’Come Play’: Se hellere kortfilmgyseren på Youtube
Hvis din telefon opfører sig mærkeligt, gang på gang crasher apps og drænes for batteri på rekordtid, kører den måske på sidste kapitel. Men det kan også være, der er et monster på spil, som tålmodigt lurer bag dit fedtede iPhone-panserglas, imens det lægger dystre planer.
Den stumme autistiske dreng Olivers (Azhy Robertson) eneste kontakt med omverdenen er gennem hans telefon. Ved hjælp af en særlig tale-app kan hans nedslidte forældre (Gillian Jacobs og John Gallagher Jr.) kommunikere med deres søn, hvis uforståelige adfærd efterhånden har sat sit præg på ægteskabet.
Forældrenes miskommunikation, og farens nætter på sofaen, er ikke gået ubemærket hen hos den ensomme dreng. Ovre i skolen bliver man nemlig ikke ligefrem populær hos de andre børn, når man som den eneste godt må have telefonen fremme i timerne.
Uheldigvis for Oliver er der et monster på spil, som jager netop dem, der er isoleret fra alle andre. Et væsen, der i ægte ’The Ring’-stil bruger skærme som portaler til vores verden.
Den langlemmede, blege skabning Larry stammer fra instruktør og manuskriptforfatter Jacob Chases kortfilm af samme navn fra 2017. Her ses monstret lokke enspændere i fælden med løfter om evigt venskab gennem en digital børnehistorie, som ofrene bombarderes med gennem deres tablets, computerskærme og telefoner.
Den effektive kortfilm er set over en million gange på Youtube og viser trods den begrænsede spilletid, at den indtil nu ukendte instruktør har godt greb om sit gyserhåndværk. Han kan kort sagt få folk til at hoppe i sædet af skræk.
Chase har med spillefilmen ’Come Play’ selv fået lov til at omskrive historien om Larry til det store lærred, men som andre pendanter med rødder i kortfilm lader Hollywood-millionerne til at have udvandet idéen bag det simple lavbudget-gys.
Monstret i ’Come Play’ er ellers umiddelbart godt tænkt. Instruktøren holder klogt igen med at afsløre for meget af væsenet og viser kun i glimt dele eller omridset af Larrys krop.
Uhyret er nemlig langt hen ad vejen usynligt, fordi Oliver endnu ikke har læst historien til ende, og monsteret derfor ikke kan tage sin endelige form. Kun i korte blink and you miss it-sekvenser løftes sløret for den ranglede krop, som når blade og aviser blæser ind
i den høje skabning uden for vinduet på farens arbejdsplads, en skummel og næsten øde parkeringsplads.
Det giver god mulighed for sjove praktiske effekter, når møbler skraber hen ad gulvet, idet de skubbes til side af det gennemsigte monster.
Også lydarbejdet underbygger langt hen ad vejen uhyggen, når Larry cirkler rundt om Olivers seng. Det langlemmede monster lyder godt nok umiskendeligt som en vejrtrækningsbesværet 80-årig kæderyger under behandling hos en kiropraktor, men den stakåndede rallen og den halvfærdige krops mange knogleknæk giver væsnet en markant lydidentitet.
’Come Play’ har dog ikke mere at byde på end variationer af sekvensen fra kortfilmen, hvor den usynlige Larry lokker intetanende ofre med sin digitale historie.
Det bliver en flad udvanding af konceptet, der ellers synes oplagt i en tid, hvor zoom-møder og samvær gennem fællessang på tv har sin storhedstid.
Den usynlige fare gør det ikke nemt for barneskuespilleren Azhy Robertson, der ellers kæmper et brav kamp som arketypisk horror-barn, der forgæves forsøger at overbevise sine forældre om situationens alvor.
Også John Gallagher Jr. kommer på prøve med de uoriginale replikker i rollen som usympatisk far. Mens Gillian Jacobs eneste karaktertræk er en uovertruffen moderkærlighed.
Kort sagt:
Den tandløse horrorfilm ’Come Play’ bider over mere, end den kan tygge. Konceptet rækker ikke til mere end fem skræmmende minutter.