’I Lost My Body’: Makaber og melankolsk animationsfilm angriber fra siden
»Hvordan fanger man en flue?« spørger drengen Naoufel sin far. Tricket er, forklarer faren, at nærme sig fra siden. Den vil altid være hurtigere end dig, og derfor skal du ikke angribe den, hvor den er, men hvor den er på vej hen.
Jeg følte mig også angrebet fra siden af debutanten Jérémy Clapins franske animationsfilm ‘I Lost My Body’, som vandt hovedprisen i Cannes’ Critics’ Week-sideprogram og efter en enkelt visning på CPH PIX Weekend nu er på Netflix. På sin helt egen poetiske, dvælende og melankolske vis overrasker filmen konstant og fanger én i sin hule hånd med sin både konkrete og symbolske fortælling om tab og heling.
Netop en hånd er en af filmens aparte hovedfigurer. Nærmere bestemt en afhugget hånd, der flygter fra et laboratorium og makabert kribler og krabler gennem byen, ligesom hånden fra ‘Familien Addams’, mens den vrister sig fri fra sultne duer og rotter. Målet er at blive genforenet med titlens fortabte krop, som tilhører vor egentlige hovedperson Naoufel (Hakim Faris). Han er nu blevet voksen, næsten da, men føler sig fortabt i livet, efter hans forældre er blevet dræbt i et biluheld. Han er heller ikke hverken blevet pianist eller astronaut, som ellers var hans livlige barndomsdrøm, men derimod Paris’ omtrent dårligste pizzabud, der ifølge hans chef udmærker sig ved at møde for sent seks gange på tre dage.
En dag efter endnu et uheld kommer han for sent frem med en pizza, der endda viser sig at være smadret. Pizzaens modtager, den unge bibliotekar Gabriele (Victoire Du Bois), er vred, men hænger alligevel fast i dørtelefonen fra 35. etage, mens Naoufel søger ly for den silende regn i opgangen, i en mørk og længselsfuld version af en romcom-meet cute.
Mødet sætter gang i et nyt kapitel i Naoufels liv, der også involverer træsnedkeri, drømme om Nordpolen og diskussioner om skæbnen. Mens filmen klipper frem og tilbage mellem tid og sted og hånd og mand, kæmper både Naoufel og hans hånd rørende for at blive hele igen.
Filmen er udtryksfuldt håndtegnet med et bjergtagende detaljeret Paris som baggrund. Dan Levys følelsesfulde score smelter smukt sammen med lyden af regndråber, en summende flue, kassettebåndoptagelser og trafikstøj.
Kort sagt:
En afhugget hånd og et uheldigt pizzabud udgør de ukonventionelle hovedpersonerne i franske Jérémy Clapins poetiske, makabre, melankolske og særdeles originale animationsfilm om tab og heling.
Læs også: ‘Atlantics’ – den første scene i flimrende debut er noget af det flotteste længe