’Rising Phoenix’: Netflix-dokumentar om De Paralympiske Lege er medrivende og manipulerende
Når det lykkes en sportsfilm at fængsle mig, er det fordi, den samtidig handler om noget større, som da ‘Battle of the Sexes’ (2016) brugte tennis til at skildre manglende ligestilling mellem køn og seksualiteter. Samme kvalitet har Netflix-dokumentaren ‘Rising Phoenix’, der både hylder atleter med handikap og belyser den rettighedskamp, De Paralympiske Lege er uløseligt forbundet med.
Rent fortælleteknisk er ‘Rising Phoenix’ ikke revolutionerende. Som så mange andre sportsdokumentarer kombinerer den interviews med atleter med arkivmateriale fra deres individuelle fortider og nøglesportsbegivenheder. De store patospensler hives frem, og når det fungerer bedst, bliver selv jeg investeret i, hvem der vinder guld i kørestolsfægtning.
Omvendt er der også øjeblikke, hvor det dramatiske lydspor og atleternes stiliserede portrætposeringer føles manipulerende. F.eks. når den sydafrikanske løber på benproteser krydsklippes med en sprintende leopard, eller når filmen opkaldes efter den italienske kørestolsfægter Bebe Vio Beatrice aka. Rising Phoenix, som poserer med sin kårde i royalt romerske omgivelser.
Rising Phoenix fægtede som kropskapabelt barn, mistede arme og ben til meningitis og fandt så ud af at fægte igen på en ny måde, selvom ingen troede det muligt. Det implicitte narrativ om at »overkomme« sit handikap og »vende svaghed til styrke« gennem hårdt arbejde og en positiv attitude er et yndet motiv i det, handikapaktivister kalder for inspirationsporno (aldrig hørt ordet? Så se straks Stella Youngs TED-talk).
Inspirationsporno er super træls, blandt andet fordi det lægger alt ansvar for at klare sig godt med handikap over på den enkelte. Trapper blokerede din vej til drømmejobbet, siger du? Ej, det er da vist bare din negative attitude!
Heldigvis glemmer ‘Rising Phoenix’ aldrig, at individer med handikap eksisterer i en social og økonomisk virkelighed. Når den russiske kørestolsracer fortæller om at være på børnehjem i 80erne, fordi Sovjetunionen officielt ikke havde nogen borgere med handicap. Når den australske svømmer undrer sig over, at hendes forældre hellere lod hendes første år smadre med kemo frem for bare at fjerne det skide ben. Eller når den italienske fægter fortæller, at hun i starten ikke ville kørestolsfægte, fordi »det var ikke en rigtig sport«. Så er det vidnesbyrd om, hvad omverdenens indretning og holdninger betyder for levede liv med handikap. Det er faktisk vidnesbyrd, der underminerer den forsimplede forestilling om en ‘Rising Phoenix’, så titlen bliver irriterende påklistret.
Samme vidnesbyrd udgør De Paralympiske Leges historie, der ærligt fortjener sin egen film. Her er det en svaghed ved ‘Rising Phoenix’, at den sammenlignet med den mere fokuserede ‘Crip Camp’ (2020) vil fortælle rigtig meget på kort tid. Derfor får vi kun den vilde beretning i bidder: Den jødiske læge Ludwig Guttmann, der flygtede til England under nazitiden, så en parallel mellem samfundets udstødelse af jøder og mennesker med handikap. Derfor tog han imod et job som leder af et nyt center for rygmarvsskadede. Dem kom der mange af hjem af fra fronten, men få interesserede sig for disse patienter, der typisk døde efter nogle måneder på morfin. Indtil Guttmann indførte noget så simpelt som at vende patienterne, så de ikke fik liggesår – så overlevede de sørme!
Vejen tilbage til et normalt liv var dog alt andet end ligetil. Her introducerede Guttmann sport som led i genoptræning, men i lige så høj for at opdrage samfundet til at se mennesker med handikap på nye måder: Som nogle, der kan en masse, hvis rammerne indrettes rigtigt. Som nogle, der har krav på rettigheder og respekt. Som nogle, der er anderledes, men ikke defekte.
At Guttmanns drøm endnu ikke er opfyldt, fremgår af De Paralympiske Leges op- og nedture.
Vi får berettet, at Sovjetunionen i 1980 nægtede at afholde dem, og at Rio så sent som i 2016 misbrugte Paralympiske-midler til at lappe hullerne i OL’s budget. Vores egen danske skandale fremgår ikke af filmen: Nemlig at Sørine Gotfredsen fortsat får taletid, selvom hun offentligt har omtalt »handicap-OL« som »dyrkelse af det mislykkede menneske«, som »man skal være mærkeligt skruet sammen, hvis man bryder sig om at se på«.
Dén holdning får ‘Rising Phoenix’ eddermame pillet fra hinanden med lækre billeder og nervepirrende finaleøjeblikke, hvor det primært kropskapable publikum på tribunerne råber lige så højt som til almindelig OL. Er man sportsnørd, så er De Paralympiske Lege tydeligvis lige så medrivende som de olympiske. Og er man som jeg sportsanalfabet, så kan man klappe af det opgør med Sørines kropsfascisme, som en af atleterne i ‘Rising Phoenix’ fint sætter ord på:
Til OL er atleterne kendetegnet ved, at deres kroppe er enormt ens. Til PL er de kendetegnede ved at være ekstremt forskellige. Eller som Paralympiske-plakater flabet annoncerede hen mod slutningen af OL i London, få dage før PL skulle overtage arenaen:
»Tak for opvarmningen«.
Set i dét lys, kan det faktisk blive revolutionært at sparke til en helt regulær fodbold af død hestehud – eller som ‘Rising Phoenix’ at hylde dem, der gør det.
Kort sagt:
‘Rising Phoenix’ havde gjort sig bedre som miniserie med mere tid og mindre patos, men historien om De Paralympiske Leges oprindelse og atleter er medrivende fortalt og åbenlyst vigtig.