’The Christmas Chronicles – anden del’: Nogle ting kan ikke holdes nede – Kurt Russell er én af dem
Jeg elsker Kurt Russell.
Lige siden jeg første gang oplevede hans bølgende manke og dybe blå øjne (af en nuance, som man ellers kun finder i umulige #blessed-Insta-feriebilleder med) på skærmen en sen aften, var det kærlighed ved første blik.
Eller rettere sagt, kærlighed ved ét øje. For det var i rollen som den ikoniske røvsparker med klap for øjet Snake Plissken. Og nej, ikke i John Carpenters ikoniske ’Escape From New York’, men den lidt mere fesne toer, ’Escape From L.A.’.
Min kærlighedsaffære med Hollywood-legenden har stået ved lige siden, ikke mindst i kraft af roller som MacReady i Carpenters ’The Thing’ og Ego, den rablende vanvittige legemliggjorte planet i ’Guardians of the Galaxy Vol. 2’.
Og det er da også udelukkende på grund af ham, at jeg i det hele taget kastede mig over den på papiret ellers utiltalende Netflix-julefilm ’The Christmas Chronicles’. Den lovede Kurt Russell som action-agtig julemand med uforskammet meget charme – det var nøjagtigt, hvad den leverede, fuld Kurt Russell-mania.
En triviel historie om to børn, der skulle redde julen og samtidig lære en morale eller to om dem selv undervejs, blev hævet til sublim og solid underholdning, fordi Russell gav den fuld skru og skrev sig ind på top tre-listen over bedste julemænd nogensinde.
At der skulle komme en efterfølger er ikke så overraskende. Russells partner i virkeligheden, Goldie Hawn (ligeledes legende), dukker op i etterens allersidste sekunder som mrs. Claus.
Igen er hovedpersonen pigen Kate (Darpy Camp), som stadig ikke er kommet sig over sin fars død. Nu er moren (Kimberly Williams-Paisley) i et seriøst forhold med Bob (Tyrese Gibson), og den sammensatte familie, der inkluderer hendes storebror Teddy (Judah Lewis) og hans søn Jack (Jahzir Bruno), holder jul i Mexico.
Da møgungen tror, at Bob måske vil fri til moren, beslutter Kate sig for at stikke af og tage hjem. Men før hun når så langt, bliver hun sendt til Nordpolen sammen med Teddy af den suspekte Belsnickel (Julian Dennison, der mere eller mindre bare gentager sin karakter fra ’Deadpool 2’), som har et horn i siden på Julemanden og bruger dem i sin onde plan.
Oh yes, der er lagt op til episk drama i det kolde nord, men resultatet er mere lunkent end hot shit. Instruktør og medforfatter Chris Columbus burde ellers have styr på både jul og spænding, da han har skrevet manus til klassikere som ’Gremlins’ (som julemandens nisser her synes nært beslægtet med) og ’Goonies’ og instrueret de to første ’Alene hjemme’-film og de to første om Harry Potter.
Men ’The Christmas Chronicles – anden del’ bliver hverken synderligt eventyrlig eller julet.
Den er rig på detaljer, som julemandens oprindelse, at Belsnickel er taget fra sydtyske folkesagn, og at et kæmpe sneleopardlignende kattedyr, Julekatten Jola, har rødder i det islandske.
Desværre flettes det ikke ordentligt ind i historien, hvor de umanerlige ringe børnekarakterer også gør deres til, at man overvejer at slukke, før filmen får slæbt sit knapt to timer tunge korpus over skærmen.
Der er dog også lyspunkter. Russell og Hawns sammenspil besidder den naturlighed, der bare ikke kan læres eller duplikeres. Med smittende entusiasme bringer alle deres fælles scener en varm følelse i kroppen, om end man med fordel kunne have givet Hawn mere at arbejde med end at bruge det meste af filmen på at passe på et såret rensdyr.
Heldigvis redder julemand Kurt dagen. Visse ting kan ikke holdes nede, og Russells karisma og charme stryger ud i awesomeness-stratosfæren gang på gang. Jeg havde i forbindelse med etteren en teori om, at Russell havde baseret sin tolkning på den britiske skuespiller Brian Blesseds fuldstændig vanvittige præstation som Vultan i kultklassikeren ’Flash Gordon’. Det er på grænsen til overspil, og kun takket være hans store personlighed bliver det i bedste Nicolas Cage-stil en noget nær zen-oplevelse.
Og når Kurt Russell så gudhjælpemig brøler »Dive!«, da kanen på et tidspunkt skal styrtdykke, bliver Vultan-tesen bekræftet. Helt overgiver man sig, når julemanden skaber julestemning et ekstravagant julenummer i en trøstesløs lufthavn.
Der er Kurt på menuen, og jeg labber hvert eneste gloriøse sekund i mig.
Kort sagt:
’The Christmas Chronicles – andel del’ lever ikke helt op til forgængeren på Kurt Russell-awesomeness skalaen, men mindre kan også skabe julestemning og glæde.