’Fear City: New York vs. The Mafia’: Netflix-dokumentar om kampen mod mafiaen vil være ligesom ’The Godfather’ og ’Scarface’
De fleste forbinder nok amerikanske gangstere med charmerende hovedkarakterer fra fiktionens verden i Hollywood-klassikere som ’The Godfather’ og ’Scarface’. Det er ’Fear City: New York vs. The Mafia’ godt klar over. For selvom den nye Netflix-dokumentarserie ikke er på mafiosoernes side, sætter den alt ind på at genskabe det gangstermiljø, som den på forhånd ved, fascinerer seerne.
Serien omhandler FBI og statsanklagernes kamp gennem 70’erne og 80’erne for at retsforfølge og fængsle de hidtil urørlige overhoveder for New Yorks fem store mafiafamilier. Gennem tre afsnit fortæller de aldrende aktører på den rigtige side af loven om det arbejde, der satte en stor kæp i hjulet på den organiserede kriminalitet, mens også to tidligere mafiamedlemmer kontant beretter om det kriminelle liv.
Hovedmetoden til at få bevismateriale mod mafiabosserne var aflytning. ’Fear City’s store trækplaster er i den forbindelse, at dokumentarserien har fået adgang til FBI’s aflytningsbånd. Vi kan således lytte med på de skrattende optagelser af virkelighedens gangsteres private samtaler.
Instruktør Sam Hobkinson har tydeligvis ikke fundet disse optagelser samt de mange talking head-interviews stimulerende nok i sig selv. I hvert fald har han skruet godt op for fiktionseffekterne for at mime stilen fra de gangsterfilm, publikum har i baghovedet.
Personligt er jeg nærmest allergisk over for insisterende stemningsmusik i dokumentarer, hvorfor ’Fear City’s til tider overdrevent dystre score i længden blev trættende snarere end opslugende. Man forstår allerede godt, at gangsternes verden er uhyggelig, når der vises bramfrie, blodige arkivfotos af deres ofre. Det behøver underlægningsmusikken ikke også slå fast med sensationsprægede syvtommersøm.
Et andet stemningsskabende element i ’Fear City’ er anderledes vellykket, nemlig interviewpersonernes omgivelser. Interviewene er ikke bare blevet optaget i et anonymt studie, men i forskellige miljøer, som passer til de medvirkendes roller i historien: Statsanklager (og senere republikansk borgmester i New York) Rudy Giuliani beretter om fortiden fra et mødelokale med skyskrabere som udsigt, eksmafiosoen Johnny Alite er placeret i et mørkt boksetræningslokale, mens forsvarsadvokaten Anthony Cardinale har en klassisk, italiensk restaurant som bagtapet.
Som supplement til interviewene inkorporerer ’Fear City’ en række stiliserede rekonstruktioner af fortidens hændelser. Nogle har en besynderlig metakvalitet, idet de hvidhårede aktører selv indtræder i genopførslerne. Flere af FBI-agenterne sidder eksempelvis foran gamle spolebåndoptagere og imiterer, hvordan de i deres yngre dage lyttede til gangsternes samtaler.
Andre rekonstruktioner med skuespillere er et effektivt middel til at pumpe lidt mere spænding ind i serien. Det er mest tydeligt, når politifolkene forklarer, hvordan de installerede mikrofoner i mafiabossernes biler og private gemakker – med overhængende fare for at blive opdaget.
Sådanne sekvenser er der flere af – og måske faktisk lidt for mange. For selvom Hobkison gør alt og lidt til for at engagere seerne, føles dokumentaren stadig en smule lang og gentagende. Da jeg gik i gang med tredje og sidste afsnit, og den ulmende underlægningsmusik atter skød i gang, var jeg i hvert fald godt træt af det stemningstunge udtryk.
Kort sagt:
Netflix-dokumentarserien ’Fear City: New York vs. The Mafia’ bruger alle tænkelige, sensationsprægede virkemidler til at fortælle om FBI’s arbejde med at fælde gangsterbosserne i 70’erne og 80’ernes New York.