George Clooney er optimistisk over Warners udskældte streaming-strategi: »Det bliver fint«

George Clooney er optimistisk over Warners udskældte streaming-strategi: »Det bliver fint«
George Clooney og Caoilinn Springall i 'The Midnight Sky'.

Der gik en chokbølge gennem filmverden, da Warner Bros. besluttede sig for at udsende alle deres 2021-biograffilm simultant på deres streamingtjeneste HBO Max i USA.

Flere af selskabets egne instruktører har været meget utilfredse med beslutningen. Særligt Christopher Nolan har givet en hård sviner af selskabet, som har udgivet ‘Tenet og de fleste af instruktørens tidligere film, mens Denis Villeneuve mener, at den nye udgivelsesstrategi kan have slået ‘Dune’-franchisen ihjel, inden hans ventede film overhovedet er udkommet.

Men instruktørkollega og skuespiller George Clooney, der er filmaktuel på netop en streamingtjeneste med den Netflix-eksklusive ‘The Midnight Sky’, er anderledes optimistisk over filmindustriens fremtid efter Warners kontroversielle udmelding:

»Det virker som en beslutning taget af AT&T (Warner Bros.’ moderselskab, red.), som ikke er et filmselskab. Jeg mener, jeg var på kontrakt hos Warner Bros. i 20 år – og det var et virkelig skuespiller-venligt filmstudie«, siger Clooney i et interview med The New York Times.

»Det virker som om, at de forsøger at få HBO Max i gang, for film som ‘Dune’, der er designet til at generere en milliard dollars, kan ikke tjene sig ind sådan her. Jeg har altid tænkt, at vinduerne (perioden fra biograf- til streamingpremiere, red.) ville blive kortere fremover, men det her er lidt skørt. Men jeg tror, det bliver fint. Det gør jeg virkelig«.

Hollywood-stjernen mener altså ikke, at biografmarkedet er truet synderligt af streamingtjenester som HBO Max:

»Folk vil gerne ud af deres hus – jeg har tvillinger, mand! Og det er stadig en alletiders måde at invitere nogen ud på date. Komedier er fantastiske i biografen, uhyggelige film er fantastiske i biografen. Så jeg kan ikke se for mig, at de forsvinder helt«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af