’Waco’: Stjernespækket serie tager de hjernevaskedes parti – men spændende er det
I 1992 fik Bureauet for Alkohol, Tobak, Våben og Sprængstof (ATF) nys om, at en gruppe af dommedagsprædikende kristne var begyndt at opføre sig… mere usædvanligt end normalt.
Et postbud havde netop leveret en pakke til gruppens leder med ulovlige våbendele, og bureauet så nu sit snit til at gøre kulten til syndebuk og med en velhåndteret aktion rette op på amerikanerenes mistro til bureauet.
Men der var ikke meget overraskelsesmoment at hente for ATF. Kultens leder og talerør for Gud, David Koresh havde nemlig allerede år forinden forudset bureauets angreb. Sekten, The Branch Davidian, var derfor mere end klar, da »Babylons udryddelseshær« i 1993 indledte en massiv belejringen – eller massakre, alt efter hvem man holder med – lidt uden for byen Waco i Texas.
I den C More-aktuelle serie om den frygtelige Waco-begivenhed er der ingen tvivl om, hvem vi holder med. Brødreparret bag, Drew og John Erick Dowdle, har tidligere leveret semi-vellykkede b-film (’Quarantine’ og ’No Escape’), og med ’Waco’ har de kastet sig over deres første miniserie: Et belejringsdrama, der mest af alt minder om seks korte spillefilm.
Den kommer godt fra start. Til en koncert møder vi den unge forvirrede trommeslager Thibodeau (Rory Culkin), som længe har forsøgt at genfinde sin tro. Han bliver et pinligt nemt offer for den karismatiske David Koresh (Taylor Kitsch), der som leder af The Branch Davidian og guitarsvingende forsanger tilfældigvis mangler en trommeslager til sit religiøse rockband hjemme i Waco.
Gennem det nyhvervede medlem introduceres Koresh’ filosofi for det kristne kollektiv, hvor over 100 børn og voksne lever en harmonisk, om end skrabet, tilværelse.
’Waco’ er langt hen ad vejen baseret på Thibodeaus hjernevaskede beretninger om stedet. Og måske det er forklaringen på, hvorfor der ikke bliver dvælet synderligt meget ved kuriositeten i, at Koresh har eneret til sex med alle kvinder i kollektivet, har børn med flere mindreårige og derudover løbende opruster bygningen med ulovlige våben.
Som seer bliver man faktisk også en smule provokeret, når lovens lange arm, AFT, kommer i kontakt med postbuddet, der leverer håndgranater til Koresh. Man får lyst til at hive ’Anarkistens kogebog’ frem af gemmerne og give systemet en rigtig lærestreg.
Og det er præcis, hvad hævnaktioner på Waco-massakren sidenhen har resulteret i. Et utal af amerikanske terrorangreb og protester har siden 1993 taget The Branch Davidian-tragedien til sig med forfærdelige aktioner til følge, Herunder Oklahoma City-bombningen, der før 9/11 var det mest dødelige terrorangreb i USA.
Det føles derfor temmelig specielt, når belejringen eskalerer, og man oprigtigt håber på, at Koresh og hans disciple får skovlen under de skydegale FBI-agtener. De ’voksne’ må nemlig overtage aktionen, efter det kiksede hjemmeværnslignende AFT har trådt i spinaten under det første angreb på kulten for rullende kameraer. Og her begynder det at se sort ud for både kollektivet og ’Waco’.
For i spidsen for FBI’s meget professionelle forhandlinger sidder den rolige Gary Noesner, spillet af altid bundsolide og fascinerende Michael Shannon (’Take Shelter’).
Noesner er, uanset hvem man holder med, et af Guds bedste børn. Han kæmper dag og nat for at få FBI til at holde igen med deres største skyts og giver dermed kulten dyrebar tid til at overveje deres næste træk. Noesner er faktisk så god til sit job, at han afliver det ellers imponerende momentum, første halvdel af ’Waco’ bygger op.
Og det er ærgerligt. For når nu brødrene Dowdle alligevel leger Gud med de virkelige begivenheder, kunne de godt have skabt et mere medrivende drama ud af det.
’Waco’ favoriserer Thibodeaus og Noesners åbenlyst farvede oplevelser, og den krediterer dem da også som kilde. Man får en krybende fornemmelse af fakta, der bøjes til fanatikernes fordel, men det er nu alligevel svært ikke at blive berørt at billederne fra belejringen. Flere virkelige nyhedsrapportager fra hændelserne i Waco flettes løbende ind blandt ’Leftovers’-fotografen Todd McMullens lange skrækindjagende indstillinger.
De imponerer især i actionsekvenserne, hvor de voksne febrilsk forsøger at beskytte deres børn mod FBI’s tilfældige skudsalver. De billeder er svære at ryste af sig.
Kort sagt:
Fra denne side af Atlanten kan det være svært at forstå, hvorfor en granvoksen mand skal have lov til at indkøbe et utal af våben og have eneret til sex med mindreårige. Men efter seks timer med ’Waco’s ensidige fortælling om de forfærdelige virkelige hændelser er det lige før, det hele giver mening.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.