’Tiger’: Først i de sidste 10 minutter får Tiger Woods-dokumentar fat i følelserne
En lille gut på et par år træder ind i et tv-studie med en golftaske over skulderen. Han kan ikke sætte en håndfuld ord sammen, og han vakler, når han går, men han kan svinge køllen og putte bolden i hullet. Ved siden af ham står hans far og stråler og ser ud som en, der allerede har lagt en livsbane for sin søn.
Det har han også, viser det sig. Hans søn, Tiger Woods, skal ikke bare være den bedste golfspiller i historien, han skal ændre sporten og vise, at sorte atleter kan nå til tops på baner, der tidligere har været forbeholdt hvide spillere.
Woods lever op til det meste af det, han bliver en mageløs golfspiller, det største talent i historien velsagtens. Snart tilbeder hele verden ham og pådutter ham nye mærkater og forventninger, som kun guddomme kan leve op til.
Måske er det ikke så overraskende, at det gik galt.
Alt det står klart, når man har set ’Tiger’, den todelte HBO-dokumentar, der over tre timer portrætterer den ikoniske, skandaleplagede golfspiller Tiger Woods – uden at tilføje afgørende nyt til billedet af ham.
Dokumentaren vil fortælle den ultimative historie om Woods, fra start til slut, løse mysteriet om manden, der fejede greens med sine modstandere i den ene Masters-turnering efter den anden, men senere prydede alskens tabloidforsider med udenomsægteskabelige affærer og et løbsk forbrug af blandt andet sovetabletter og smertestillende medicin.
Problemet er, at det ikke rigtigt lykkes. Når de tre timer er gået, føler man, at mysteriet om Tiger Woods er intakt.
Det skyldes mest af alt nogle praktiske omstændigheder, særligt at Tiger Woods ikke selv har ønsket at medvirke i dokumentaren. Det samme gælder de mennesker, der kender ham bedst, fra hans mor til hans forhenværende hustru, svenske Elin Nordegren.
I stedet bliver historien fortalt af »venner af familien«, journalister, der har dækket hans karriere, og sågar en enkelt slibrig redaktør af et tabloidblad.
Det siger en del om dokumentaren, at den præsenterer en af Woods’ tidligere elskerinder Rachel Uchitel som sit es, endda med en cliffhanger mellem de to afsnit. Det virker lidt desperat, for så stort et scoop er det altså heller ikke.
Der er undtagelser. Tiger Woods’ mangeårige caddie Steve Williams taler indsigtsfuldt om golfstjernen, som atlet og menneske, og det er rørende, når han beretter om, hvordan han blev kasseret af sin tidligere ven, samtidig med at skandalerne hobede sig op uden for golfbanen.
I et andet højdepunkt præsenterer Woods’ første kæreste et håndskrevet brev, hvor golfspilleren i en underlig formel tone slår op med hende efter tre år. Med al sandsynlighed fordi hans forældre mente, at kæresten fik deres søn til at fjante for meget og afvige fra den bane mod stjernerne, som de havde lagt for ham.
Men i sidste ende er ’Tiger’ ikke så dyb, som den foregiver at være.
Dermed fejler dokumentaren, hvor den beslægtede ESPN-dokumentar ’Lance’ triumferede. Her var Tour de France-vinder og dopingsynder Lance Armstrong selv med til at fortælle sin historie, det gode og det grumme, og dokumentaren efterlod seeren med, hvad der føltes som et røntgenblik til mandens indre.
Ej heller kan ’Tiger’ måle sig med portrættet af Michael Jordan i serien ’The Last Dance’, der formåede at grave i de mere tyranniske sider af basketstjernens vindergen.
Og den mangler helt den overlegne fortællestil og nerve fra Asif Kapadias sportsdokumentarer ’Senna’ og ’Diego Maradona’, der ligeledes portrætterer forgudede atleter med tragiske skæbner.
’Tiger’ er bestemt ikke kedelig, den er sikkert fortalt i talking heads og arkivklip af gode kræfter som instruktør Matthew Heineman (’Cartel Land’) og producer Alex Gibney (’Taxi to the Dark Side’, ’Going Clear’), og glimtene fra Tiger Woods’ bedste år på golfbanen er stadig utrolige.
Men dokumentaren har også et lidt et mat skær af Wikipedia over sig og ender som en film, der genopfrisker snarere end overrumpler og betager.
Først i filmens sidste ti minutter, hvor Tiger Woods i 2019 genfinder topniveauet, får den for alvor fat i følelserne. Måske skulle man have startet der? Have fortalt historien om Woods’ kamp for at komme tilbage på fairwayen, ikke bare som golfspiller, men som et helt menneske, der har løsrevet sig fra det, alle andre har fortalt ham, at han skal være.
Heller ikke den analyse udfoldes helt i ’Tiger’, en dokumentar, der aldrig finder den definitive fortælling om Tiger Woods, selv om den ivrigt leder efter den.
Kort sagt:
’Tiger’ forsøger at løse mysteriet om den enestående, skandaleplagede golfspiller Tiger Woods, men byder på for svage kilder og for få nye indsigter til for alvor at overbevise.