Claire Denis var 39 år, da hun debuterede med sin første film, ’Chocolat’, på Cannes Film Festival i 1988. Og nej, det er ikke den ’Chocolat’.
Er der noget, Claire Denis ikke er, så er det sukkersød og lommefilosofisk. Hun er usentimental, brutal, skarp, nænsom, til tider klam og altid enigmatisk. Både Denis’ ’Chocolat’ og den med Juliette Binoche tematiserer fremmedhad, jovist, men hvor xenofobien i Lasse Hallströms fabel er pakket appetitligt ind og fordommenes udøvere, og ofre forbliver ahistoriske og vage, er Denis’ film anderledes klar i spyttet:
Den foregår i slut-50’ernes Cameroun og skildrer de daglige, racistiske ydmygelser, som unge afrikanske mænd ansat som houseboys blev udsat for i kolonitiden af mere eller mindre velmenende, hvide franskmænd.
Forud for sin debut – efter sin uddannelse fra den prestigefulde parisiske filmskole, der i dag hedder La Fémis – arbejdede Denis som instruktørassistent i godt 15 år. Og ikke for hvem som helst: Jacques Rivette, Dušan Makavejev, Costa-Gavras og for Jim Jarmusch og Wim Wenders på henholdsvis ’Down by Law’ og ’Paris, Texas’.
Denis er født i Frankrig, men opvokset i Vestafrika, hvor hun boede med sin familie, indtil hun var 14 år, og man mærker tydeligt vægten af hendes professionelle og personlige erfaringer – både i den komplekse skildring af forholdet mellem den lille pige France og den voksne afrikanske tjeneste-’dreng’ Protée, spillet af Isaach De Bankolé, og i den måde hun fremfører sin kritik af kolonitidens magtforhold på: gennem billeder, beskæringer, blikudvekslinger, nærmest uden brug af ord.
Allerede i sin første film viser Denis et uhyre veludviklet billedsprog. Hun har en særlig evne til at finde det helt rigtige billede eller sekvens, der ordløst kan udtrykke komplicerede fænomener, følelser og relationer som det ville tage andre fortællemetoder oceaner af tid at skulle forklare, hvis de skulle have alle nuancerne med. Lad mig illustrere:
I en scene i ’Chocolat’ opsøger France Protée, der er blevet sat til at fikse familiens strømgenerator. »Er det varmt?« spørger hun og peger på et af rørene. Uden at sige noget griber Protée fat om røret på en måde, der inviterer France til at gøre det samme, men med det samme trækker hun hånden til sig. Røret har brændt hendes håndflade. Først efter Frances reaktion fjerner han sin egen hånd.
Et nært skud afslører, at han er blevet brændt flere gange før. Den er arret. France skriger ikke. Siger ikke noget. Kigger bare på ham med sine store øjne. Protée kigger tilbage med et trodsigt udtryk i sit ansigt, men tårer i øjnene. Han går sin vej.
Scenen er klassisk Denis. På den ene side siger den det hele og på den anden side ingenting. Hvorfor forråder han France? Straffer han hende – selv om hun er for ung til at forstå – for den undertrykkelse, som hun i kraft af sin hvidhed tager del i? Eller forsøger han at smede et endnu stærkere bånd mellem dem? Noget, som vil gøre, hun for altid vil huske ham, dengang hun i et splitsekund følte en brøkdel af hans smerte? Denis kunne aldrig finde på at give et entydigt svar.
En kamp udkæmpet i det abstrakte
’Chocolat’ slog hendes navn fast, men det var med det poetiske værk ’Beau Travail’ (1999), at Denis for alvor fik sit gennembrud. Eller, i hvert fald er det dét værk, der cementerede hende blandt cineaster som en sand mester.
Filmen er løst baseret på forfatteren Herman Melvilles værk ’Billy Budd’, og Benjamin Brittens stemningsfulde opera af samme navn ledsager glimtvist de udsøgte billeder af svedglinsende, muskuløse mandekroppe, der udfører tai-chi-lignende militærøvelser i Djiboutis bagende varme og golde omgivelser – omgivelser, der er uforglemmeligt smukt fotograferet på 35mm af Denis’ faste fotograf Agnès Godard.
»Hun framer mandlige kroppe, som var hun en homoseksuel mand«, har Denis’ muse Grégoire Colin (der spiller Sentain i ’Beau Travail’ og har medvirket i utallige af hendes film) engang sagt, og der er rigtig nok noget ved 35mm-filmens taktile kvalitet, soldaternes koreograferede bevægelser og de mange nære beskæringer af stærke lårbasser i stramme armyshorts, der føjer en sensuel dimension til filmen og giver interessant modspil til historien om den sammenbidte kommandant, Galoup (Denis Lavant i sit livs rolle, og det siger ikke så lidt, hvis man har set ’Holy Motors’), der ser sig sur på – eller i virkeligheden begærer? – Sentain, en ung og smuk kadet, som modsat ham selv er populær blandt de andre fremmedlegionærer.
Magtspillet mellem Galoup og Sentain er stort set ordløst. Måden Denis illustrerer animositeten/magnetfeltet mellem dem er som to hanløver, der kredser afventende om hinanden. Først i en stor cirkel og så tættere og tættere ind, til de til sidst, næse mod næse, blot drejer rundt om hinanden. Den bagende sol kaster skygger på deres ansigter og indhyller dem skiftevis i mørke. Men hvad der ligner en kamp til døden, går i sig selv igen, og pludselig sår scenen tvivl om, hvorvidt opgøret overhovedet fandt sted, eller om det er en form for mental repræsentation af deres rivalisering, der udspiller sig i Galoups fantasi.
Følelsen af at befinde sig et sted mellem drøm og virkelighed fortsætter selv efter slutningen, der i mine øjne er den bedste slutning på nogen film nogensinde. Jeg kan ikke være bekendt at afsløre noget som helst af den, men er der én Claire Denis-film, du skal se, så er det ’Beau Travail’, og hvis du ikke er bidt efter det, ja, så kan det være, du skal starte et helt andet sted. Måske med noget kannibalisme?
Surrealistisk sexappeal
Bedst som kritikerne begyndte at få øjnene op for hendes værker, valgte Denis at følge sit mesterværk op med en film, der chokerede allerede med valget af comic sans til titlen og med sexscener så blodige og forstyrrende, at de fik folk til at masseudvandre ved visningerne tilbage i 2001. ’Trouble Every Day’ er et stykke udsyret arthouse-bodyhorror med Vincent Gallo og Béatrice Dalle i hovedrollerne som Shane og Coré, der begge lider af en mystisk sygdom, der har udstyret dem med en tøjlesløs trang til menneskekød, og flere gange end man har lyst til, ser man dem begynde at gumle liderligt på deres ofre – på overlæber, skamlæber osv. – ind til de forbløder.
Var det ikke for Tindersticks’ barytone, melankolske toner på lydsiden (Stuart A. Staples har med eller uden band lavet musik til otte ud af Denis’ tretten film), ville det svært overhovedet at genkende ’Trouble Every Day’ som en Claire Denis-film, men faktisk er det det værk, som umiddelbart har mest til fælles med hendes seneste film, ’High Life’, der er Månedens Film i Cinemateket, og som vores anmelder her på siden gav seks stjerner.
Der er ikke nogen, der decideret spiser hinanden, men den dyrker momentvis samme type »krampagtige skønhed«, som surrealisterne kaldte det, når det klamme og forbudte også var lidt lækkert. Det er især tydeligt i en solosexscene, der involverer Juliette Binoche, ude i rummet, alene i en fuckbox.
Her ser vi den normalt sødmefulde skuespillerinde med rapunzellangt, sort heksehår ride en ståldildo så hårdt, at hun begynder – eller måske gør vi, hvem ved – at hallucinere. Efterhånden som ekstasten tager til, transformeres det buk-lignende, læderomtrukne monstrum, hun sidder overskrævs på, til et pelsdyr med hale, og undervejs dvæler kameraet ved et grumt ar, der krydser hendes mave med en fascination, der minder om ’Crash’. Nej, ikke den ’Crash’, David Cronenbergs ’Crash’. Og i bedste, franske Noé-stil sluttes seancen af med et skud af ståldildoen, der penetrerer Dr. Dibs. Set indefra – fra det glinsende lilla dyb, der er Dr. Dibs’ vagina.
I Denis’ hænder er en sexscene sjældent noget, man får lov til at nyde uforbeholdent, og karaktererne udtrykker ofte deres begær i overvældende, voldsomme, uventede spasmer – som når Boni (igen spillet af Grégoire Colin) i filmen ’Nénette et Boni’ har et ømt øjeblik med pizzadejen, som han forbereder. »Jeg ælter dig hårdt«, siger han stønnende, mens han borer fingene ned i den våde dej og kærtegner sig selv off screen.
Dejsex, kannibalsex, og nu, i en alder af 73, giver hun os next level rumonani. Hun er ikke kedelig, Claire Denis, og noget tyder på, at hun kan få sine skuespillere til at gøre hvad som helst.
Dronningen af forløsende dansescener
Det tager tid at opbygge den form for tillid, hvilket muligvis forklarer, hvorfor Denis igen og igen omgiver sig med de samme skuespillere (hun gør sig ikke i auditions), de samme komponister og det samme crew. Isaach de Bankolé, Alex Descas og Grégoire Colin er hendes tre, mandlige muser, og mon ikke Pattinson nu er indlemmet i folden. Agnès Godard er hendes hoffotograf, og Stuart A. Staples er soundtracket, der skaber sammenhæng i hendes elliptiske narrativer og opbløder morbide sexscener med en vis grad af ømhed.
Denis fortæller selv, at hendes tilgang til at instruere er meget taktil og intuitiv – at hun bliver nødt til at røre ved skuespillernes ansigter, før hun ved, hvordan hun bedst skal frame dem. Og denne sanselige dimension i hendes arbejde kan let blive væk i lange opremsninger af de litterære forlæg, hendes værker riffer mere eller mindre frit over: Som sagt Melvilles ’Billy Budd’ i ’Beau Travail’, Faulkners ’Sanctuary’ i ’Les salauds’, Roland Barthes’ ’Kærlighedens forrykte tale’ i ’Un beau soleil intérieur’.
Men Denis er ikke intellektuel på en køligt cerebral måde. Hendes filmkunst er dybt forankret i kroppen – fyldt med nære skud af hud, ansigtsfolder og hænder, der rører ved ting – og så elsker hun en god dansescene, jævnfør slutningen på ’Beau Travail’, som vi ikke snakker om, og den eminente teenageværelsesdans Colin giver os i tv-filmen ’U.S. Go Home’. Youtube den!
En af de film, man virkelig kan dufte og smage og mærke selv, er ’35 rhums’, hvor Descas spiller en far – Lionel – der er ængstelig ved tanken om at miste sin datter Jo (spillet af Mati Diop, der lige nu er aktuel som instruktør af ’Atlantique’) til den unge, satinskjortesportende Noé (atter Colin). I en mildest talt fuldkommen magisk scene strander disse mennesker – og flere til – på en lille afrikansk restaurant. Musik spiller, og Lionel danser stille med sin Jo, indtil musikken pludselig ændrer karakter: Commodores’ ’Nightshift’ toner ind, og Noé ser sit snit til at stjæle en dans med Jo.
Med kærligt aggressive fuldemandsbevægelser løsner han hendes knold, så håret hænger løst og snaver hende et kort sekund. Transitionen – overgivelsen – er så smukt eksekveret, at jeg får tårer i øjnene bare af at tænke på det, og der er så meget på spil i den scene, der forløses gennem de seks minutters dans, at det slet ikke er til at forstå. Eller at begynde at forklare.
Og sådan kan en film af Denis også se ud. Lun og håbefuld. Der er en Denis for alle, helt sikkert også for dig!
En række af Claire Denis’ film kan i december og januar ses i Cinemateket (læs mere her), hvor ’High Life’ er Månedens Film.