En far. Et præ-pubertært barn. En nådesløst stikkende nåleskov, der prikker huller i menneskets tilknytning til det moderne samfunds rigide rammer. Pittoresk, ominøs vintertåge. Delikate, om end ditto foruroligende aftryk af et par ulvepoter i den nyfaldne sne. Selvbyggede shelters, der giver selv de mest hardcore ’Alene i vildmarken’-typer våde drømme om tørre nætter under mostaget, mens stormen raser.
Ingen nagende mødre, der klager over, at selvsamme shelter ikke er blevet støvsuget i en uge.
Opskriften på et sjælfuldt, slet skjult forbrugersamfundskritisk outdoor-drama med rørende familierelationer i centrum står mejslet i sten snittet i barken i det moderne filmland, hvor fædre i fortællinger som ’Leave No Trace’, ’Hanna’, ’The Road’, ’Captain Fantastic’ og den Blockbuster-aktuelle ’Light of My Life’ (med Casey Affleck) risikerer alt inklusive en vis portion personlig hygiejne for at beskytte ungerne mod en grum verden.
Det er film, der er niver granvoksne mænd i knudehjertet, og som for størstedelens vedkommende spøjst nok zoomer ind på særligt far-datter-båndet (med ’Bird Box’ som en af få, ikke videre vellykkede nyere undtagelser).
Måske fordi forholdet i grove træk ses som en mere ukompliceret størrelse end mænd og sønners potentielle hanekampskonkurrence, hvorimod pigebørnene repræsenterer en særlig uskyld: farmands blødeste punkt. Et spinkelt håb for fremtiden i en verden i opløsning og en Moder Jord-in spe.
Disneys døde mødre
Foruden at spille på mere evigrønne tematikker omkring forældre og børns dannelsesrejser skriver vildmarksfargenren (for nu at klaske et hurtigt mundret mærkat på) sig selvfølgelig lukt ind i vor tids øgede øko-diskurs og tilbage til naturen/stenalderkost/friluftsliv udi ekstremerne-tendenser.
Og du kan som Leo æde en friskfanget flodfisk på, at vi i kølvandet på coronakrisen kun vil komme til at se mange flere lignende filmeksempler herpå.
Men hvorfor er det typisk far, der stikker af fra det hele eller ad ulykkelige omveje har skiftet villavejsidyllen ud med den store dybe skov, som en anden Huntsman fra ’Snehvide’? Hvor er mor?
Disney-referencen er ikke helt ved siden af, for selvfølgelig er mor da død og borte, for at Bambi kan lære at stå på egne slingrende ben på isen (med far i hånden).
I ’The Light of My Life’ – skrevet og instrueret af Casey Affleck selv – er hele den kvindelige del af befolkningen simpelthen udryddet i et apokalyptisk event (et rimelig heftigt dramaturgisk vink med en vognstang til distraherede fædre alle vegne om at skærpe deres madpakkepaknings-skills), men selv når det ikke står helt så grelt til, er film-mamma ikke som udgangspunkt synderligt egnet til udendørstilværelsens maskuline styrkeprøver á la bjørne-wrestling og pileflet.
Med mindre…
I litteraturen og på film findes skam også kvinder, der bygger huler i skoven og lader hårene i armhulen gro, mens de holder skarpt med børns færden under trækronerne. De hedder hekse. Eller morderiske hekse-androider, som Amanda Collins aparte moderskikkelse i serieaktuelle ‘Raised by Wolves’.
Skovmandsfar, til gengæld, kan frit vælge på karrierehylden mellem jæger, skovhugger, hippie-filosof, genial forsker, uskyldig dømt på flugt eller bare all-round superfar på flugt fra apokalypsen klædt som en hipstermodel i et Henrik Vibskov-catwalkshow.
Far er fejlbarlig, mor er farlig
Det skal ikke lyde som en sønderlemmende kritik af vildmarksfargenren (kom nu, smag på ordet), for mange af filmene er fremragende hudfletninger af, hvorledes børn indirekte kommer til at bøde for forældregenerationens lyse ideer om at skabe en bedre verden ved helt at opgive at lappe aktivt på den, de ellers selv har været med til at kultivere.
Moralen er gerne, at det sjældent lønner sig at lave en Rasmus Struds for familiens ve og vel, hvis samfundet går én på nerverne, hvorfor filmene med lidt (meget) god vilje også kan ses som en slags opsang til den moderne mand om at tage mere ansvar for det praktiske i hjemmet i den virkelige verden og ikke gro fast på kontorstolen. Hvis da ikke og kontorstol ligefrem er gået op i røg og kannibaler, ’The Road’-style.
Så langt så tankevækkende.
Opdelingen af forældrerollerne i helte-far/død mor holder imidlertid immervæk samtidig fast i nogle bedagede filmfordommene om mødre, der afviger fra hverdagsdydens smalle sti som psykisk uligevægtige:
Far er fejlbarlig, mor er farlig.
Ovenstående filmfar-eksempler er ganske vist ikke alle lige velforvarede (ahem, ‘Hanna’), men der er ingen tvivl om, at en fiktiv mor på afveje fortsat på papiret er en mere kontroversiel skikkelse end en far, der isolerer sig langt fra lands lov og ret »for børnenes tarv«.
Jævnfør både gysergenren, hvor traditionen vil det, at mødre, der taber sutten i langt højere grad end fædrene (mor omklamrer kontinuerligt blege drengebørn til seriemordervanvid, mens far sporadisk svinger øksen), og sci-fi som førnævnte ‘Wolves’ og Netflix-filmen ‘I Am Mother’, hvor den frygtelige moderkvinde slet og ret forvandles til en dræberrobot.
Filmfar i naturen får til gengæld lov til at fucke forældreskabet lidt op på vejen uden at miste statusværdi som sympatisk beskytter og spejderleder, for publikum kan jo ikke forvente, at han qua sit køn har 100 procent styr på børneopdragelsens grønspættebog: Der må nødvendigvis være en vis margin of error, lyder den interne Hollywood-logik fostret af Grimm, gys og Disney i skøn forening.
Men en mor, der bygger shelters, holder bjørnevagt og lærer datter jage med bue og pil? Eller slet og ret sikrer civilisationens overlevelse uden at være programmeret dertil af en mandlig skaber?
Dét ville være langt ude i skoven.
‘Light of My Life’ kan ses på Blockbuster. ‘Raised by Wolves’ kan ses på YouSee og Canal Digitals streamingplatforme.