’Unhinged’: Russell Crowe er trafikdjævel i håbløst dårlig thriller
I den nye thriller ’Unhinged’ er det amerikanske samfund ude af kontrol: Jobsikkerheden er lav, uligheden stor, folk har stress og psykiske lidelser. Frustrationerne hober sig op, volden griber om sig. Hvor i samfundet er vreden mest tilbøjelig til at komme til udtryk?
Trafikken.
Sådan lyder præmissen i filmen (mere end almindeligt åbenlyst inspireret af Joel Schumacher-filmen ’Falling Down’ med Michael Douglas), der er instrueret af Derrick Borte (’The Joneses’), og som indledningsvis med virkelige optagelser af aggressive episoder i trafikken forsøger at kaste et skær af troværdighed over fortællingen. Et forgæves forsøg dog, eftersom der grundlæggende er tale om en film, der viser de absolut værste sider af den amerikanske filmproduktion, og som fra start til slut tangerer det latterlige.
Det skyldes først og fremmest ’Unhinged’s mildest talt tvivlsomme plot, nemlig det om en meget vred mand, der har en meget dårlig dag, og som fornærmes i trafikken af en kvinde, som også har en meget dårlig dag, hvorefter han beslutter sig for at sætte et eksempel ved at slå hendes nærmeste ihjel.
Den meget vrede mand spilles af en mere end almindeligt korporlig udgave af Russell Crowe, der som den navnløse »The Man« skal forestille at inkarnere den sociale taber, der har fået nok. Han er blevet fyret fra sit job, og tidligere i filmen har vi set ham smide vielsesringen over skulderen og sluge et par piller for derefter at myrde sin kone og hendes elsker med en hammer.
Den vrede mand er altså vred, fordi han både er en økonomisk og en seksuel fiasko.
Det går som sagt også ud over den fraskilte mor Rachel (Caren Pistorius), der ligeledes har sit at kæmpe med. Hun er presset på økonomien, og da hendes største kunde fyrer hende over en petitesse, lader hun sine frustrationer udtrykke trafikalt. Her er det tilfældigvis Den Vrede Mand, der får en ordentlig tur med hornet, hvilket bliver fatalt. Da han ikke får en ordentlig undskyldning – »der er ingen, der vil undskylde for noget«, som han siger – bryder helvede løs.
Progressionen i begivenhederne er så fjollet, at man med en vis ironisk overbærenhed kunne fristes til at holde bare lidt af filmen for dens narrative barnagtigheder, hvis ikke det var fordi, at den ikke har det, der ligner et glimt i øjet. I stedet opholder den sig bestandigt i en dyster tone, hvilket konsekvent underbygges ved brug af meget eksplicitte voldsscener, hvis overvældende brutalitet absolut intet formål tjener.
Filmen vil gerne have os til at forstå, at i den betændte tilstand, som det amerikanske samfund befinder sig i, kan Den Vrede Mand ske for hvem som helst. Det er generelt tydeligt, at folkene bag rigtigt gerne har villet lave en aktuel film, og i den forbindelse bliver det også svært ikke at se Russell Crowe-karakteren som en stereotyp over den omdiskuterede vrede hvide mand i Trump-æraen.
Det er en stereotyp, som filmen skamløst overdriver til det maksimale, selvsagt uden at bidrage med nogen som helst form for social eller psykologisk dybde.
I stedet efterlades vi med filmens egentlige anliggende: At lade den megen vrede eskalere i en dybt uinteressant og dårligt eksekveret jagt, der kun bliver mere uudholdelig, som filmen skrider frem.
Kort sagt: Russell Crowe spiller en meget vred mand i thrilleren ’Unhinged’, der er en pinlig demonstration af, hvor lavt bundniveauet for den amerikanske filmproduktion egentlig er.