En hyldest til Netflix-serien, der bekæmpede voldtægtstraumer med pangfarver

Tina Fey og Robert Carlocks 'Unbreakable Kimmy Schmidt' har netop sagt farvel med den interaktive film 'Kimmy Vs. The Reverend'. Over fire sæsoner blev den en af tidens mest roste komedieserier. Men hvad var det, der gjorde den så god?
En hyldest til Netflix-serien, der bekæmpede voldtægtstraumer med pangfarver
Ellie Kemper i 'Unbreakable Kimmy Schmidt'.

En 29-årig kvinde forsøger at starte et nyt liv efter at være blevet kidnappet, holdt fanget og misbrugt i en underjordisk kult i 15 år. Og det er en… komedie?

Verden vidste ikke helt, hvordan den skulle reagere på den chokerende mørke præmis i komediekongerne Tina Fey og Robert Carlocks ‘Unbreakable Kimmy Schmidt’. NBC, som havde været hjemsted for syv sæsoner af makkerparrets succeskomedie ’30 Rock’, havde bestilt serien, men takkede nej, da de så det færdigproducerede resultat. I stedet sprang Netflix til og lancerede den som streamingtjenestens første originale komedieserie i foråret 2015.

Ellie Kemper fra ‘The Office’ og ‘Bridesmaids’ spiller hovedrollen som Kimmy, der bliver kidnappet af kultlederen Pastor Richard Wayne Gary Wayne i sin hjemby Durnsville, Indiana, da hun var 14 år. I de næste 15 år lever hun i en underjordisk bunker sammen med tre andre kvinder. Pastor Wayne bilder dem ind, at han reddede dem fra dommedag, og at alt liv udenfor er dødt – men Kimmy tror aldrig på ham. Serien begynder, da kvinderne bliver reddet ud af bunkeren i en stor mediesensation. »They’re alive, dammit! It’s a miracle«, synger et tilfældigt vidne i det, der bliver seriens fængende temasang.

Efter at de fire »muldvarpekvinder« er blevet fløjet til New York for at deltage i et talkshow, beslutter Kimmy sig for at blive i storbyen. Hun indser, at hun altid vil blive set som et offer hjemme i Durnsville og er opsat på at starte på en frisk. Hurtigt finder hun en lejlighed gennem udlejeren Lillian (Carol Kane) med den dovne skuespilleraspirant Titus (Tituss Burgess) som roommate og et job som assistent/barnepige for den stenrige trofæfrue Jacqueline (Jane Krakowski fra ’30 Rock’).

Serien følger i fire sæsoner herefter Kimmys forsøg på at finde sig selv som voksen gennem forskellige studier og jobs, dating og ikke mindst på et personligt plan.

Genial casting

Kimmy har trods sit traume et evigt optimistisk sind og går på opdagelse i sin nye verden med en barnlig naivitet og blind tillid, et bredt smil og en insisteren på at leve livet fuldt ud – og står dermed i skarp kontrast til de kyniske newyorkere, hun møder på sin vej.

I første sæson består en del af jokesene af Kimmys forvirrede møde med teknologiske opfindelser eller kulturelle begivenheder, som hun er gået glip af nede i bunkeren. Men også hendes psykologiske modning gik i stå i de 15 år. Hun er ekstremt akavet, når det kommer til seksualitet (og serien holder hænderne pænt over dynen, ifølge Tina Fey fordi de fandt ud af, at den havde mange tween-seere), fejllæser sociale situationer og lader sig udnytte af folk omkring sig.

Ofte har Kimmys uskyldsrene tro på det bedste i folk dog en positiv effekt. Når hun ikke forstår en fornærmelse, lader hun sig heller ikke slå ud af den. Og ve den, der undervurderer hende. Når det kommer til stykket, er hun bomstærk, snarrådig og ukuelig.

Jon Hamm i ‘Unbreakable Kimmy Schmidt’.

Det får ikke mindst Pastor Wayne at mærke i deres mange showdowns. Det første foregår i slutningen af første sæson, hvor han skal i retten for kidnapning af de fire kvinder i Indiana. I en genial casting dukker han op i skikkelse af en nybarberet Jon Hamm, der charmerer hele salen, inklusive de to (medie)liderlige anklagere, spillet af Tina Fey og Jerry Minor i en parodi på OJ Simpson-anklagerne Marcia Clark og Chris Darden.

Kimmy ignorerer først retssagen, fordi hun helst bare vil glemme det kapitel i sit liv (og begynder i stedet på et spinninghold ledet af den kultlederagtige instruktør Tristafé, spillet af Nick Kroll). Men da det går op for hende, at hun er nødt til at konfrontere sin fortid, rejser hun til Indiana og… det skal ikke afsløres her, men Kimmy plejer at vinde i den opbyggelige serie.

Traumet om sin tid i bunkeren, hvor Kimmy bekræfter, at der foregik »mærkelige sexting«, rider Kimmy som en mare hele serien igennem. Hun har en uheldig vane med at slå mænd, hun føler sig truet af, som en automatreaktion. Det går både ud over mænd, hun egentlig gerne vil kysse på, og blandt andet stakkels Billy Eichner, der i en cameo forsøger at interviewe hende til ‘Billy on the Street’.

»White women found«

Specielt anden halvdel af anden sæson dykker seriøst ned i Kimmys traumer, da hun begynder at gå hos psykologen Andrea (Fey igen). Hun har sine egne issues og er dybt alkoholisk, men i sine ædru stunder giver hun Kimmy gode råd til at håndtere de negative følelser, som hun plejer at skubbe væk.

Kimmy fortæller, at hun finder ind i sit »happy place«, en farverig tegneserieverden, når tingene bliver svære. Her påpeger Andrea, at det var en fin strategi i bunkeren, men opfordrer hende til at gennemleve de hårde følelser nu, hvor hun er fri. Samtalerne får Kimmy til at indse, at hendes vrede ikke kun er møntet på pastoren, men også et svigt fra hendes mor (en perfekt skør Lisa Kudrow), som ikke har opsøgt Kimmy, siden hun slap fri. Sæsonen slutter med, at Kimmy konfronterer og tilgiver moren – mens de kører i rutsjebane i en forlystelsespark.

Kombinationen af fjollet og tragisk er ‘Unbreakable Kimmy Schmidts’ signatur. Humor og tone er meget lig ’30 Rock’, med samme overstyrede tempo med 20 jokes i minuttet, avancerede popkulturelle referencer, gakkede karakterer, der ikke selv ved, hvor fjollede de er, et hav af berømte gæstestjerner og cameos og en samfunds- eller mediekritisk tone under de farceagtige scenarier.

Æstetisk har ‘Kimmy’ knald på farverne for at matche sin hovedpersons sprudlende personlighed. Men selv i det farverige univers skiller Kimmy sig ud fra mængden med sit røde hår, pangfarvede tøj og blinkende sko med velcro (vi får senere forklaret hvorfor). Jacqelines latinamerikanske stuepige Vera refererer i første sæson til Kimmy som ‘Chica hamburguesa’ (fås som t-shirt), fordi hun meget rammende ser en lighed til pigen fra burgerkæden Wendys logo.

‘Kimmy’ er bygget op, så bifigurerne gerne står for et B-plot i den lette ende, mens Kimmys A-plot ofte har mere tyngde. Jeg foretrækker serien, når den ikke er det rene lal, men sætter også pris på vittighederne. De lander ikke alle sammen – til gengæld er der så mange, at man næsten ikke kan opfatte dem alle med det blotte øre og øje.

Eksempel på en visuel joke, jeg først opdagede, da jeg genså pilotafsnittet forleden: Da kvinderne bliver reddet ud af bunkeren, ser man scenen som et nyhedsindslag, og der løber overskrifter henover skærmen. »White women found«, står der under den første ‘BREAKING NEWS’-bjælke, og med mindre skrift: »Hispanic woman also found« (med reference til latinamerikanske Donna Maria). Senere bliver pastor Wayne dømt skyldig for »tre kidnapninger og én »Oopsy no bueno«.

Jeg er især begejstret for seriens politiske og mediekritiske satire over tidstypiske fænomener, fra Peak TV og Beyoncés ‘Lemonade’ til techkulturens sexisme og #MeToo. Et af seriens sjoveste afsnit fra sæson 4 parodierer både true crime-genren og mandeaktivisme, da Kimmy på streamingtjenesten HouseFlix falder over dokumentaren ‘Party Monster: Scratching the Surface’. Her møder vi Fran Dodd, en incel-type, der er fan af af pastor Waynes alter ego DJ Slizzard og forsøger at optrevle hans sag.

Fran er C-E-Bro for organisationen The Innocence Broject, der modarbejder »krigen mod mænd« ved blandt andet at arbejde på at få Harvey Weinstein, Bill Cosby og Voldemort frikendt. I samme episode finder vi for øvrigt ud af, at Richard Waynes had mod kvinder stammer fra dengang, han blev fravalgt i et datingshow – illustreret med klip fra det virkelige datingshow ‘The Big Date’, som Jon Hamm deltog i som 25-årig og fandt vej til internettet et par år forinden.

Du bestemmer Kimmys valg

I samme sæson konfronterer også Titus et #MeToo-traume, da The New Yorker-journalisten Ronan Farrow (i en cameo) opfordrer ham til at stå frem med Muppet-dukken Mr. Frumpus’ overgreb på ham til en audition.

Kimmy konfronterer både Fran og Pastor Wayne, og det klæder hende at være vred. Men selvom Kimmy lærer at sige fra i løbet af serien, holder den fast i at hylde hendes oprigtige godhed, varme, hjælpsomhed og positive tilgang til livet.

Således kan man i den nye interaktive film ‘Kimmy Vs. The Reverent’, hvor Kimmy opdager, at Pastor Wayne (der nu går under sit fængselsbandenavn Vete Pédophilo Blanco) har flere kvinder gemt i en anden bunker og sætter ud for at redde dem, med fordel vælge at lade Kimmy træffe de moralske valg. Hvis man altså vil gennemføre hurtigt – jeg kan kun opfordre til at prøve de åbenlyst forkerte muligheder.

I fjerde sæson finder Kimmy frem til, at den bedste måde, hun kan gøre op med sin fangetager og en giftig voldtægtskultur, er at gå efter fremtidens mænd og kvinder. Hun skriver børnebogen ‘The Legend of Greemulax’, en allegori over sine oplevelser i bunkeren, for at inspirere både drenge og piger til at blive bedre mennesker. Børnebogsforfatter er et perfekt job for barnlige og idealistiske Kimmy, og strategien med at ændre verden gennem det gode passer perfekt til Kimmy Schmidt, der nægter at lade sig nedbryde af det onde i verden.

»Dammit, Kimmy Schmidt!« udbryder pastoren vredt i et flashback til bunkeren i pilotafsnittet, da hun triumferende holder en rotte frem som bevis på, at der stadig er liv udenfor. »I will break you!«

»Never!« svarer Kimmy. Og det får hun ret i.

’Unbreakable Kimmy Schmidt’, inklusive den nye interaktive film, kan se på Netflix.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af