’Happiest Season’: Queer jule-romcom med Kristen Stewart sætter sig mellem to stole
Abby (Kristen Stewart) har haft det svært med jul siden sine forældres død. Det kan måske ændre sig, da kæresten Harper (Mackenzie Davis) inviterer hende med hjem til sin egen julebegejstrede familie, hvor Abby planlægger at fri.
Allerede før parret ankommer til den overpyntede provinsvilla, melder problemerne sig imidlertid: Det viser sig, at Harper aldrig er sprunget ud over for sin borgerlige familie, og Abby bliver derfor tvunget til at spille platonisk sambo for ikke at spolere Harpers fars borgmesterdrømme. Det bliver både komisk – men først og fremmest enormt kompliceret – inden julefreden kan indfinde sig.
Før jeg opsummerer Clea Duvalls bud på en lesbisk julefilm, der er blevet et stort hit i USA, på en stjerneskala fra ét til seks, vil jeg stå ved min rådvildhed: Hvad man skal måle filmen i forhold til? Taler vi velproduceret familiedrama, så er rollerne for karikerede og plottet fortærsket. Taler vi julefilm, så er klicheer og urealistiske happy endings anderledes acceptable – personligt elsker jeg so-bad-it’s-good julefilm, der er så konfektsøde, at det hviner i tænderne.
Taler vi lesbiske film – og i særdeleshed lesbiske film, der forsøger at lægge arm med årets mest hypede højtid – så er det etablerede niveau så mikrobeagtigt lavt, at Duvall bør indstilles til en Oscar. Selv trailerne til sidste års lesbiske julefilm ‘City of Trees’ og ‘Season of Love’ gør ondt i øjnene!
Lad os starte med det gode, som der er en del af. Først og fremmest i form af et stærkt cast, der tæller tonsvis af queer skuespillere. Ikke mindst Kristen Stewart, der tilføjer Abby autenticitet.
Over for hende står Mackenzie Davis, som vist nok er hetero, men medbringer queer ballast fra for eksempel sin lesbiske rolle i ’Black Mirror’-afsnittet ‘San Junipero’. Harpers ekskæreste Riley spilles af biseksuelle Aubrey Plaza kendt fra ‘Parks & Recreation’. Abbys best-gay-friend John spilles hylemorsomt af Dan Levy fra ‘Schitt’s Creek’. Selv Harpers konservative familiefar spilles af homoseksuelle Victor Garbor, der gik ned som kaptajn med ‘Titanic’ i 1997. Ironien er svær at overse, når han denne gang står med en synkende familieskude på sit kontor pyntet med skibsmalerier.
Endelig er filmen skrevet og instrueret af Duvall, som både er og har spillet queer i for eksempel ‘But I’m a Cheerleader’ (1999). Hun kalder ‘Happiest Season’ for semi-selvbiografisk, og den har da også adskillige scener, der vækker genkendelse hos undertegnede queer anmelder.
Særligt indsigtsfuldt, da bedstevennen John kommenterer på Harpers frygt for at springe ud over for sin familie: »Everybody’s story is different«.
Særligt morsomt, når samme bedsteven agerer hetero til en julefest. Det kunne være blevet til latterliggørelse af den feminine mand, der er ude af sit element og akavet spørger en hetero-dude, om han også løfter vægte. Men hetero-dude svarer minsandten »klart, hvor meget kan du tage?« – og pludselig bliver det i stedet en joke, der sparker opad.
Mest kærligt bliver det, da Abby tager pause fra svigerfamilien sammen med sin nuværende kærestes eks på en lille lokal queer-bar. Her underholder selveste BenDeLaCreme og Jinkx Monsoon (der står bag mest retvisende julesang nogensinde om at være queer i julen – hør den!). Baren er lillebitte, sprællevende, varm og vanvittig og udgør en befriende kontrast til heterobaren med koldblå belysning, hvor Harper forsøger at mime normative idealer i mellemtiden.
Det er så tydeligt i de her scener, at Duvall kender til dét, hun har skrevet om, og det vinder filmen på. Læg dertil Tegan & Sara på soundtracket og en guldscene, hvor selveste Timothy Simons (‘Veep’) og Lauren Lapkus (‘Orange Is the New Black’) giver den som overambitiøse butiksdetektiver.
Desværre går den ambivalens, som mange queer-personer møder julen med, ud over filmen.
Hulu, der står bag filmen, vil sælge ‘Happiest Season’ som romantisk komedie, men størstedelen af filmen skildrer en giftig parforholdsdynamik. For Harper bondefanger Abby i en situation, hvor hun tvinges i skabet og ikke kan komme væk fra en krænkende svigerfamilie. Imens farer Harper selv omkring med gamle venner og flirter åbenlyst med sin highschool-kæreste. Forståelse møder Abby kun hos Harpers eks, der også blev behandlet som skidt. Når man derfor reelt ender med at heppe på, at Abby skal dumpe Harper og ride mod regnbuen med Riley, så har romcom-intentionen endegyldigt fejlet.
Nuvel, måske vil Duvall hellere skildre, hvor svær julen kan være for homoer i heterofamilier? I så fald måber man over en happy ending, der indtræffer så pludseligt, at jeg seriøst overvejede, om Harpers familieslagsmål havde udløst et hovedtraume, så de sidste ti minutter skulle forestille at være en hallucination.
Det hviner i tænderne, som en juleromance gerne må, men passer på ingen måde til størsteparten af ‘Happiest Season’s unhappy-hed. Ved at sætte sig mellem to genremæssige stole bliver filmen fundamentalt usammenhængende.
På den ene side er der drømmen om, at os queers kunne få en glædelig jul i heteroland. På den anden side er der virkeligheden, hvor mange af os helst droppede december permanent. Man kunne have tænkt sig en intelligent happy ending, der forenede begge dele: en glædelig jul med den selvvalgte familie, der ikke udsætter én for følelsesmæssige overgreb og fordømmelse.
I stedet får vi en fanfiction-agtig slutning, der frikender homofober og manipulerende kærester over night og virker så usandsynlig, at jeg er mere tilbøjelig til at tro på julemanden.
Kort sagt:
‘Happiest Season’ er for alvorlig til at fungere som jule-romcom og for overfladisk til at være vellykket dramady. Men et stærkt cast og gyldne øjeblikke, der både vækker latter og giver queer-indsigt, gør den trods alt seværdig.