’Psykose i Stockholm’: En teenagepiges forhold til sin psykotiske mor skildres empatisk og poetisk i ny dansk film
Det skulle have været en hyggelig mor-datter weekend i Stockholm for at fejre datterens 14-års fødselsdag. I stedet ender datteren (Josefine Stofkoper) med at tilbringe sin fødselsdag med at strejfe alene rundt i storbyen, da hendes mor (Josefin Neldén) bliver tvangsindlagt med et psykisk sammenbrud.
Svenske Maria Bäck, der er uddannet dokumentarinstruktør fra Den Danske Filmskole i 2013, trækker i sin fintfølende og poetiske spillefilmdebut ‘Psykose i Stockholm’, der bliver vist under særudgaven af CPH PIX, på sin egen erfaring med at vokse op med en psykisk ustabil mor. Og det kan man mærke.
Autenticiteten i det både kærlige og anspændte mor-datter-forhold står klart allerede fra første scene, hvor moren begynder at opføre sig underligt på togturen. »Tænk at du har været et helt perfekt æg i min vagina«, himler hun, mens datteren – de er begge unavngivne – forsøger at ignorere de tegn, hun kender alt for godt. Situationen bliver dog kun værre, da moren højlydt begynder at fortælle upassende blondinevittigheder til tjeneren og de andre gæster på en café, mens datteren græmmer sig.
Hun får rutineret tilkaldt hjælp, og moren bliver indlagt på hospitalet. Og så er datteren ellers overladt til sig selv på et hotelværelse i en fremmed by, hvor ingen tilsyneladende bekymrer sig over den 14-årige piges ve og vel.
Hun er selvfølgelig bekymret og føler sig efterladt og alene. Men det fine og nuancerede ved filmen er, at den også skildrer morens indlæggelse som en lettelse og en frihed for datteren, der har taget alt for meget ansvar i relationen. Byen og verden åbner sig for hende på en ny måde, da hun er fri fra åget på sin skulder. Den både magiske og melankolske følelse skildrer Maria Bäck, den talentfulde unge skuespiller Josefine Stofkoper og fotograf Nadim Carlsen fint i stemningsfulde, ordløse og poetiske sekvenser, hvor hun ligger på græsset og kigger op på et træ, går ned ad de mørke gader og sidder alene på en burgerbar og observerer en gruppe unge mennesker.
Imens lyver hun lystigt til en veninde og på sociale medier om, hvor fedt hun har det, og lader som om, hun bestiller roomservice til to. Hun er tydeligvis vant til at holde facaden.
Selvom moren er gal på datteren over, at hun får hende indlagt, og datteren er ulykkelig over sin mors opførsel, er der en gennemstrømmende kærlighed og solidaritet mellem dem: Det er de to imod verden. Den modsætningsfyldte og intime relation gør filmen til en smuk og nuanceret oplevelse, hvor det potentielt eksplosive drama aldrig kammer over, men fortælles dejligt afdæmpet. Jeg glæder mig til Maria Bäcks næste film.
Kort sagt:
Spillefilmdebutant Maria Bäck skildrer en teenagepiges forhold til sin psykotiske mor med empati, nænsomhed og sans for poetiske detaljer.