’iHuman’: Tør du købe en iPhone eller robotstøvsuger efter denne nye dokumentar?
CPH:DOX: En ny form for liv er på vej. Både i form af robotter, der er i stand til at løse opgaver bedre og mere effektivt, og for os mennesker, som i sidste ende vil være nødsaget til at underkaste os den teknologi, vi selv har været med til at skabe.
Det er postulatet i Tonje Hessen Scheis CPH:DOX-aktuelle ’iHuman’. Tonen for den norske instruktørs nyeste dokumentar slås fast med et Stephen Hawking-citat: »Opfindelsen af kunstig intelligens er et af de største gennembrud i menneskets historie. Desværre kan det også blive det sidste«.
Dokumentaren fungerer altså som en advarsel for menneskeheden og en opfordring til, at vi stopper op og tænker os rigtigt grundigt om, inden det er for sent. En agenda, fiktionen hyppigt har dyrket, fra Stanley Kubrick mesterværk ’2001: A Space Odyssey’ til Alex Garlands nyklassiker ’Ex-Machina’.
Kunstig intelligens er mange ting. Alt lige fra fabriksrobotter til sociale medier. Og vi har endnu ikke set teknologiens fulde muligheder, men det er kun et spørgsmål om tid. ’iHuman’ prøver ikke at skabe en fortælling om, hvorvidt det store gennembrud kommer, men om hvem der kommer først og vigtigst af alt, hvad teknologien kan bruges til. I de rigtige hænder vil den kunne løse alverdens humanitære kriser, mens den i de forkerte kan resultere i totalitære overvågningssamfund, som Kina allerede er godt på vej imod.
Tyske Jürgen Schmidhuber bliver kaldt den kunstige intelligens’ fader. Han er ansvarlig for den teknologi, der ligger til grund for den stemme- og ansigtsgenkendelse, de fleste af os kender fra vores smartphones. For ham er teknologien en naturlig del af civilisationens udvikling, og mennesket er, i hans verden, ikke nødvendigvis kronen på skaberværket. I dokumentaren køres Schmidhuber i stilling som ophavet til menneskets mulige undergang, og hans angstprovokerende afslappethed og kølige, velartikulerede tale vækker mindelser om Christoph Waltz’ bedste skurkeportrætter.
Udover mennesker, som arbejder med kunstig intelligens, inkluderer dokumentaren en lang række interviews med forskere og tech-journalister. Vi møder blandt andet Michal Kosinski, der i sin forskning har kortlagt, hvordan vores digitale fodspor kan bruges til at forudsige vores fremtidige adfærd og sågar manipulere os. Hans gennembrud har sidenhen gjort det muligt for konsulentfirmaer som Cambridge Analytica at bruge Facebook-data til at målrette skræddersyet propaganda til millioner er potentielle vælgere.
Det har været med til at skabe en øget polarisering – og i sidste ende radikalisering – af samfundet. En pointe, filmen understreger med et gensyn med de stadig foruroligende optagelser fra Charlottesville-demonstrationerne i 2017.
Den velproducerede og medrivende dokumentar skyder lidt med spredehagl. Dens forsøg på at flette problemerne omkring ekkokamre på sociale medier sammen med eksistentielle spørgsmål om menneskets forhold til teknologi lander ikke helt. Det er begge spændende problematikker, men det er ærgerligt, at Hessen Schei ikke formår at binde en mere tydelig sløjfe på dem.
Til gengæld er der virkelig kræset for de æstetiske virkemidler. Både gennem foruroligende visualiseringer af teknologiens voksende indpas i vores tilværelse og et alarmerende lyddesign, som også byder på et hårdtpumpende score, som var det en Paul Greengrass-thriller. Bag kameraet finder vi den danske filmfotograf Henrik Bohn Ipsen, der er leveringsdygtig i en håndfuld imponerende droneskud og de – i filmens kontekst – foruroligende billeder af tusindvis af mennesker limet til deres telefoner på gader og i offentlige transportmidler.
Til daglig priser vi os lykkelige for den bekvemmelighed, teknologien fører med sig, men efter at have set ’iHuman’ vil mange nok tænke sig om en ekstra gang, inden de aktiverer deres iPhone ved hjælp af ansigtsgenkendelse eller køber sig en robotstøvsuger.
Kort sagt:
Selvom ’iHuman’ ikke helt formår at samle de mange tråde, den lægger ud, er det en gruopvækkende dokumentar om teknologiens slagsider.