’The Healing Powers of Dude’: Ny Netflix-serie er på ét punkt helt revolutionerende

Trin ét: Gå igennem skolens hoveddør. Trin to: Find vej til klasseværelset. Trin tre: Overlev 6. klasse.

Det lyder måske som en beskeden drejebog, men for 11-årige Noah, der har voldsom socialfobi, svarer det cirka til at bestige Mount Everest. Han har været hjemmeskolet i to år, men vil gerne have flere venner end sine forældre og lillesøster og starter derfor på Roosevelt Middle School.

Første dag lykkes end ikke trin ét. Netop som Noah når indgangen, bliver han antastet af en jævnaldrende pige i pink jakke, der selvsikkert pointerer, at han blokerer for hendes kørestolsadgang. Og så begynder Noahs hoved at vokse til luftballonstørrelse, og missionen må afblæses.

Der må forstærkning til, og den får Noah i form af terapihunden Dude, som er omdrejningspunktet i ’The Healing Powers of Dude’. Med ham i favnen lykkes det at komme ind i skolebygningen. Men så vil lidt for mange hilse på Dude, og de bliver til en frådende børnezombiehorde for øjnene af os. Ikke sært, at Noah heller ikke når til undervisning på dag to. Heldigvis er der også dage efter denne, og serien viser, at lidt ad gangen kan det både lade sig gøre at gå i skole og få venner uanset socialfobi. I hvert fald hvis man har verdens mest nuttede hund på sit hold.

’The Healing Power of Dude’ er noget så usædvanligt som en serie, der bryder tabuet om psykisk sygdom i børnehøjde. Den er uinteresseret i, hvad der rent klinisk sker, når man får et panikanfald. I stedet bruger serien surrealisme til at formidle følelsen af panik – ved at lade Noahs hoved blæse op som ballon, ved at transformere de andre elever til zombier på gangene eller til en middelalderkult i skolebussen. Det fungerer fremragende, for det er præcis så crazy, at vi forstår Noahs sygdom uden at se ham som noget fra en lægebog.

Dude er på samme måde ikke en realistisk terapihund, for han stjæler småkager, tisser på skolebøllernes sko og finder på udspekulerede måder at gøre rektor til grin på. Og så kan Dude tale – der er bare ingen mennesker, der kan høre ham. Dudes løbende kommentarspor giver comic relief og indimellem godbidder til forældreseere, når han for eksempel traver ned ad en bygade og bemærker:

»Hold da op, gentrificeringen er slået igennem her. Det må få alvorlige konsekvenser for – hey, er det pølser!?« Det er svært at læse som andet end bidende satire over ens eget voksenhykleri, når man begræder narkomanernes exit fra Istedgade, men er glad for, at der endelig er åbnet en Riccos. Trods seriens karikerede facon byder den altså også på niveauer for voksne.

Seriens største flanke er på sin vis også dens force. Det er forsimplet, når en hund på en uge får Noah til time og skaffer ham venner, og plottet i de enkelte afsnit er til den letbenede side. Men med sukker på skeen gør serien noget vigtigt: Den introducerer unge og voksne seere for både psykisk sygdom og fysisk handikap på måder, der totalt afdramatiserer begge dele. Det vennetrekløver, Noah bliver en del af, inkluderer den socialt kiksede Simon ’Turbo’ og så Amara, der skræmte livet af Noah foran skolens hoveddør på dag ét.

Amara spilles af 13-årige Sophie Kim, der har samme hypersjældne muskelsvinddiagnose som jeg selv, og heller ikke her interesserer serien sig for kliniske detaljer. Ordet ’muskelsvind’ nævnes aldrig, og mens jeg ved, at Amara må have en skolehjælper til omklædning og toiletbesøg, så springer serien den mellemregning over.

Hvor den slags ’fejl’ synes at udspringe af dårlig research i serier som ’Doggystyle’, så ligner det her et bevidst valg. For castingen af Sophie Kim giver en anden slags realisme. Hun ligner faktisk én, der har et handikap: hun er splejset, har skæve fødder og samme diminutive armbevægelser som andre med muskelsvind. Derfor kan serien flytte fokus til andre aspekter af hendes personlighed. Hun er barn af en hjernekirurg og absurd ambitiøs. Hun kan synge. Og hun indgår på fuldstændig lige fod i præteenageårenes kærlighedsforviklinger, uden at hendes handikap nogensinde bliver gjort til et issue.

Jeg kan ikke overdrive, hvor revolutionerende det sidste er. Da jeg var barn og higede efter nogen at spejle mig i, var der Dickens Lille Tim, der konstant kvækker »Gud velsigne os«, der var Stakkels Torben, som Lilleper magisk kurerer fra lammelser, og der var Busters lillesøster Ingeborg, som har verdens mindste handikap og alligevel må reddes fra bølle-Lars. Der var præcis nul børnekarakterer med handikap, der faktisk blev spillet af og lignede børn med handikap, og deres skavanker blev altid skildret som tragiske.

Hvis jeg og mine jævnaldrende dengang havde set Turbo bage på Amara, så havde det gjort mig til nogens potentielle børnekæreste både i mine og andres øjne. Det havde rykket for vildt, og det kommer den her serie til at gøre for nutidens børn med handikap.

Det er Sophie Kims debut, for som så mange andre i kørestol har hun ikke haft adgang til skuespillerskoler og børnemodeljob – men hun er så åbenlyst talentfuld, at hun stjæler hver scene, hun er med i. Følg med og lær, kære danske tv-branche: Her er beviset på, at det er forbandet sludder, at jagten på ’den bedste skuespiller’ gør det umuligt at caste nogen med handikap. I skal bare se at komme i gang.

---

Kort sagt:
’The Healing Powers of Dude’ bryder på underholdende manér tabuet om psykisk sygdom i børnehøje, men voksne kan også godt holde ud at se med.

Anmeldt på baggrund af hele sæson 1.