Selvom han kun blev 48 år gammel, er gangsteren Al Capone en institution i amerikansk historie. Den notoriske mafiosos liv og legeme har også i høj grad fundet vej ind i populærkulturen og er blevet taget under kærlig (og knap så kærlig) behandling i film og tv hele 17 gange, aktuelt med ’Capone’, hvor Tom Hardy inkarnerer ham i hans sidste tid, hvor han kom ud af fængslet – efter sigende – demensramt og måske plottede et comeback.
Capone er arketypen for den nådesløse mafiaboss, og beretningerne og myterne om ham har også inspireret et utal af andre gangsterfortællinger. Fra Mario Puzos ’The Godfather’ og Francis Ford Coppolas filmatiseringer til en række af Martin Scorseses mest populære værker.
Men hvem var den virkelige mand med det arrede ansigt og den høje cigarføring? For at finde svaret skal vi spole tiden tilbage til begyndelsen af 1900-tallet.
Alphonse Gabriel Capone blev født i Brooklyn, New York, i 1899. Hans historie er inkarnationen af den amerikanske drøm i sin mest brutale form. Som søn af italienske immigranter voksede han op under trange kår. Allerede som 12-årig droppede han ud af skolen og begyndte at arbejde som opvasker og skopudser for at skaffe mad på bordet til sin familie, der udover ham og forældrene talte otte søskende. Efterhånden som han blev ældre og mere robust, begyndte han som udsmider og muskelmand for mere eller mindre skumle typer på snuskede beværtninger.
Mellem 1920 og 1933 var der forbud mod indtagelse af spiritus over hele USA. Perioden er sidenhen blevet kendt som forbudstiden. Formålet var at forme en nation uden den kriminalitet og fattigdom, som ellers var blevet fremherskende med de mange nye storbyer og immigranter.
Forbuddet virkede dog mod hensigten, og et nyt marked for organiseret kriminalitet i form af hjemmebrænding og smugling af alkohol blomstrede frem.
Kort før forbuddet var Capone flyttet til Chicago. Netop spiritusforbuddet skulle vise sig at være en god forretning for den tidligere skopudser. Hans efterhånden mange kontakter i det kriminelle miljø og den amerikanske befolknings tørst efter alkohol lagde fundamentet for et omfattende og professionaliseret spiritusmarked. Han begyndte også at tjene kassen på gambling og prostitution.
For kort sagt: Hvis noget var moralsk forkert i den puritanske stats øjne, var der penge i det.
En mand af folket (sådan da)
Capone var overraskende nok åben om sit arbejde som bootlegger. Han så sig selv som en forretningsmand, som bare gav folket, hvad de ønskede. Derudover var han mere end villig til at tale med sensationshungrende journalister, der ofte fremstillede ham som en gavmild folkehelt.
Den amerikanske befolkning kunne ikke andet end at være fascineret af en mand, som åbenlyst brød loven, men som ikke blev arresteret. Bag den polerede offentlige facade gemte der sig et net af korrupte politimænd, godt betalte advokater og en masse håndlangere, som gjorde det beskidte arbejde.
Han forstod nemlig at skjule sine spor godt, og ingen af ulovlighederne kunne spores direkte tilbage til ham. Det frustrerede naturligvis den del af politiet, der ikke var i lommen på Capone. I sidste ende var det en agent fra finansministeriet ved navn Eliot Ness, der sammen med sit hold af Uovervindelige til sidst fik gangsteren idømt 11 års fængsel for skattefusk.
Denne historie blev for første gang taget under kærlig behandling i tv-serien ’The Untouchables’ (1959-63), men for alvor udødeliggjort i Brian De Palmas film af samme navn fra 1987. Udover den ikoniske trappescene og Sean Connerys citerbare dialog huskes filmen især for Robert De Niros spraglede portræt af Capone, der – selvom han ikke er på skærmen i mere end sammenlagt ti minutter – hjemsøger alle filmens kroge.
Trods den korte skærmtid gik De Niro til rollen med stor seriøsitet. Ikke nok med, at han tog næsten 15 kilo på, så gjorde han også en dyd ud af at gå i den samme slags silkeunderbukser, som den ægte Capone foretrak af bære.
Især scenen, hvor han under et middagsselskab belærer sine medsammensvorne om, hvordan smugleri af spiritus er en holdsport, hvorefter han smadrer en af dem med et baseballbat, så blodet flyder hen af den hvide dug, står stærkt i hukommelsen.
Men De Niros portræt står som sagt langt fra alene.
Gangsterfilmen omfavnede Capone
Siden filmmediets barndom har publikum været draget mod gangsteren, virkelige eller ej. Genren steg for alvor i popularitet i slut-20’erne og 30’erne, netop fordi virkelige skikkelser som Al Capone fyldte så meget i offentligheden, men i høj grad også som følge af den massive finansielle krise, der påvirkede alle.
Der var opstået en mistro over for det etablerede, og publikum så i høj grad gangsteren som en helt, der modsatte sig samfundets normer og klarede sagerne på sin egen måde.
I begyndelsen af 30’erne var det titler som ’Little Caesar’, ’The Public Enemy’ og Howard Hawks ‘Scarface’ (ikke at forveksle med De Palmas remake fra 1983), der storhittede i biograferne. Mange af datidens gangsterfilm var kraftigt inspirerede af Capone. Især ’Scarface’ deler mange paralleller med den virkelige gangster og hans gerninger. Mest i øjenfaldende er navnet ’Scarface’, som også var et øgenavn, den virkelige Capone havde på grund af sit markante ar på siden af hovedet.
Datidens myndigheder og anmeldere så de mange film som vulgær og voldelig underholdning. Det medførte en debat om, nogle lod sig fascinere af forbryderne på lærredet og i værste fald begyndte at imitere dem. Svaret på denne bekymring blev filmindustriens påbud om selvcensur med den såkaldte Hays Code (opkaldt efter William H. Hays, der på det tidspunkt var præsident for Motion Picture Association of America), som ligesom spiritusforbuddet blev indført for at beskytte det amerikanske folk mod amoralsk adfærd.
Rod Steiger var den første skuespiller, der direkte portrætterede Capone: I ’Al Capone’ fra 1959. I modsætning til 30’ernes populære film var hovedpersonen denne gang fremstillet som en diabolsk og nådesløs skurk. Væk var den glorificerede antihelt. Steiger afslog faktisk at medvirke op til flere gange, netop fordi han mente, at manuskriptet glorificerede gangsteren. Efter utallige omskrivninger takkede han dog ja.
Filmen skildrer mafiosoens liv, fra han flyttede til Chicago, og til han fængsles for skattesvindel. Capone-familien sagsøgte angiveligt producerne for krænkelse af privatlivet, da de mente, at filmen udstillede dem unødigt. Sagen blev dog afvist.
Kongen af b-film Roger Corman instruerede i 1967 Jason Robards i rollen som Capone i ’The St. Valentine’s Day Massacre’. Her skildres et af historiens mest blodige bandeopgør, hvor syv medlemmer af The North Side Gang blev henrettet i koldt blod. Den virkelige massakre fik i 1929 mange til at indse gangsterlivets brutalitet, og den var et af de første og største ridser i lakken for den dengang folkekære Capone, netop fordi man mente, det var hans folk, der stod bag skyderiet på den rivaliserende bande.
Med ophævelsen af The Hays Code – og i kølvandet på succesen af de to første ’Godfather’-film – producerede Roger Corman i 1975 endnu en strimmel om Capone. Denne gang med Ben Gazzara i hovedrollen. Filmen, der deler titel med den aktuelle Tom Hardy-film, fortæller den klassiske historie om gangsterens storhed og fald, men i modsætning til Rod Steiger-filmen var der denne gang fuld skrue på både vold og nøgenhed.
Desuden optræder en ung Sylvester Stallone i rollen som bodyguard. Stallone har sidenhen udtalt, at filmen skal ses som »en cheesy, mentalt udfordret og indavlet fætter til ’The Godfather«. Om det er en anbefaling eller en advarsel, må man selv vurdere.
Glansbilledet krakelerer
En af de nyeste inkarnationer af den famøse gangster finder vi i den Scorsese-producerede HBO-serie ’Boardwalk Empire’ (2010-2014). Her spilles han af Stephen Graham, der viser en menneskelig side af Capone, vi ikke tidligere har set. Han skildres for eksempel som et familiemenneske, der på trods af sin kriminelle levevej tog sig kærligt af sine nærmeste.
Forfatter til bogen ’Get Capone: the True Story of Al Capone’, Jonathan Eig, har sågar proklameret, at Grahams portræt er det bedste, han endnu har set, netop fordi det det fremstiller den charmerende og humoristiske side af manden, som Eig mener ofte bliver glemt.
Filmene om Capone og hans fagfæller viser nedturen som uundgåelig, men i langt de fleste tilfælde er den pludselig og hurtigt overstået i en kugleregn, eller også bliver vi afbrudt af rulleteksterne, inden de moralske tømmermænd indfinder sig.
Det kan ikke siges at være tilfældet i Josh Tranks ’Capone’ (tidligere kaldet ’Fonzo’). Den fokuserer på en sygdomsramt Capone og hans tilværelse, efter han er blevet løsladt fra Alcatraz-fængslet. Eks-gangsteren – spillet af en tungt sminket Tom Hardy – plages på en og samme tid af demens og spøgelser fra en mørk kriminel fortid. Hele filmen er således ét langt samvittighedskvalt efterspil, der følger hovedpersonens sidste leveår, indtil han i 1947 dør af syfilis.
Dermed fristes man til at sige, at den romantisering, vi traditionelt set har forbundet med gangsterfilmen, er under kraftigt opbrud. Det beviste Martin Scorsese også med sidste års ’The Irishman’, hvor instruktøren selv gjorde oprør mod sine tidligere glorificeringer af mafialivet.
I både ’The Irishman’ og ’Capone’ ser vi ikke bare bagsiden af medaljen. Vi ser også, hvad der sker, når ’filmen’ slutter, og virkeligheden indtræffer. Og det slås fast med syvtommersøm, at skyldfølelsen – og i sidste ende døden – indhenter selv den engang så mægtige gangster.
I Tom Hardys skikkelse skider Capone flere gange i bukserne. Glansbilledet er krakeleret.
’Capone’ kan ses på Blockbuster.