandling.

Derfor bliver han også mistænkeligt hurtigt interesseret i hemmelighederne bag Hatidzes lukrative honningproduktion, som hun gladelig deler ud af – selvom hun talrige gange bedyrer, at han ikke må tage for meget af honningen fra bierne.

Hussein vælger selvfølgelig at overhøre hendes råd, hvilket leder til en nabostrid af bibelske proportioner med brændende buske og plager, der får en til at blive helt i tvivl om, hvor meget der er virkelighed, og hvor meget der er iscenesat.

Det er let at rynke på næsen af Hussein, der opdrager sine børn med hård hånd, når de egenhændigt skal forestå kalve-fødsler og passe voldsomme køer, så de nær bliver sparket i hovedet. Men filmen skildrer hans kamp for at forsørge sin familie med så stor empati, at man forstår, at han ikke kan se sig fri af samfundet, ligegyldigt hvor meget han prøver. Der er altid en ny regning, der skal betales.

’Honningland’ er en dybt medmenneskelig fortælling, som rammer lige i hjertekulen og samtidig et glasklart billede på menneskets grundlæggende strid mellem at leve i harmoni med naturen og tage, hvad man skal bruge. Begge dele viser sig at være sværere end nogensinde.

---

Kort sagt:
Med sin øjenåbnende skildring af et liv i pagt med naturen og de indbefattede udfordringer i den moderne tidsalder står ’Honningland’ som en af årets bedste dokumentarfilm – en subtil klimaopsang forankret i en dybt medmenneskelig historie.

Læs også: Soundvenue Springer: Miri-Ann Beuschel har komisk timing af Guds nåde