Vores 10 favoritpræstationer i årets serier

At vælge bare én skuespiller i ensembleserier som ’Succession’ og ’Euphoria’ er svært nok i forvejen, men at skære ned til blot 10 præstationer fra hele året er en nærmest umulig opgave. Vi har gjort det alligevel.
Vores 10 favoritpræstationer i årets serier
Antony Starr er den Captain America-lignende superhelt Homelander i ’The Boys’.

Antony Starr, ’The Boys’

Antony Starr er nok bedst kendt som hovedrollen i amishgangsterserien ’Banshee’, hvor han gav underholdende på tæven, men stadig har der været en aura af pølsemandens Colin Farell over ham med de dybe hundehvalpeøjne og de mørke skægstubbe.

Det var derfor en entydigt frydefuld fornøjelse at opleve ham i Amazons super(anti)helteserie ’The Boys’, hvor han spiller helten over dem alle, USA’s egen Homelander komplet med rød kappe og afbleget hår. En nærmest tro kopi af Captain America, men bag svigermors drøm-facaden er han et koldt, kynisk, klamt og morderisk svin, Amerikas vrangside, der ingen midler skyer for at bevare superheltekonglomeratet Voight Internationals dunkle hemmeligheder. Starr spiller ham slibrigt og med blik for den mest underspillet lurvede repliklevering uden at blive for karikeret.

 

Jennifer Aniston, ’The Morning Show’

Alles girl next door leverede karrierens stærkeste præstation post-Rachel i Apple-serien ’The Morning Show’, der til trods for en ujævn første sæson gik til stålet med skarpe MeToo-tematikker. Aniston (som også producerede sammen med kollega Reese Witherspoon) spillede tv-værten Alex, hvis hverdag smadres, da hendes medvært Mitch (Steve Carell) anklages for seksuelle krænkelser. Alex’ dage som tv-ikon synes talte, men i stedet for at fortvivle hamrer hun næven i bordet over for cheferne for at claime sit værd.

Aniston sitrede af indestængt raseri og kampgejst som kvinden, hvis moralkompas svinger i alt andet end entydigt søster-sympatiske retninger, når det kommer til at redde egen røv og give patriarkatet tørt på, og særligt hendes giftige tirader mod Witherspoon var syndigt underholdende.

 

Hunter Schafer, ’Euphoria’

HBO’s ungdomsserie ’Euphoria’ trak overskrifter for sine grafiske skildringer af teenagesex, hævnporno og druk, men storylinen om klassens nye pige Jules viste sig hurtigt at være langt mere fascinerende end billedsidens chokværdi. Den transkønnede model Hunter Schafer åbenbarede sig som en lysende ny stjerne i rollen som transkønnede Jules, der forsøger at få sin ny BFF Rue (Zendaya) til at lægge stofferne på hylden. Men som samtidig selv leger med ilden i Grindr-møder med slibrige gifte mænd med Lolita-fantasier.

Schafer ramte skildringen af kærlighedshungrede Jules’ opgør med en fordomsfuld familiefortid på kornet og tilføjede karakteren en aura af mystik, sårbarhed og coolness, der fik både Rue og os til at falde pladask for hende.

 

Merritt Wever, ’Unbelievable’

Merrit Wever var et højdepunkt som gunslinger i Netflix-westernserien ’Godless’, men alligevel var det, som om man først så hende rigtigt i den gennemført fænomenale ’Unbelievable’. Wever spiller en af de to kvindelige politiefterforskere, Karen Duvall, der opdager en sammenhæng mellem en lang række voldtægtssager på tværs af kommunegrænser, og hun leverer en ren opvisning i less is more.

Hun taler lavt, bevæger sig langsomt, ser ikke ud af meget og gør i det hele taget ikke noget stort væsen af sig, men alligevel holder man inderligt af og med hende fra første færd. Wevers samspil med Toni Colette, der spiller makkeren Grace Rasmussen, er underspillet humoristisk på en måde, så man ikke er i tvivl om, at Wever også har komisk talent. Hvilket man siden fik understreget i ’Marriage Story’, hvor hun har en lille, men veloplagt rolle som Scarlett Johanssons søster.

 

Matthew Macfadyen, ’Succession’ sæson 2

I et hele vejen igennem blændende skuespilensemble er det britiske Matthew Macfadyen, der tager prisen for mest uforglemmelige gestaltning som arme Tom Wamsgans i HBO’s guddommelige rigmandssatire ’Succession’. Mens de indfødte medlemmer i familien Roy er gemene narcissister af blod, forsøger Tom, der har giftet sig ind i slægten via datteren Shiv, at appropriere koderne efter bedste evne, og han er simpelthen kostelig i sin konstante, ydmygende stræben efter såvel patriark Logan som sin egen hustrus agtelse.

Hans samspil – og konstante træden på – fætter Gregg the Egg er selvfølgelig altid uimodståeligt, men i sæson 2 gjorde Macfadyen samtidig Tom til en overraskende øm karakter, da han blev trykket længere og længere i bund af de modbydelige mennesker omkring ham. Det er Macfadyens fortjeneste, at man kan ikke lade være med at få ondt af Tom på trods af alle de afskyelige ting, han gør.

 

Jodie Comer, ’Killing Eve’ sæson 2

Serieskaber Phoebe Waller-Bridges fravær var mærkbart i anden sæson af ’Killing Eve’ (om end vi tilgiver hende ’sidespringet’ for at levere ’Fleabag’s mesterlige anden sæson), men det famlende plot kunne ikke knægte stortalentet Jodie Comer, der i rollen som den glamourøse seriemorder Villanelle strålede som en psykopatisk supernova.

Dræberens evne til at vende på en tallerken gjorde, at man som seer havde permanent svedige håndflader i hendes selskab, samtidig med at hendes jagt på fetich-objektet Eve (Sandra Oh) gav lummer-lækre kuldegysninger. Comers øjne kan skiftevis lyne som et rovdyr i blodrus og plirre lillepigesødt, og hendes uforudsigelighed gør begge udtryk lige frygtindgydende – og Villanelle til den mest interessante bad woman i serieland.

 

Maria Rich, ’Bedrag’ sæson 3

Den 46-årige danske skuespiller slog igennem i ’Små ulykker’ allerede i 2002, men siden forsvandt hun fra radaren, og desto mere sensationelt var hendes comeback i rollen som bankdamen Anna Berg Hansen, der breaker bad i tredje sæson af DR’s ’Bedrag’.

Rich har et gådefuldt udtryk af frigid undertrykkelse, som hun kiler pirrende, uregerlige sprækker igennem, efterhånden som uanseelige Anna Berg Hansen tog hævn over alle de mænd, der holdt hende nede, og kastede sig fuldbyrdet ind i hvidvask for Københavns værste gangstere. Hendes skiftevise skrøbelighed og styrke gjorde, at man både levede sig helt ind i hendes lovbrydende oprør, og selv her sidst på året efter dusinvis af internationale serieoplevelser står denne lokale præstation tilbage som noget helt ærligt.

 

Stellan Skarsgård, ’Chernobyl’

Lars von Trier-darling Stellan Skarsgård er evigt seværdig, og alligevel blæste han os bagover i ’Chernobyl’. Skarsgård spillede den virkelige russiske kommandant Boris Scherbina, der som en af de første sendes til ulykkesstedet ved atomkraftværket i Chernobyl for at danne sig et overblik på vegne af den ansvarsfralæggende russiske regering.

Scherbina er en arrogant marionet for sine overordnede, men da han bevidner ulykkens uoverskuelige konsekvenser for mennesker og miljø – såvel som strålingens fatale effekt på egen krop – går facaden i opløsning og medmenneskeligheden siver ud af de stadigt mere fortvivlede og desillusionerede øjne. Skarsgårds fænomenale, underspillede portræt af en mand, hvis verdens- og selvbillede smuldrer, rev i hjertet.

 

Meryl Streep, ’Big Little Lies’ sæson 2

Alle bange anelser om, at La Streeps entre i ’Big Little Lies’ ville forvandle anden sæson til, well, The Streep Show blev gjort til skamme. Ikke fordi, Hollywood-dronningen ikke stjal billedet – det gjorde hun! – men fordi hun var så ondskabsfuldt fremragende i rollen som afdøde Alexander Skarsgårds nederdrægtige mor, at man gladelig lod hende gøre det.

Streeps passivt-aggressive spydigheder var episke, og hendes samspil med ditto mesterlige Nicole Kidman som svigerdatteren slog gnister i en grad, der gjorde lige så ondt på sjælen, som det gjorde godt for underholdningsværdien. Streep fortalte romanstof med et enkelt blik, og ikonet tøjlede klogeligt tåreudgydelserne for at skabe en tvetydig karakter, hvis sorg og malice mudrer moralen.

 

Mahershala Ali, ’True Detective’ sæson 3

Dobbelt Oscar-vinder Mahershala Ali skulle holde tungen lige i munden, da han satte sig i garderoben før optagelserne til Nic Pizzolattos tredje sæson ’True Detective’. Han skulle nemlig inkarnere sin kriminalefterforsker Wayne Hays i hele tre forskellige tidsperioder, den første som ganske ung politimand, den sidste som demensramt ældre mand. Den slags kan hurtigt få en distancerende virkning på publikum, men ikke i ’True Detective’ sæson 3, for med hjælp fra overbevisende makeup mestrede Ali forvandlingens kunst, mens man stadig troede på, at det var det samme menneske, man overværede fra start til slut.

Med den afdæmpede, men også stigende frustrerede Hays var den 45-årige skuespiller ankeret i en hæderlig sæson, der reddede stumperne efter fejlskuddet med sæson 2.

Se også: DE BEDSTE SERIER I 2019

Se også: DE BEDSTE FILM I 2019

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af