Vultures faste Oscar-ekspert Nate Jones har udviklet begrebet ’Oscar-skurk’ (Oscar villain) til at beskrive den årligt tilbagevendende proces, hvor en (eller flere) Oscar-kandidater gøres til antagonister hos den del af den talende (og tweetende) klasse, der går op i, hvilken film der årligt tildeles filmverdenens ultimative hæder.
Jones argumenterer for, at der er sket et skred i de seneste tre-fire sæsoner, hvor den generelle politiske polarisering i Amerika har medført et øget fokus på at bekrige de film, der placerer sig på ’den forkerte side af stregen’ i forhold til den uforsonlige ideologiske og værdimæssige konflikt, der efter valget af Donald Trump til præsident præger mediebilledet og den politiske virkelighed over there.
Der har længe været ’skurke’ i Oscar-kapløbet, men før i tiden – altså før de sociale medier – udpegede man som regel skurkene retrospektivt. ’Danser med ulve’ blev for eksempel en skurk i manges øjne, fordi den frarøvede den kunstnerisk overlegne ’Goodfellas’ Oscaren for bedste film (1990). ’Crash’ (2005) er hadet som få andre film (selv filmens skaber Paul Haggis har med årene taget afstand fra den), fordi flere akademimedlemmer formastede sig til at stemme på den frem for den progressive kritiker- og forhåndsfavorit, ’Brokeback Mountain’.
Som Oscar-aficionado fornemmede jeg et mærkbart skifte i 2010-sæsonen, hvor ’Kongens store tale’ fik glimrende anmeldelser og god omtale i forbindelse med efterårsfestivalpremieren, men da det pudselig begyndte at gå op for ’kommentariatet’ – de toneangivende bloggere og filmskribenter – at filmen kunne risikere at gå hele vejen i Oscar-øjemed, skal jeg love for, at stemningen blev giftig:
Nærmest overnight forvandlede filmen sig fra et fornøjeligt og velspillet frikvarter til en direkte hån mod filmkunsten og den gode smag i de selvbestaltede net-guruers øjne. Disse fortalere for den gode smag var i samme sæson hyperoptaget af den langt mere zeitgeisty ’The Social Network’, og i takt med, at man så en sikker sejr til David Finchers ’epos til tiden’ glide af hænde, hvæssede man kløerne og gik til angreb på ’Kongens store tale’. Det nyttede som bekendt ikke noget. ’Kongens store tale’ vandt det år, og den ’middelmådige’ Tom Hooper vandt tilmed prisen for bedste instruktør over ’visionære’ David Fincher: Den sved…
I de senere år har vi set processen udfolde sig, nærmest som var det efter et på forhånd indleveret manuskript, måske allermest emblematisk i tilfældene ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ og ’Green Book’ i henholdsvis 2017- og 2018-kapløbet:
Det hele begynder med en positiv publikums- og pressereception ved en efterårsfestival (gerne Toronto, hvor publikumsprisen anses som et nærmest direkte adgangskort til rollen som seriøs Oscar-bejler). Herefter er filmen fredet til og med den regulære biografpremiere (som regel i november eller december), hvor kritiske røster begynder at råbe vagt i gevær. Som regel angribes der på to fronter: 1) Filmen er ikke så kunstnerisk vellykket, som de første bulletiner gik på. 2) Filmen er politisk problematisk – den er ikke ’progressiv’ nok eller er måske ligefrem reaktionær (som oftest i forhold til fremstillingen af minoriteter). Herfra tager Twitter-krigerne over, og så går der for alvor selvsving i skurkenarrativet.
Hvem er årets Oscar-skurke?
Man skal ikke have nogen doktorgrad for at kunne gennemskue, hvem de progressive Twitter-trolde står på mål for i år: På den afgjort rigtige side af stregen finder vi: ’Parasite’ –asiatiske skuespillere scorer meget højt på diversitetskontoen, og filmens begavede kapitalisme- og klassekritik er guf for kommentariatet. Og ’Little Women’ – kvindelige protagonister over hele linjen og en kvindelig instruktør, Greta Gerwig, der er en slags it-girl for den talende klasse. Dog har enkelte kritiske stemmer bemærket, at ’Little Women’ er en påfaldende hvid film – og her hentydes der ikke til, at der ligger meget sne i Massachusetts om vinteren.
I årets Awards Season har der været optræk til skurkenarrativer i forhold til ’Marriage Story’ (hvis angiveligt delvist selvbiografiske fortælling om skilsmisse, ifølge nogle, favoriserer den mandlige hovedperson), men da Noah Baumbachs film er en arty talefilm om newyorkere, rammer den ikke bredt nok til at være en reel trussel i forhold til Oscar-sejren – og kritikken er derfor forblevet relativt afdæmpet.
’Once Upon A Time in Hollywood’ har fået kritik for at tildele Margot Robbies Sharon Tate-figur ganske få replikker (og det i en film, hvis omdrejningspunkt er Manson-kultens gruopvækkende mord på en højgravid Tate plus venner), men filmen er også blevet opfattet som politisk ukorrekt og reaktionær, eftersom Tarantinos fortælling meget oplagt kan opfattes som en nostalgisk drøm efter dengang, hvor mænd var mænd og hippier var sådan nogle, man slog på.
Intet matcher dog den kritik, ’Joker’ er blevet mødt med. Mange kommentatorer ser en forbindelse mellem incel-miljøerne på nettet (kvindehadende mænd, der ikke viger af banen for at legitimere mænds vold mod kvinder). Todd Phillips har desuden været skydeskive, måske på grund af sin fortid som instruktør på en række film, der lefler for mænds mere puerile tendenser, dels fordi han i interviews har udtalt sig kritisk i forhold til hele PC-kulturen, den politiske korrekthed. Frem for at dukke sig for angrebene eller komme de angrebsivrige kritikere i møde er han altså gået til modangreb.
Risikabel Oscar-strategi har virket
Hvis årets kapløb, som meget tyder på, er reduceret til en tvekamp mellem ’Parasite’ og ’1917’, hvordan påvirker det så skurkenarrativet?
Jeg har ikke bemærket ’1917’ i det forudgående, hvilket hænger sammen med, at det er sværere at udpege filmen som en oplagt skurk, end det er at udpege ’Parasite’ som årets ’gode underdog’.
’1917’ repræsenterer en slags anomali i forhold til det typiske skurkenarrativ, da filmen fik en meget sen premiere (efter jul, og med bred distribution fra og med 10. januar, cirka samtidig med stemmedeadline til Oscarnomineringerne) og ikke blev vist for pressen ved visninger før først i december.
Vi skal tilbage til ’Million Dollar Baby’ i 2004 for at finde den seneste Oscar-vinder med så sen en biografpremiere.
Holdet bag ’1917’ har altså valgt en anderledes – og ikke så lidt risikabel – strategi i forsøget på at positionere filmen. Risikoen er, at man slet ikke når at få del i den opbygning af momentum og pr-mæssig kapital samt nomineringer til de forløberpriser (herunder Golden Globes og SAG Awards), der kan være med til at påvirke Akademiet, og som det øvrige kandidatfelt kan labbe i sig: At man ved at holde kortene på hånden for længe slet ikke rigtigt bliver inviteret ind i spillet.
For eksempel kostede det formentlig ’Little Women’ dyrt, at den ligesom ’1917’ valgte en ’sen premiere’-strategi, fordi den dermed ikke opnåede de SAG Awards-nomineringer, der har stor betydning for en ensemblebåret films momentum.
I nyere tid har det været en bredt accepteret tese, at det bedste, man kan gøre Oscarkampagnemæssigt, er at søsætte sin kandidat på en af de tidlige efterårsfestivaler og så lade omtalen derfra generere interesse og nysgerrighed hos branche og publikum for så at skyde filmen af i biograferne midt eller sidst i november.
At holde sin film ude af spillet så længe som muligt kan let opfattes som enten en smule arrogant (’vi ved, vi har noget i godteposen til jer, vi vil bare ikke vise jer det endnu’) eller som et tegn på, at man har noget at skjule (’hvis vi viser vores film for tidligt, så har vi ingen mulighed for at inddæmme kritikken af den’). Det er vigtigt at understrege, at denne strategi kan virke, men at der er en række faktorer, der kan være med til enten at hjælpe den på vej eller hæmme den.
Det år, hvor ’Million Dollar Baby’ slog til, var et noget søvndyssende ræs, hvor Martin Scorseses storfilm om Howard Hughes, ’The Aviator’, nærmest var blevet forhåndskåret til Oscar-vinder. Men der var mere en form for resignation i luften (’der er jo ingen troværdige alternativer’) end egentlig passion for Scorseses film. I den forstand var jorden gødet for, at Eastwoods film kunne slå rødder hurtigt og effektivt, da først den blev frigivet.
Et andet sigende eksempel er ’Extremely Loud & Incredibly Close’, der opnåede en bedste film-nominering i 2011 på trods af anmeldelser, der rangerede fra det middelmådige til det elendige (filmens metacriticværdi på 46 gør den til den dårligst anmeldte bedste film-kandidat i perioden 1993-2019!). Men fordi filmen sæsonen igennem var blevet talt op som en Oscar-basker, nåede akademimedlemmerne ikke at reflektere over den dårlige anmeldermodtagelse. Filmen blev valgt på sit litterære pedigree og sit glatte ydre.
Der er ingen tvivl om, at hvis filmen havde fulgt den gængse kampagnevej med premiere i Toronto, så havde den været død og begravet (a la ’The Goldfinch’ i år), i det øjeblik medlemmerne af Akademiet fandt deres screeners frem i juletiden.
To angrebsvinkler
’1917’ rammer ind i en sæson, hvor de på forhånd oftest fremhævede favoritter, ’The Irishman’ og ’Once Upon A Time in Hollywood’, tilsyneladende ikke helt har den opbakning, som mange formodede ved indgangen til december. Man har måske haft en tendens til fra iagttagerhold at lade sig forblænde en kende af navnene Tarantino og Scorsese, der emmer af rutineret tyngde.
Passion og begejstring præger til gengæld kommentariatets forhold til ’Parasite’ (bemærk, at castet fik en stående ovation, allerede da det præsenterede filmen til SAG Awards), men er en koreansk film en troværdig vinder af den vigtigste Oscar? Måske havde chancerne været bedre, hvis ’Parasite’ ikke havde været Koreas indstilling til kategorien for bedste internationale film. Men at forestille sig, at den vinder begge kategorier? Så kan man jo i teorien lige så godt afvikle sidstnævnte pris.
Der hvor ’1917’ står stærkt, tror jeg, er, at den klemmer sig ind og på en måde tager en ledig plads i feltet. Tarantinos film er ikke en typisk Oscar-vinderfilm i genremæssig forstand (hvis Tarantino er sin egen genre, så er det ikke en genre, Oscar-akademiet føler sig helt indforstået med, endsige tryg ved), og Scorseses model har et Netflix-tag hængende på sig, som for mange i filmbyen stadig forekommer diskvalificerende.
Ind fra højre kom så ’1917’, en teknisk virtuos krigsfilm, der ikke har travlt med at opremse og udrede alle de besværlige geopolitiske tråde, der i en anden type film kunne have været relevant for en forståelse af konflikten, men som i stedet ved sit konsekvente fokus på individuelt heltemod (som tricket med de to long takes understøtter) både byder på en mere relatérbar og enkel film. Oscar har traditionelt et ganske godt øje til krigsfilmen, der tilbyder en gravitas, en emnemæssig tyngde, som Oscar godt kan lide at se sig associeret med.
Hvordan skal et virkelig effektivt skurkenarrativ vendt mod ’1917’ nå at materialisere sig i indeværende sæson, der er tre uger kortere, end den plejer? Det må alt andet lige være en fordel for en formodet frontrunner, at tre uger er klippet ud, for så kan filmen dårligt nå at miste pusten eller overlade bolden til andre spillere.
To angrebsvinkler synes oplagte: Den første er af æstetisk art, den anden af en mere moralsk beskaffenhed:
1) Filmen vægter stil over substans: Ved at fokusere sin energi på filmhåndværk af den mest avancerede og logistisk udfordrende slags, efterlader filmen meget lidt plads til egentlige refleksioner over krig, eksistens og menneskets natur endsige at udfolde en mangefacetteret fortælling.
2) Ved så konsekvent at reducere Første Verdenskrigs ufattelige grusomhed til et spørgsmål om én mands actionfyldte zigzag-løb gennem skyttegrave, slagmarker med døde kroppe og ruinhobe (og sågar et rendezvous med et vandfald), forvandler den historien om, hvordan Europa på meningsløs vis ofrede en hel generation af unge mænd, til et bagtæppe for én mands triumf. Er det virkelig den mest relevante, den meste ærlige, lektie at give videre om en krig, der kostede over 20 millioner menneskeliv?
Den perfekte storm
Der er ingen tvivl om, at kulturkommentariatet vil forsøge sig med angreb af disse to typer i de kommende to uger, men er det nok til at afspore ’1917’s ret udstukne kurs mod guldet? Jeg tror det ikke.
Hvor kritikken af ’Three Billboards’ og ’Green Book’ gik på nogle helt konkrete forhold vedrørende minoritetsfremstillinger, handler ’1917’ om en 100 år gammel krig, der netop er renset for politik i egentlig forstand. Det er historien om, hvordan én mand overvinder sin skepsis og sætter alt ind på at gennemføre en umulig mission. Hvem vil ikke gerne se ham lykkes med det?
I sidste ende er ’1917’ en film, der først og fremmest signalerer Seriøs Krigsfilm. Og en sådan er per definition lig et respektabelt kunstværk. Mere behøver den sådan set ikke i et år, hvor modkandidaterne enten er for tvetydige i deres genreleg og budskab (’Once Upon A Time in Hollywood’), for kompromitterede af en disruptiv distributionsmodel og måske også en excessiv længde (’The Irishman’) eller for fremmedartet (’Parasite’) til at virke som troværdige alternativer – selvom der tydeligvis er ægte passion for sidstnævnte i betragtelige lommer af Akademiets medlemsskare
På den måde er der meget, der kan tyde på, at ’1917’ har ramt den perfekte storm.
Dén tidevandsbølge af medgang tror jeg ikke nødvendigvis, filmen kunne surfe sikkert i land på, hvis Oscar-festen fandt sted sidst i februar, men med under to uger til stemmedeadline, tror jeg, Sam Mendes og co. lander trygt og sikkert på den store Oscar-scene i Dolby Theatre.