’Reality Z’: Remake af Charlie Brookers zombieserie er blodigt underholdende
Før Charlie Brooker besluttede sig for at puste til teknologiforstrækkelsen med ’Black Mirror’, stod han bag en udsøgt lille zombie-godbid til engelsk tv.
’Dead Set’ fra 2008 handlede om, hvordan beboerne i et Big Brother-program håndterede, at verden på den anden side af væggene gik fuldstændig i smadder som følge af en zombie-apokalypse. Spidende satire og skrækindjagende situationer i blodlitervis over fem fornøjelige afsnit – med Riz Ahmed i en af sine første roller.
Nu har Brooker så givet grønt lys for et brasiliansk remake.
’Reality Z’ følger i starten samme skabelon som originalen. I reality-showet ’Olimpo’ er det udstemningsdag, da Rio de Janeiro bliver rendt over ende af de udøde horder. Produceren Nina formår at slippe ind i det relative sikre hus, hvor deltagerne umiddelbart tror, at det hele bare er endnu en test fra Zeus, alteregoet for instruktøren og skaberen af programmet, Brandäo. Et styks frådende zombie igennem samme dør får dem dog hurtigt til at ændre mening.
Cláudio Torres, som står bag ’Reality Z’, har klogt nok ikke lavet en 1:1-adaption. En korrupt politiker – modeleret efter den brasilianske Trump-på-crack-klon Jair Bolsonaro – og et par andre overlevende sætter kurs mod huset. Iblandt dem er kvinden, der rent faktisk har designet komplekset, pg hendes søn Leo.
Som det hedder og bør sig i zombie-genren, bliver det hurtigt tydeligt, hvem der har hjertet på rette sted, og hvem der er klar til at skubbe en gammel dame foran sig for at redde sin egen røv.
Hvem der overlever apokalypsen, bliver hurtigt det nye show i showet, og det er morbidt fascinerende, præcis hvor hurtigt mennesker forsvinder ned i en reality-show-agtig arketype under pres.
Og når man nu alligevel ikke kan være sikker på at overleve til den næste dag og stå til ansvar for nogen eller noget, kan man lige så godt give sig hen til sine mest primale instinkter og hedonistiske tendenser.
Som noget ekstremt forfriskende har Torres og co. valgt, at ingen karaktere er hellige. Alle kan dø når som helst, hvilket ellers er okay uhørt i seriesammenhæng, hvor for eksempel Daryl fra ’The Walking Dead’ i over ti år har overlevet den ene mere spektakulære situation efter den anden. Så dø dog for helvede!
Til gengæld kan man næsten på minuttet kan forudsige, hvornår en karakter dør, hvilket giver mulighed for et alternativt drukspil til en binge-aften med vennerne.
Vigtigst af alt er dog zombierne. De er nogle hurtige sataner, men det fungerer godt i denne kontekst. Makeuppen er virkelig godt udført, de inficerede blodårer er makabert synlige, samtidig med at blodet fosser ud af kæften på dem eller fra de størknede bidsår, der pryder deres kroppe.
Efter de 10 afsnit er lysten til at fortsætte intakt, og muligheden for at tage fortællingen i andre retninger er klart til stede.
Spørgsmålet er blot, om der er vilje og mod til at gøre det. Alternativet er én enkelt underholdende sæson eller en serie, som langsomt slæber sig selv afsted mod den uundgåelige død, ’The Walking Dead’-style.
Fingrene er krydset for blod, guts and glory.
Kort sagt:
Remaket af Charlie Brookers kultserie fortsætter i samme satirisk-blodige ånd, samtidig med at den bygger videre på ideen. En underholdende forening af samba og zombier.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.