‘Dick Johnson is Dead’: Dødseksperiment på Netflix er galgenhumoristisk og rørende
Min gamle filmprofessor Torben Grodal belærte os altid om, at vi mennesker godt kan lide at se film, fordi de appellerer til vores urinstinkter: Flygt! Frys! Kæmp! Pas på dine unger!
Hjernens forskellige centre gør, at vi både opfatter begivenhederne på skærmen som virkelige – det er det, der gør os bange, når en morder springer frem med en kniv, og trist, når vores hovedperson dør – samtidig med, at en anden del af hjernen fortæller os, at det bare er en film. Så ligesom når løveungerne på savannen øver sig i at slås, er det at se film en leg, der giver os mulighed for at afprøve en række situationer og følelser i et trygt miljø.
Den strategi har den amerikanske dokumentarist og fotograf Kirsten Johnson taget til sig i sin legesyge, refleksive og personlige dokumentar ‘Dick Johnson Is Dead’, der er aktuel på Netflix.
Dick Johnson er instruktørens elskede far, og i virkeligheden er han sprællevende. Men da han får konstateret begyndende Alzheimers, som Kirsten Johnsons mor døde af syv år forinden, forsøger hun af forberede sig mentalt på, at også han vil forsvinde, først psykisk, så fysisk.
Hun foreslår, at de laver en film sammen om hans død, og det siger han ja til. Fra hans side virker det, som om han bare gerne vil tilbringe tid med sin datter, mens hendes motiv er en blanding af at hylde sin far, have et sjovt projekt sammen og begribe hans sygdom og forestående død på den måde, hun som mangeårig dokumentarfotograf nu engang forstår verden på: gennem sit kamera.
Herpå begynder hun, med hjælp fra stuntmænd, at iscenesætte farens død i en række absurde ulykkesscenarier: En airconditioner falder ned i hovedet på ham. Han falder ned ad en trappe. En bygningsarbejder kommer til at banke ham ned med en bjælke, og blodet sprøjter. Så vågner han grinende op igen, som om han endnu engang har besejret døden. Det er som en morbid ‘Groundhog Day’ med melankolske undertoner, fordi han rent faktisk er på vej mod sit endeligt.
Tilsvarende surrealistisk er en række tableauer, hvor han sidder i ‘himlen’ sammen med sin kone, Jesus og berømtheder som Frida Kahlo og Buster Keaton, der figurerer som papfigurer.
Sideløbende følger vi far og datter gennem de forandringer, hans sygdom kræver. Hun får ham til at lukke sin psykiaterpraksis i Seattle og flytte ind i hendes toværelses lejlighed i New York. De er til lægen, der tester hans hukommelse. De taler om hans frygt for at blive en byrde, og om han vil fortsætte med at leve, selvom han mister sin bevidsthed. »Spørg mig lige først«, joker han på spørgsmålet om aktiv dødshjælp.
I det hele taget tager han situationen med godt humør. Men da hun i en af filmens mest hjerteskærende scener fortæller ham, at hun sælger hans bil – med påskud om ikke at ville betale for parkering i New York – har han svært ved at bevare sit tapre smil.
Mens de konstruerede dødsscener er en grotesk leg, der sætter gang i snakken, er det de naturalistiske scener mellem far og datter, der virkelig slår hårdt. Ligesom i sin sidste fremragende film, ‘Cameraperson’ fra 2016, en filmisk memoir fra hendes arbejde som fotograf, holder Kirsten Johnson sig i vid udstrækning bag kameraet, mens hun taler med sin far. Men man mærker tydeligt hendes tilstedeværelse og intimiteten og kærligheden mellem dem, som også står skrevet i hans ansigt.
Kan man ‘øve sig’ i at kapere en elsket persons død? Jeg tror det faktisk ikke. Men filmen får, med lige dele galgenhumor og hjertevarme, én til at tænke over, at man ikke skal vente til begravelsen med at lovprise sine forældre.
Kort sagt:
Dokumentarist Kirsten Johnson iscenesætter i et bizart eksperiment sin fars død for at forberede sig på den, og resultatet er et både absurd, smukt og rørende far-datter-portræt og en universel historie om at miste en forælder.