’Breeders’: Denne serie er ikke for dig, der gerne en dag vil have børn
Forældrerollens ulyksaligheder er igen blevet moderne. Især moderskabet revses. Litteraturen oplever en bølge af fortællinger, der tør vise desillusion, angst, forvirring. Tegnere har ramt et soft spot på sociale medier med deres indlevende og humoristiske beskrivelse af familie-centrifugen.
I filmuniverset har hverdagens detaljerige trivialiteter i en småbørnsfamilie stadig sit gennembrud til gode, og i serieformatet er det oftest ældre børn, der er center for konflikter. Men småbørnsstoffet, det har potentiale.
Et vigtigt nøgleord i forbindelse med mindre børn er behovsudsættelse. Det er en stejl læringskurve for alle at få lært mindre børn at udsætte deres behov, men hvis sandheden skal frem, er de voksnes behovsudsættelse lige så radikal, hvis ikke mere. De små minimennesker har jo ikke oplevet andet end at få nej’er. Forældrene derimod… Der var lige de der år, hvor de var myndige uden ansvar for andre end dem selv.
Den HBO Nordic-aktuelle komedieserie ‘Breeders’ tager omsorgsfuldt forældrenes parti i fortællingen om at være forælder, og det føles nødvendigt at starte med en advarende anbefaling om at skippe denne serie, hvis du endnu ikke har børn, er romantisk anlagt og glæder dig til det familieforøgende aspekt af tilværelsen, for serien med den lettere misantropiske titel ‘Breeders’ (Avlerne!) lemlæster ethvert spirende håb om at forene forældreskab med trivsel.
Er du derimod allerede i en etableret småbørnsfamilie, er denne serie et solidarisk spejl på de lidelser, du gennemlever dagligt.
Et forfriskende take er valget af den mandlige protagonist. Vi møder familien gennem blikket fra den midt-i-40’erne, cigarettrængende og storbandende Paul (Martin Freeman), der sammen med sin kone Ally (Daisy Haggard) er forældre til en snart-skoledreng og en børnehavepige. De bor i et mellemindkomstligt rækkehus i et familievenligt kvarter. Gennemsnitlig familie i et gennemsnitligt liv med gennemsnitlige børn og gennemsnitlige bedsteforældre.
Ganske småbørnsgennemsnitligt sover de heller ikke om natten. Børnene vågner i tide og utide, forældrene arbejder i et mekanisk vagtskifte om natten, og mens Ally putter børnene (altså falder i søvn under godnatlæsningen), ligger Paul søvnløs og tænker på det søde liv, han engang havde, hvor han dyrkede sex og lo. Paul var også engang en lovende tegner, han burde være kommet på Kunstakademiet, men så fik han et ordinært lønmodtagerjob, og det har han så haft de sidste 22 år med al den indebrændte bitterhed, det indebærer.
Hans forliste drømme projicerer han på børnene, der enten minder ham om al den lyksalighed, han ikke har, eller gør ham opmærksom på, at han har ansvaret for deres. Hans kone er den pragmatiske i forholdet, en kompromissøgende pyt-type, der står lidt i skyggen af hendes mands højstemte sukken over livet, men som også slukøret bekender til sin ven, da han spørger, om hun og manden er lykkelige: »Hvem kan være lykkelig med to børn under syv?«
En særlig teori udvikles, når man ser ‘Breeders’. Antallet af bandeord må være proportionelt stigende med antallet af søvnløse timer, for selv Quentin Tarantino er i svær konkurrence med antallet af »fucks« eller »motherfucks« i denne serie. Søvndepriverede Paul er en meget vred mand, hel politisk ukorrekt råber og skriger han af ungerne, når de skændes og forstyrrer hans arbejde, leger for højtråbende eller nogle gange bare er til, han begynder at drikke sprut om aftenen, og i en samtale med sin aldrende far, der minder ham om, at tidligere generationer jo slog deres børn, får han pludselig julelys i øjnene. Selvfølgelig elsker han sine børn. Men fuck hvor de dog er fucking irriterende as fuck.
‘Breeders’ er en serie på 10 afsnit (anmeldelsen bygger på de første tre), og hvert afsnit starter med en negation. »No sleep« er den første, herefter »No place« (der handler om, at Allys hjemløse far flytter ind), herefter »No accident« (der handler om, at børnene så tit kommer til skade ved uheld i hjemmet, at de sociale myndigheder bliver nødt til at lave sikkerhedstjek).
Negationen beskriver serien ganske rammende. Det er nedtur, det meste.
Martin Freeman og Daisy Haggard er eminente i rollen som sortseere. De mestrer ansigtsmimikken til en grad, der alene gør serien seværdig, og deres mundtlige udgydelser er næsten musiske. Bedsteforældrene spilles også fuldt ud forløsende, kun børnene er desværre – deres væsentlighed for historien taget i betragtning – ret endimensionelle, og det er der måske også en pointe i, men det havde klædt kompleksiteten at give forældrene mere kvalificeret modspil.
‘Breeders’ tager fat på et paradoksalt kuriosum, et irrationelt design af Moder Jord. Mennesker sætter børn i verden med det altoverskyggende ansvar for at sikre børnenes trivsel for herefter at blive frataget samtlige egenskaber, der kan sikre børnenes trivsel. Søvnmangel, stress, frihedsberøvelse. Den slags bliver man ikke særligt ansvarlig af.
‘Breeders’ er syleskarp i fortolkningen af dette, men årsagen til den fortsatte avl hos småbørnsforældre skyldes jo netop modstykket til derouten – børns opdagelse af verden, deres umiddelbarhed, indlevelse, nærvær, kærlighed. Det er der givetvis ikke meget latter i, men for en mere komplet oplevelse kunne ‘Breeders’ have doseret lidt »fantastisk« i deres »f*cks«.
Kort sagt:
Ny komedieserie på HBO Nordic tager favntag med tilværelsen i en småbørnsfamilie. En fortælling om selvrealisering, generationer, kærlighed og selvopretholdelse. Tilsat en masse ulykker og bandeord.
Anmeldt på baggrund af de tre første afsnit.