(Spoiler alert: Læs først videre, når du har set ’The Irishman’)
»Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg altid ønsket at være gangster«, lyder Henry Hills berømte åbningsreplik i ’Goodfellas’ fra 1990.
Og man kommer hurtigt til at dele Henrys fascination i Martin Scorseses klassiker. Man oplever den Brooklyn-baserede italienske mafia gennem hans øjne, man lader sig benove over deres indflydelse i lokalområdet, lunes af deres hurtigsnakkende sammenhold, misunder deres penge og dufter nærmest deres sirligt tilsmagte pastasauce.
Martin Scorsese har gennem årene hyppigt fået høvl for at glorificere de kriminelle. I ’Mean Streets’ og særligt ’Goodfellas’ og ’Casino’ er gangsterne cool cats, der svælger i damer, penge, magt og skræddersyede jakkesæt. Og i ’The Wolf of Wall Street’ er det nok også Jordan Belforts storhedstid med dværgkast, sportsvogne og privathelikoptere, de fleste husker tydeligst. Efter et fængselsophold ender Belfort endda med at omsætte sin vilde karriere til en indbringende tilværelse som forfatter og foredragsholder. Forbrydelse betaler sig.
Kritikken har alle dage været en smule letkøbt. I både ’Goodfellas’ og ’Casino’ er Scorsese omhyggelig med at skildre nedturen, så vi forstår, at der sjældent er lykkelige slutninger i Amerikas underverden. Han sætter bedre end nogen anden billeder på bagsiden af den amerikanske higen efter selfmade succes. Og Belforts lykkelige slutning i ’The Wolf of Wall Street’ bør nok også læses som sydende samfundskritik – et satirisk svirp med halen, der viser, hvor hurtigt vi tilgiver de karismatiske mennesker, der har skabt økonomisk ulykke for så mange.
Alligevel kommer man ikke uden om, at det er den ekstatiske optur, der står tilbage i Scorseses film om de flashy lyssky tilværelser. Simpelthen fordi hans filmsprog er så virtuost, at man mærker hans forelskelse i de miljøer, hvor hans fortællinger udfolder sig. Han filmer klubberne, casinoerne, ja, selv likvideringerne med smittende schwung og energi. Uden denne forelskelse ville filmene kun være halvt så gode.
Scorseses trumfer
Som kontrast er den 77-årige instruktørs aktuelle mesterværk, ’The Irishman’, dog bemærkelsesværdig. Den vender nemlig hans vante gangsterformel på hovedet.
Manden i centrum, Frank Sheeran (Robert De Niro), har ikke altid drømt at blive gangster. Han bliver det ved et tilfælde. Et møde med Russ Bufalino (Joe Pesci) på en tankstation fører til systematisk rapseri af slagterivarer. Han får mere og mere ansvar. Han bliver introduceret til Jimmy Hoffa (Al Pacino), der har brug for en driftsikker højre hånd. Det ene fører til det andet.
Det er opsigtsvækkende, hvor lidt Sheeran ser ud til at nyde sit arbejde. Han suger tydeligvis næring ved sin loyalitet over for større mænd end ham selv, men der er et totalt fravær af den exces, der dominerer ’Goodfellas’, ’Casino’ og ’The Wolf of Wall Street’. Sheeran er en nærmest anonym hovedperson, en kompetent working man, der som en sovjetisk bureaukrat løser sine opgaver til punkt og prikke. Det er heller ikke uvæsentligt, at vi hverken møder ham eller gangsterne omkring ham som unge virile mænd. De er grånende, passionsløse typer allerede fra begyndelsen.
Gangsterlivet er her endnu mere uglamourøst end i ’The Sopranos’, der ellers også var en prosaisk sprøjte i gangstermytologiens bagdel. Og kontrasten mellem den berømte long take-introduktion af Copacabana-natklubben i ’Goodfellas’ og en underspillet natklubscene i ’The Irishman’ er slående.
Døren på klem
I filmens sidste akt spiller Scorsese et par overrumplende trumfer.
Han lader Frank Sheeran blive konfronteret med sin familie, der symptomatisk nok kun har været til stede i periferien af historien indtil da.
Hans ene datter Peggy (Anna Paquin), der altid har næret en intuitiv mistro til sin far og hans kompagnoner, afviser ham køligt, selv da han som en ludende gammel mand opsøger hende i den bank, hvor hun arbejder.
Og hans anden datter, Dolores (Marin Ireland), fortæller ærligt, at de som børn aldrig turde komme til ham, når de havde problemer. De frygtede, hvad han ville gøre ved dem, der kom på tværs. Frank har bildt sig selv ind, at han blot har villet beskytte sin familie, men det var ren illusion.
Det er hjerteskærende, da vi pludselig ser Franks liv fra døtrenes perspektiv. Alt, der er gået forud, sættes i et nyt lys. Man skaber sig indre billeder af den frygt og mistillid, de er vokset op med fra deres plads på sidelinjen.
Selv er den følelsesmæssigt afstumpede Frank ude af stand til at forholde sig til det, han har gjort – hverken over for sin datter eller over for den præst, han med en ynkelig hail mary tyer til kort før tæppefald.
Scorsese har aldrig før betragtet gangsterlivets følelsesmæssige omkostninger så oprigtigt. Han har heller aldrig været så sørgmodigt bevægende som til sidst i ’The Irishman’, hvor det står klart, at filmen er en smuk elegi over livets forgængelighed fra en mester, der selv befinder sig i livets efterår.
Slutningen er dog også en specifik kommentar til det martyriske lev stærkt, dø ungt-mantra, der flyder igennem den gængse romantisering af forbryderlivet. Vi følger Frank Sheeran hele vejen på plejehjemmet. Alle andre – alle dem, han forrådte sin familie til fordel for – er døde, og løbende har Scorsese kækt demonstreret, hvordan selv den mest storskrydende verdensmand i fire kilometers omkreds af mafiaen ender som et koldt lig på et vådt fortov.
Franks livsprojekt er for længst smuldret. Hvad skulle alle disse mord, alle disse svigt egentlig til for? Som de krigsfanger, han tog sig af under Anden Verdenskrig, har han langsomt gravet sin egen grav uden at indse, hvad han havde gang i.
I nogle af de smukkeste slutsekunder på film i nyere tid beder Frank præsten om at lade døren til værelset stå på klem. Måske så han ikke bliver overladt til sig selv og den slags refleksioner, han har holdt ud i strakt arm, mens han har begået uhyrligheder i andre mænds tjeneste. Måske i et spinkelt håb om menneskelig kontakt. Måske bare den evige overlevers sidste selvbedrag – døden indhenter selv Frank Sheeran.
En sprække af lys gennem plejehjemsdøren kan ikke opløse billedet af uendelig ensomhed. ’The Irishman’ er et opgør med en genre, Martin Scorsese selv har været med til at skabe, den ældre filmskabers brev til sit unge jeg: Sådan er livet. Sådan er gangsterlivet.
’The Irishman’ kan ses på Netflix fra onsdag den 27. november og går stadig i udvalgte biografer – læs også vores anmeldelse.