’The Two Popes’: Hjertevarme Anthony Hopkins og Jonathan Pryce kan ikke redde tandløs Oscar-bait
Hvis film som ’Spotlight’ og ’Gud være lovet’ har vist os, at den katolske kirke befinder sig i en gevaldig krisetid, skøjter ’The Two Popes’ let og elegant over balladen med et tandløst portræt af institutionens to seneste ledere, nuværende Pave Francis (Jonathan Pryce) og forgængeren Pave Emeritus Benedict XVI (Anthony Hopkins).
Her er Vatican Leaks-skandalen fra 2012 henvist til periferien af historien, mens katolske præsters systematiske misbrug af børn verden over kun værdiges et par minutter.
I stedet har Oscar-bait-manuskriptforfatter nummer ét, Anthony McCarten – manden bag ’Bohemian Rhapsody’, ’Darkest Hour’ og ’Teorien om alting’ – skrevet en godmodig buddy-komedie om det skæbnesvangre øjeblik i 2012, hvor Pave Benedict leger med tanken om at abdicere og gradvist forsøger at overbevise sin kardinal, Bergoglio, om at han bør bære faklen videre som nyt katolsk overhoved.
Og at McCarten tilnærmelsesvis lykkes med sit foretagende, skyldes i høj grad kemien mellem de britiske mestre Pryce og Hopkins, der spiller rollerne med et stort nærvær og underfundigt lune, som løfter hver eneste scene.
Motoren i det tynde plot er modsætningsforholdet mellem de to paver, som allerede i 2005 bliver spillet ud mod hinanden ved pavekonklavet og derefter mødes syv år senere.
Pave Benedict, med det borgerlige navn Ratzinger, er den konservative tysker, som aldrig har hørt om The Beatles, taler flydende latin og vogter om de hellige skrifters dogmer med hård hånd (hans barndom i Hitler-Jugend hører man ikke det mindste til). Bergoglio er den liberale argentiner, som lystigt fløjter ’Dancing Queen’ af ABBA og hellere vil åbne kirken op for folket og slække på de dogmatiske læsninger af Guds ord.
Bergoglio vil bygge broer i stedet for mure, og hvis det ordvalg i sig selv ikke var nok, slår montager af grænsen mellem USA og Mexico fast, at filmen faktisk gerne vil sige noget politisk relevant om nutiden, om end det aldrig bliver mere end en hul kommentar i betragtning af filmens egen uvillighed til at undersøge den katolske kirkes mørke.
At karakterportrætterne heller ikke stikker en millimeter dybere, bliver også et problem for filmens forholdsvist lange spilletid. Der introduceres ganske vist en række langvarige flashbacks til Bergoglios dage som ung præst i Argentina, hvor han modvilligt indgik kompromis med militærdiktaturet under den såkaldte Dirty War i 1970’erne for at beskytte sin præster – en indre konflikt, der stadig nager Bergoglio på hans ældre dage, men som filmen hurtigt får givet karakteren syndsforladelse for, så selvransagelsen udebliver.
De lange flashbacks virker mest af alt som en distraktion fra den egentlige hovedret, som er samspillet mellem Pryce og Hopkins. Det er i de lange dialogscener mellem de to tjenere af Gud, der vakler i deres tro og mødes på midten, at filmen i det mindste formår at levere den hjertevarme feelgood, som tilsyneladende er manuskriptets højeste aspiration.
Det ændrer dog ikke på, at filmen føles flad som en pandekage.
Kort sagt:
Samspillet mellem Jonathan Pryce og Anthony Hopkins er en stor fornøjelse, men ’The Two Popes’ bliver aldrig mere end tandløs Oscar-bait.