‘Show Dancer’: Neonlys møder barsk virkelighed i betagende film om en dansende misbruger
CPH:DOX. Problemet med virkeligheden er, at den ikke kan instrueres.
En enkelt gang i dokumentarfilmen ‘Show Dancer’ prøver instruktør Laurits Flensted-Jensen alligevel.
»Hvad skal filmen slutte med?« spørger han – og afslører derved sit eget evige nærvær bag kameraet – hovedpersonen Lasse Eckstrøm Jensen, som gennem hele sit voksenliv har kæmpet mod misbrug.
Den skal ende godt, lyder svaret fra bunden af det misbrugshul, Lasse endnu engang er dumpet ned i. »Det her skal ikke være en lortefilm!«, siger den midaldrende mand, der engang gik under kunstnernavnet Laze.
Hans ønske er på i vis gået i opfyldelse. ‘Show Dancer’ er langt fra en lortefilm. Men den er heller ikke helt så opløftende, som Lasse Eckstrøm Jensen, og måske også Laurits Flensted-Jensen, havde drømt om.
Det starter ellers godt. Lasse Eckstrøm Jensen, mangeårig danser, misbruger og stjerne bag 00’er-hittet ‘Steppin’ Out’ runder de 40 og beslutter sig for, at nu skal det være nok. Nu gider han altså ikke spilde mere liv på at løbe fra high til high, mens livet suser forbi.
Før turen til afvænningsklinikken skal han dog lige have de sidste fixes. Den gældstyngede stofmisbruger tilbyder en forstærker til en dealer, mens en anden giver ham bøllebank. Man ser ikke transaktionerne, men lyden går tydeligt igennem. Det er næsten som at overhøre dialog-udklip fra ‘Pusher 2’ eller en anden råkold dansk film fra de tidlige 00’ere.
Man får i det hele taget lidt fornemmelsen af at kigge ind i en tidslomme eller en gammel fiktionsfilm, når man ser ‘Show Dancer’. Med røgslør, slowmotion og neonfarvede tableauer fremtegner dokumentaren et betagende univers af techno, halbal, ecstasy og DJ Aligator på anlægget. Og i midt i det hele danser Lasse Eckstrøm Jensen, pansret med hvid undertrøje og solariebrun hud, den samme rutine, som han har kørt de sidste 20 år.
Men nu skal det som sagt være nok. Rutiner skal brydes, og ambitioner skal udleves. Lasse har nemlig en masse drømme. Han vil have børn, han vil bruge sin kreativitet til at inspirere andre, han vil tage en uddannelse som pædagog, og han vil søge ind på skuespillerskolen.
The sky is the limit, og med opbakning fra tålmodige forældre og pædagoger spirer troen på, at det nok skal gå. Folkene i Lasses liv er charmerende, og selv er han en drøngod fyr, som man ønsker alt godt i verden. Men han er også utålmodig og en energibombe uden lige. Hele tiden har man den tikkende fornemmelse, at han jo nok skal sprænge i luften på et tidspunkt.
Men Lasses næste nedtur kommer ikke som et øredøvende brag. At se ham ramme bunden atter en gang er snarere som at se en ballon, der langsomt tømmes for luft. Virkeligheden og hverdagen svigter Lasse og svigter samtidig en lillebitte smule det ellers betagende portræt, han er en del af.
‘Show Dancer’ er langt hen ad vejen et både indsigtsrigt og æstetisk veloplagt portræt af en mand og en misbruger. Men slutningen føles lidt tam og efterlader mig med en nagende fornemmelse af, at man burde have hængt på lidt længere.
Jeg kunne i hvert fald godt have brugt mere tid på at finde ud af, hvordan Lasse Eckstrøm Jensen selv definerer sin skæbne.
Kort sagt:
‘Show Dancer’ er en dragende og æstetisk veloplagt dokumentarfilm om en mand og en misbruger, som svigtes af virkeligheden.