Med Soundvenue Springer sætter vi fokus på de nye talenter, der blæser os bagover lige nu, og som vi glæder os til at følge i mange år frem.
I DR3’s aktuelle satireprogram ’Parterapi’ er Jesper Groth det store tilløbsstykke som 11 forskellige frygtelige mænd og kvinder, der med deres kærester eller ægtefæller er indlagt til psykologtime i parforholdets tjeneste.
De øvrige fine skuespillere, fra Ali Sivandi til Mads Riisom, agerer straight men over for Groths uhyre morsomme udskejelser, men én gang stjæler partneren billedet: Når Miri-Ann Beuschel som den ene del af hippieparret med det åbne forhold, Rainbow og Aslak, skamløst udbasunerer sine sidespring. »Efter jeg var sammen med min ven Hjalte her forleden, mærkede jeg en helt anden spirit inden i mig«, siger hun, mens Aslak krymper mere og mere sammen.
Den lille rolle er blot ét eksempel på skuespillertalentets evne som scene stealer. Et andet er den mindeværdige præstation som det naturbesjælede, menstruationskopelskende tredjehjul i den aktuelle anden sæson af ’Doggystyle’. Og også i Turbomodul-duoens nye serie på Amazon Prime, ’Helved’, er det Miri-Ann Beuschel man husker fra en ærkejysk familiefest fra helvede, der kører i loop.
Som barn så Miri-Ann Beuschel sin moster Bodil Jørgensen spille teater, hvorefter skuespillet blev både fikspunkt og en livslang forelskelse. Hun blev født på Djursland i et kristent lokalsamfund, gik i skole i Vestjylland, og i en alder af 18 år søgte hun mod Københavns karrieremuligheder, men kærligheden til provinsen føjer hudløs quirkyness til de jyske karakterer. Og det syntes sælsomt skæbnebestemt, at Beuschel skulle bryde igennem som en ung version af netop sin moster i Christian Tafdrups anmelderroste debutfilm ’Forældre’, som indbragte hende en Bodil-nominering for bedste birolle.
I dag er Beuschel 27 år og klar til sit bredere gennembrud med sin ubesværede karisma, en komisk timing af Guds nåde og en uudgrundelig feminin mystik, der understreger, at man som kvindelig skuespiller ikke behøver at undertrykke sine bløde sider for at spille en moderne vinderkvinde.
»Det kreative har altid fyldt i min opvækst. Min mor er organist i Folkekirken, og min far har været kunstmaler og fotograf. Som 15-årig kom jeg med min moster Bodil i praktik på Det Kongelige Teater. Det gav mig et glimt af en verden, jeg gerne ville ind i. Da jeg boede i Jylland, havde jeg fået fortalt, at skuespillere drikker for meget, og at de ikke kan holde på en partner. Bodil har hjulpet ved at være et levende eksempel på, at det er muligt at være en vellidt vellykket skuespiller uden at leve som et forpint cirkusdyr«.
»Rollen i ’Forældre’ var den ultimativt bedste måde, jeg kunne have startet min karriere på. Jeg havde aldrig været foran et kamera før. Der var noget ophøjet og helligt over filmen, og der er ting, jeg gjorde i den, jeg aldrig ellers vil gøre – på grund af kvaliteten og en tryg, professionel atmosfære. Jeg har prøvet at sige nej til roller, hvor det seksuelle ikke var understøttet af en god historie. Så er det: ’No thank you, bye bye’. Det er ret vildt at sige nej tak, men det er også ret lækkert. Jeg prøver at være god til at slappe af ind i min frygt, jeg vil ikke træffe frygtbaserede beslutninger i mit liv. Jeg ville gerne spille Den Lille Havfrue. Og arbejde sammen med Guillermo del Toro – jeg tror, han og jeg ville kunne sidde på en tagryg og snakke om livet, stjernerne, død og Gud«.
»Jeg frygter ikke at blive typecastet som jyden, som jeg har spillet i både ’Yes No Maybe’ og ’Helved’. Det suger livsglæden ud af mig, hvis jeg skal kontrollere mit image. Skuespillere, der har oplevet provinsen indefra, kan portrættere den, uden det bliver karikeret. Der er mange københavnere, som synes, at provinskarakterer er overdrevne, hvor jeg bare tænker: Sådan talte min nabo. Det har været godt for mig at have det jyske back bone med hjemmefra. Når man har levet et liv uden smarthedsfaktor, så er der nogle ting, man ikke køber. Selvom jeg ikke er religiøs længere, er jeg glad for, at jeg er opvokset med en viden om, at alt, hvad der glimter, ikke nødvendigvis er guld«.
»Jeg synes, det er herligt at få folk til at grine. Det er en dejlig modvægt til mine dybe tanker. Der sker noget der, hvor det tragiske bliver komisk, fordi det bliver absurd. Da jeg var lille, havde vi for eksempel dværghamstre, som vores kat endte med at spise: En dag lå katten på fortovet med fuldstændig opspilet mave og savsmuld i hårene. Han havde ædt dem alle sammen rub og stub. Selvom jeg blev ked af det, så syntes jeg også, at det var lidt komisk«.
»Jeg synes tit, at feminismen i sit forsøg på at beskytte det, som er blevet trampet på af patriarkatet, kommer til at trampe på det samme – nemlig de bløde værdier. Sårbarheden. En moderne, interessant kvinderolle behøver ikke være én, der er mega hård og kontrolleret. En sej kvinderolle kan også være en, som tør elske nogen og gå sine egne veje. Jeg kunne godt tænke mig at se nogle lidt bredere kvinderoller i dansk film. Der er enten bløde ofre eller vildt seje vinderkvinder. Men man kan også være en blød vinder.
I arbejdet med Maja, min karakter i ’Doggystyle’, blev jeg mindet om, at der stadigvæk er mange mennesker, der virkelig hader meget feminine kvinder. Selvom de måske ikke engang lægger mærke til det, trigger man et eller andet i folk. Det betød meget for mig at få rollen. Jeg har spillet quirky og søde kvinder før, men Maja har et mørke. Ligesom hende har jeg også en fascination af det spirituelle, men jeg bruger almindelig shampoo og kan godt lide lækre dyre ting. Man kan godt begge dele«.
»Det har været hårdt at skulle bryde med den kristne moral fra min opvækst i forhold til, hvordan en kvinde skal være. Jeg ville ikke kunne være her, hvor jeg er i dag, hvis jeg sad fast i trangen til at behage mine omgivelser. Jeg er glad for mit ego, det er ligesom en indre storesøster, der passer på mig. Mine forældre er slet ikke karrieremennesker, men jeg er selv enormt sulten, grådig og ambitiøs. Den lydige stille pige, som har frygt og skam, hende kan jeg bare overhovedet ikke identificere mig med længere«.
Læs også: Anmeldelse af ‘Doggystyle’ sæson 2