’Patria’: HBO’s spanske prestigeserie drukner i sortsyn
‘Patria’ var det store samtaleemne på den netop overståede filmfestival i San Sebastián og med god grund. HBO-serien, som blev vist i fuld længde under festivalen, tager nemlig fat om et af de mest omstridte og blodige kapitler i Spaniens historie: militærgruppen ETA og deres voldelige kamp for selvstændighed i Baskerlandet.
Siden slutningen af 50’erne har regionen i det vestlige Pyrenæerne været centrum for en betændt konflikt mellem de spanske myndigheder og væbnede, baskiske separatister, i hvad der ofte er blevet kaldt »Europas længste krig«. En krig, som først fik sin officielle afslutning i 2011, da ETA proklamerede varig våbenhvile og siden gik i opløsning.
Med mere end 1.000 døde som følge af konflikten er det selvsagt et ømtåleligt emne, som hovedforfatter Aitor Gabilondo har valgt at kaste sig over. Desværre virker det til, at respekten for virkelighedens ofre har været udslagsgivende for skriveprocessen, for ‘Patria’ er blevet en dyster og trøstesløs familiekrønike, der tynges af alvor.
Historien starter i 2010, netop som ETA endnu engang bekendtgør, at de nu vil lægge våbnene fra sig. Det får den aldrende og kræftsyge enke Bittori til at rejse fra sit eksil i San Sebastián til hjembyen i de baskiske bjerge for at lære sandheden om sin mand Txato, der blev myrdet af ukendte ETA-medlemmer for mange år siden.
Hendes ankomst vækker furore i det lille lokalsamfund, hvor indbyggerne stadig bakker op om de baskiske »frihedskæmpere« og protesterer indædt mod den spanske regeringsmagt. Ikke mindst Bittoris tidligere veninde, den nu stædige separatist Miren, hvis søn Joxe Mari sidder fængslet på livstid for kriminelle gerninger i ETA’s navn.
Igennem to spor kortlægger serien, hvordan mordsagen ikke alene har splittet Bittori og Miren, men hele familier fra hinanden. I fortiden erfarer vi, hvordan den ellers fredelige erhvervsmand Txato, der nægter at betale beskyttelsespenge til ETA, afpresses og trues af selv tætte venner, mens seriens nutid kulegraver de dybe sår, som striden har efterladt hos de involverede parter.
Det er en mørk og stemningsmættet beretning om, hvordan personlige traumer og politiske stridigheder forgrener sig ud i nye generationer, når ikke de bliver konfronteret. Baskerlandets træklædte bjergsider og blege vinterhimmel hænger som en faretruende skygge over byen, hvor den folkelige modstand ikke kun udøves med bilbomber og påsatte brande, men også igennem indbyggernes tavse fordømmelse.
Det gør således indtryk, når Bittori bliver nægtet betjening hos den lokale slagter, eller når Txatos kammerater i cykelklubben kører fra ham på træningsturen uden at ytre et ord.
Til gengæld er historien fortalt med så dødsenstung en gravitas, at det er svært at engagere sig i det omfattende persongalleri. Størstedelen af seriens otte afsnit forløber med lange og dybsindige samtaler om skyld og tilgivelse mellem de hårdtprøvede familiemedlemmer, som hver og én er arrede af knuste drømme og forkrøblede forhold.
Nok forstår man konfliktens voldsomme konsekvenser, men det havde klædt skaberne at udvise større mådehold i doseringen af død og ulykke. Som for eksempel Mirens voksne datter Arantxa, der ikke blot bliver lam som følge af et slagtilfælde, men også mister forældreretten til sine børn og får tæsk af en kujonagtig ægtemand.
Historien løfter sig dog henimod slutningen af serien, hvor vi får udlagt begivenhederne omkring Joxe Maris anholdelse og hans rolle i mordsagen.
Som fandenivoldsk idealist, der først vender sin familie ryggen og siden spærres inde for livet med en nagende samvittighed, er Joxe Mari klart seriens mest interessante karakter. Hans gradvise radikalisering i ETA’s underverden er skildret med en tålmodighed og en overbevisning, så man som tilskuer har svært ved at beslutte sig for, om han faktisk er en godtroende oprører eller blot en simpel terrorist.
Den slags menneskelige nuancer føles kærkomne i ‘Patria’, hvis sortsyn ellers gør serien til en træg og ensformig affære.
Kort sagt:
Med ’Patria’ har spanierne fået en alvorsfuld, omhyggelig og tungsindig skildring af et nationalt traume.
Anmeldt på baggrund af hele serien.