’Riskær – den dømte demokrat’: DR-dokumentar om Klaus Riskærs politiske maveplasker har adskillige cringe-øjeblikke
Danmark har i 40 år fulgt Klaus Riskær Pedersens karriere som forretningsmand, igangsætter, EU-parlamentariker og tremmerusker. Partiet Klaus Riskær Pedersen (E) lød som en slags Strandvejen-udgave af Alternativet. Et progressivt, klimaorienteret parti med et strejf af ’business’. Eller var det?
Som den nådesløse politiske kommentator Henrik Qvortrup citeres for i ’Riskær – den dømte demokrat’, bliver Riskærs politiske projekt aldrig ordentligt kommunikeret. Dokumentaristen Michael Graversen har tidligere lavet film om flygtningebørn, sygdom og død. Hans kamera registrerer med stor følsomhed ensomheden og isolationen hos en anderledes kandidat, der dog langt fra er udsat for en helgenkåring: Arrogancen over for de menige kandidater opstillet under samme partibogstav er sine steder næsten tåkrummende.
Det hele begynder ellers lovende og med valgkamps-morgenstemning hos en Riskær, der forstår at tale til de unge til et prøvevalg på Rungsted Gymnasium. Han går til sin nye rolle som partistifter med engagement, idealisme og radikale ideer, men trætheden og desillusionen i blikket indfinder sig hurtigt, som ugerne går, og opbakningen daler. Der er et skelet i skabet, som også titlen ’Riskær – den dømte Demokrat’ lægger op til.
Riskær har siddet inde for bedrag og mandatsvig. Og det vil ingen lade ham glemme. Hverken gymnasieeleverne på Rungsted Gymnasium eller journalisterne, som Riskær konstant slår sig i tøjret over. Samtalerne i maskinrummet på B.T. og med TV 2-førstedame Cecilie Frøkjær er nogle af dokumentarfilmens mest underholdende. Riskær vitterlig raser – det slidte journalistverbum er på sin plads her – når bladsmørerne forholder ham hans fortid, stiller kritiske detailspørgsmål og bruger de, ifølge Riskær, forkerte ekspertkilder.
Nederlaget har mange brogede ophavsmænd. Riskær kunne ikke få lov at beholde titlen som valgets opsigtsvækkende joker og Trump-pendant i lang tid. Hans parti blev hurtigt blot et af de mindre kuriøse indslag i en valgkamp, der splittede blå blok: Danernes Lys, Rasmus Paludan, endte med at gøre Klaus Riskær Pedersen til en slags politisk bænkevarmer og bed med stor retorisk dygtighed fra sig i flere partilederdebatter.
Mange af os havde klamme håndflader på valgaftenen over, hvorvidt Stram Kurs nu faktisk skulle have pladser i folketinget. Om det så blev til en plads eller to til Klaus Riskær Pedersens ’rød-konservative’ projekt, spillede pludselig ikke længere den store rolle.
Dertil nåede Partiet Klaus Riskær Pedersen ikke. Det fortonede hurtigt og lyste kun kortvarigt op til en slutdebat. Cringe-faktoren på valgaftenen er stor, Kim Durup (i dag medlem af Det Konservative Folkeparti) og de få øvrige tilbageværende kandidater ligner mest nogen, der har fået solgt katten i sækken af en oversmart forretningsmand. Og måske er det også tilfældet?
Riskær læser skriften på væggen og erkender, at han ikke er ønsket. Filmen udstiller vittigt, hvordan den nogen-og-60-årige playboy hellere vil spise smørrebrød med sin 35 år yngre kæreste end at stemme dørklokker og møde vælgere, som mainstreampolitikerne nu engang gør. Graversen antyder en vis lettelse til sidst, hvor Riskær kan spadsere ud i Slotsholmens nattemørke og notere sine 0,9 procent af stemmerne. Han viser sig mere nobel i nederlagets time end i valgkampens raseri.
Også derfor er det et kæmpe twist, når epilogen oplyser, at Riskær genopstiller, som det blev offentligt kendt i oktober måned. Hvilke mellemregninger der ligger til grund for denne beslutning, kan dokumentaren desværre ikke svare på. Jeg kunne godt have tænkt mig et bud på, hvor så fakta- og modgangsresistent et personligt drive stammer fra.
’Riskær – Den Dømte demokrat’ er underholdende, men tilbyder ikke afgørende nye brikker til puslespillet Riskær.
Kort sagt:
Dokumentarfilmen om Partiet Klaus Riskær Pedersen tilbyder ikke afgørende nye brikker til puslespillet om denne ener i dansk erhvervsliv og politik, men er ikke desto mindre en underholdende rejse gennem valgkampen og det politiske maskinrum i et ufærdigt parti.