»Har I nogensinde fået en pik stukket i halsen – imod jeres vilje?« spørger den svenske komiker Mia Skäringer ud til publikum, lige på og hårdt, 45 sekunder inde i sin åbningsmonolog til comedyshowet ‘No More Fucks to Give’. Der er spredt latter i den stopfyldte sal i Globen i Stockholm.
»Måske er I blevet kneppet i bevidstløs tilstand? Og har cyklet hjem uden trusser midt om natten med kønslæber, der smerter på grund af sadlen?«, fortsætter Skäringer og tilføjer et par ekstra foruroligende detaljer fra beretningen om sin voldtægt. Så går hun over til at tale om smerten ved at presse et barnehoved ud, at få kommentarer om sine kønsdele på arbejdet, blive udspioneret i omklædningsrummet på skolen, blive omtalt som »kneppeværdig eller ikke kneppeværdig« og gennemleve 10 års spiseforstyrrelser.
Publikum ved tydeligvis ikke, om de skal grine eller græde. Men begge dele er også helt okay med Skäringer, fortæller hun, da vi fanger hende på en lidt skrattende telefonforbindelse fra den anden side af sundet nogle dage inden showets premiere på Netflix i dag.
»Man griner, når man bliver chokeret, og det er der ikke noget galt i. Jeg vil ikke vurdere, om det er rigtigt at grine eller være alvorlig. Det gælder for hele forestillingen: Man må grine, man må græde, man må blive irriteret. Man må synes lige præcis, hvad fanden man vil«, siger Mia Skäringer.
»Med åbningsnummeret ville jeg eksperimentere med at gå benhårdt ud med forestillingens budskab, og det var skønt at slå tonen an fra starten. Når jeg fortæller om at få en pik stukket ned i halsen, får publikum på samme måde stukket en pik i halsen«.
Mikael Persbrandts undskyldning
Du tager jo nogle meget alvorlige emner op – overgreb, kønsulighed, kropshad. Hvad skal vi med humoren?
»For mig er humor og alvor to sider af samme mønt. Jeg bruger humoren til at befri mig selv fra min egen angst og fra forskellige ting, jeg skammer mig over. Humoren skaber en frigørelse fra de normaliserede kulturer, man ligger under for som kvinde. Med humoren kan man betragte de strukturer gennem andre briller. Havde det kun været alvorligt, tror jeg ikke, at publikum havde orket høre min historie. Med humor undgår man den løftede pegefinger«.
Den kombination minder mig om Hannah Gadsbys to Netflix-shows. Er du inspireret af hende?
»Selvfølgelig. Første gang jeg så ‘Nanette’, græd jeg hele vejen gennem showet. Det var fantastisk. Jeg syntes, comedy var blevet ret kedeligt. Det handlede meget om teknik, vendinger og pointer. Hannah fortalte bare sin historie. Hun havde også pointer, men det var historien om de ting, der havde skadet hende, der var drivkraften. Jeg er absolut inspireret af hende, men jeg har nu også altid haft min stil med at blande humor og alvor«.
Tror du, at #MeToo har ændret comedy?
»Jeg håber, at man er blevet inspireret til at lade flere kvinder komme på banen. Og jeg tror, at #MeToo har givet hele verden en forståelse for, hvad der er okay, og hvad der ikke er okay. Dermed er der kommet nye emner for kvindelige komikere at tale om, for der kan være meget humor i at se den opførsel, som mænd har brugt i mange år.
Samtidig fungerer de sexistiske jokes, som mænd har brugt, ikke længere efter #MeToo. Jeg synes, der er mange oplyste mænd i min branche, der burde vide bedre, men alligevel er en del af den sexistiske struktur uden at være bevidste om det. Men jeg tror, det kommer til at ændre sig over tid«.
Du har et langt indslag om store svenske mandlige kunstneres selvbiografier som Lars Norén, Ingmar Bergman, Ulf Lundell og Mikael Persbrandt, og hvordan de bliver opfattet som genier. Hvorfor tager du det emne op?
»De her mænd, som man kalder genier, har i meget lang tid haft en særlig måde at opføre sig på, og omgivelserne har et medansvar, fordi de har tilladt den opførsel. De er kommet fulde til optagelser, de er aggressive, de bruger herskerteknik, de er ondskabsfulde, de ter sig, de knalder med skuespillerinderne og gør dem gravide, de hærger og raserer. Og det er blevet accepteret på grund af deres kunstneriske niveau. Man tænker, jo jo, det må man jo forstå, fordi han er et geni, han er kunstner.
Mikael Persbrandt skriver i sin bog, at han har bipolar lidelse, og det bliver en undskyldning for hans dårlige opførsel. Mænds angst og psykiske sygdom er mere udadrettet end kvinders og skader ofte andre mennesker. Jeg er også bipolar – ikke så drastisk, men jeg har levet med angst. Men jeg har rettet min angst indad. Jeg har ikke knaldet rundt, jeg har ikke slået folk ned eller kommet for sent til optagelserne. Jeg har måttet håndtere min angst, fundet strategier, søgt hjælp og medicineret mig selv«.
Det skal bearbejdes først
Hvad tror du, der ville ske, hvis du opførte dig som mændene?
»Jeg ville ikke få nogen roller, hvis jeg opførte mig sådan. Der er ingen forståelse for en kvinde. En kvinde skal stå til ansvar. Hvis hun ikke passer sine børn og møder på arbejde til tiden, er der ingen mand, der står derhjemme og passer hjemmet. Og hun kan først og fremmest ikke beholde sit job, for ingen ville orke at arbejde med sådan en kvinde. Ingen ville røre hende med en ildtang. Men en mand bliver forstået og accepteret for sine fejl.
Det har jo været lidt farligt her i Sverige at kritisere disse mænd. En type som Bergman, alle ville arbejde med ham og være omkring ham. Ingen ville bryde den tavshedskultur. Derfor var det meget forløsende at stå i en arena med 12.000 mennesker i Sverige og sige det højt«.
Hvordan har folk reageret?
»Både mænd og kvinder blandt publikum har fundet det befriende, at jeg sagde tingene, som det er: At selvom en person er en god kunstner, kan man godt kan pege på deres dårlige opførsel, som ikke er ok.
Der har været visse personer i min branche, der har taget afstand fra mig eller ignoreret mig, fordi de var venner med de mennesker, jeg kritiserer. Men det har kun handlet om branchen – jeg har ikke fået nogen negative reaktioner fra publikum eller i offentligheden«.
Du blotter dig selv både psykisk og fysisk i showet. Er der noget, der er for privat til at dele?
»Selvfølgelig, der er mange ting, der er for private for mig. Det er en balance. Inden jeg tager et personligt emne op, spørger jeg mig selv, om jeg selv er færdig med at bearbejde det. Hvis jeg ikke er det, deler jeg det ikke. Det er min regel. Og jeg kan tydeligt mærke, om det er parat eller ej.
Før i tiden delte jeg ting, før jeg havde bearbejdet dem ordentligt, og det var ikke godt for nogen. Hvis man skal være selvudleverende, er man også nødt til at have hemmeligheder. Man er nødt til at have en privatsfære. Hvis man deler alt, bliver det for vulgært, og det bliver heller ikke godt for publikum. Jeg skal have totalt styr på, hvad jeg deler, og hvad jeg ikke deler, for ellers kan jeg ikke være tydelig i mit budskab. Så kan jeg bare bløde, og det bliver noget rod«.
Bare bryster
Hvordan føltes det at stå på en scene i en fuld sal og tale om dit seksuelle overfald?
»Det føltes meget trygt og kærligt. Inden premieren var jeg skrækslagen. Men da vi begyndte at spille, følte jeg, at jeg gjorde det sammen med publikum. Jeg stod alene på scenen, men jeg var ikke alene om det. Vi delte oplevelsen sammen, og jeg fik opbakning hele vejen. Det var en enorm befrielse af få fortalt min historie uden at blive afbrudt.
Jeg har også en fantastisk instruktør, Helena Bergström, som var med mig hele vejen og holdt et fast greb i mig frem til, at jeg stod på scenen. Hun var også meget tydelig omkring, hvad vi skulle fortælle, og hvordan vil skulle gøre det«.
Du skifter tøj på scenen og optræder i store dele med bare ben. Hvad er formålet med at vise din krop?
»Det er ikke vigtigt for mig at vise min krop, men det er vigtigt for mig at vise, at det bare er en krop, uden at den skal seksualiseres eller vurderes. At frigøre mig fra alle former for betegnelser og tilhørsforhold og bare få lov til at være et menneske.
Som jeg også taler om i showet, bliver vi kvinder hele tiden overseksualiserede på film. Et lig, der ligger på et operationsbord, har flotte bryster. Kvinders kroppe udnyttes, myrdes, stikkes i, knaldes og voldtages. Vi sidder i røde kjoler og er bare en del af inventaret. Som kvindelig tilskuer bliver vi tvunget til at se os selv fra et mandligt perspektiv.
Det er det, der fik mig til at skide på at tage kjole eller bukser på. Jeg blotter mine bryster i ét sekund, og reaktionen på det siger mere om tiden end om, at jeg viser mine bryster. Det er bare bryster. De kan være seksuelle, og de kan være aseksuelle. Det var det, jeg ville lege med – bare at lade kroppen være«.
Titlen på showet er ‘No More Fucks to Give’. Er du virkelig nået til et sted, hvor du ikke giver flere fucks?
»Nej, jeg giver en fuck hele tiden. Det er mit største problem. Men jeg er ikke længere bange for at sige fra, når der er noget, der ikke er ok. Jeg tænker heller ikke på, at jeg skal bevare min position. Jeg vil skide på, om jeg må ’være med’ i branchen. Jeg vil slet ikke være med, hvis det skal være på den måde. Jeg tror, at mange går rundt med hænderne i lommerne, fordi de er bange for at blive lukket ude. Det er jeg ikke bange for længere«.
‘No More Fucks to Give’ kan ses på Netflix fra i dag, 17. juni.