’Stateless’: Cate Blanchetts Netflix-serie glemmer dem, der faktisk er statsløse
Det australske asylcenter Barton opsamler vidt forskellige mennesker: Ameer er flygtet fra Afghanistan med sin kone og to børn, som kom af sted før ham. Cam er økonomisk presset far til tre og fristes af den løn, jobbet som vagt giver. Clare er udsendt af ministeriet for at holde asylskandaler ude af pressen. Endelig er der Sofie, som er australsk statsborger, men foregiver at være en tysk kvinde på ulovligt ophold i håb om at blive deporteret væk fra sine problemer.
I en serie med navnet ’Stateless’ er det bemærkelsesværdigt, at kun én af fire hovedpersoner rent faktisk er statsløs, nemlig Ameer, der hverken kan vende tilbage til Afghanistan eller få visum i Australien.
Det er der en faktuel grund til. Sofies fortælling er nemlig inspireret af den virkelige historie om tyskfødte Cornelia Rau, der godt nok ikke var australsk statsborger, men som ganske rigtigt var hvid og havde permanent ophold. Hun hørte altså ikke til på et asylcenter (hvis nogen overhovedet gør dét), men blev ikke desto mindre tilbageholdt på det nu nedlagte australske asylcenter Baxton i 2004-05. Det er Cornelias – Sofies – fortælling, der udgør fundamentet for ’Stateless’, og fortællingen er unægtelig medrivende.
For hvordan strander en hvid, australsk borger blandt flygtninge og migranter, uden at nogen bemærker det? Vi får Sofies forhistorie i flashbacks og erfarer, at hun er af velhavende familie, som ser ned på hendes rodløse stewardessetilværelse. Så var det bedre, om hun havde en forretningshusbond og to unger som sin søster.
Sofies følelse af mindreværd tilsat psykisk sygdom, som med tiden bliver tiltagende tydelig, gør hende sårbar over for selvudviklingssekten GOPA. I spidsen står det karismatiske ægtepar Pat og Gordon spillet af selveste Cate Blanchett og Dominic West, og scenerne, hvori de først besnærer og siden totalt nedbryder Sofie, er seriens stærkeste. Det er dybt ubehageligt at bevidne, hvordan Sofie lokket af løfter om at slippe fortiden og »blive lige den, du vil være!« lader sig hjernevaske og misbruge, også seksuelt.
Skuespilpræstationerne er fremragende all round og bidrager til et skræmmende indblik i, hvordan sekter som Scientology får krammet på skrøbelige mennesker.
Det er bare kun halvdelen af historien om Sofie. Den anden halvdel handler om, hvordan asylsystemet kan overse en traumatiseret og psykotisk statsborger i månedsvis. Og det er her, ’Stateless’ forsøger at sige noget væsentligt og dybt politisk. Cate Blanchett, der er en af seriens hovedskabere og desuden ambassadør for FN’s flygtningeorganisation, fortæller i et FN-videospot, at serien skal sætte fokus på, hvordan migranter bliver tilbageholdt på ubestemt tid.
Hvis Sofie som hvid australier kan strande på et asylcenter uden at få den hjælp, hun har brug for, så er situationen naturligvis uendeligt meget værre for Ameer. Hans historie får vi også til dels i flashback, og den er fuld af uretfærdigheder og ender ikke, som for Sofie/Cornelia, med en undskyldning og millionerstatning fra de australske myndigheder.
Derfor er det søgt, når ’Stateless’ drager paralleller mellem de to menneskeskæbner ved at lade Ameers modbydelige menneskesmugler mime Pat og Gordons transformationsløfter: »I starter et nyt liv! Giv mig jeres pas – I må ikke klynge jer til fortiden!«
For vel er de alle tre svindlere, og vel er både Sofie og Ameer traumatiserede, men Sofie har vestlige privilegier og et land og en familie at vende hjem til. At sætte lighedstegn mellem hendes og tusindvis af statsløse flygtninges rædsler er at gøre sidstnævnte uret. Jeg tror ikke, det er intentionen. At dømme efter Blanchetts udsagn skal Sofie snarere tjene som den genkendelige, udefrakommende karakter, som gør det lettere for vestlige seere at gæste et asylcenter.
Cirka samme funktion tildeler Piper Kerman sit alter ego Piper Chapman i ’Orange Is the New Black’, men Piper har også henholdsvis 327 bogsider og 65 afsnit til at levere sin nuancerede kritik af det amerikanske fængselssystem. ’Stateless’ forsøger på seks afsnit at være lige så nuanceret og supplerer derfor Ameer og Sofie med vagten Cam og administratoren Clare. De er ikke skurke, men en sød familiefar og en empatisk embedsmand, der desværre korrumperes af umenneskelige job.
Formålet er tydeligt: Hvide seere skal tages i hånden og forstå, at det ikke er enkeltpersoner, men systemet, der er problemet. Resultatet: Sofie får skærmtid nok til at fremstå flerdimensionel, mens Ameer forbliver så flad, at han snarere er ideen om en flygtning end et individ. Og i seriens iver efter også at skildre Cam og Clare som ofre for systemet, herunder at krydsklippe mellem deres parforholdskriser og Ameers adskillelse fra sin familie, kommer serien til at underminere Blanchetts erklærede politiske formål.
For ved at antyde, at vestliges parforholdskriser kan sammenlignes med administrativt adskilte flygtningefamilier – eller flugten fra en forstadssekt med flugten fra Taleban – kommer serien til at undervurdere virkelige flygtninges frygtelige forhold.
Hvis parallellerne er skrevet ud fra en forestilling om, at vestlige seere kun kan identificere sig med vestlige karakterer, så håber jeg virkelig også, at serien undervurderer sit publikum.
Kort sagt:
’Stateless’ fortæller medrivende om en australsk kvindes fortabelse i først en sekt og siden et asylcenter, men seriens hovedærinde – at skildre migranters frygtelige forhold i Australien – får for lidt skærmtid til at overbevise.
Anmeldt på baggrund af hele sæson 1.