’Vikings’ sæson 6’: Nyd det sidste togt med kliken – inden Valhalla
Sagaen om blodtørstige vikinger, badass skjoldmøger, intriger, bedrag, sex og usandsynligt meget drama er nået til det sidste slag i History Channels alternative bud på historieundervisning med sjette sæson af ’Vikings’, der herhjemme kan ses på HBO Nordic.
Patriarken Ragnar Lothbrok (Travis Fimmel) døde i et slangehul i fjerde sæson, men resten af hans excentriske familie har så sandelig overtaget tronen og flækket skaller i stor stil.
Efter Ivar the Boneless’ (Alex Høgh Andersen i psykopatisk storform) Trump Deluxe-lignende styre i femte sæson kunne det kun blive mere roligt med Bjorn Ironside (Alexander Ludwig) ved roret. Men trods noble intentioner om at forvandle bosættelsen Kattegat til et handelsmekka er det unægtelig lidt svært at føre ud i livet, når resten af verden kaster økser efter én, både i direkte og overført betydning.
Sæsonens bad guy (udover den myriade af konflikter, der hersker mellem Ragnars familie og allierede) er den religiøse fanatiker og leder af det russiske viking-imperium, Oleg the Prophet (Danila Kozlovsky). Ivar er blevet taget til fange af ham i sin flugt østpå, væk fra brødrene, og den selvudnævnte profet ser potentiale og en sadistisk sjælefrænde i den handicappede viking.
Den alliance fører til flere slag mellem russerne og de nordiske ’helte’, hvor blodet sprøjter, og ingen kan vide sig sikker.
Og det er en af seriens helt store styrker.
Uforudsigeligheden omkring, hvem serieskaber og forfatter på samtlige afsnit i serien, Michael Hirst, har besluttet sig for skal lide en grusom død, er konstant til stede.
De historiske fakta bliver til gengæld frit fortolket og genfortalt på spektakulær og dramatisk vis. Det gør lidt ondt at se en figur som Erik den Røde (Eric Johnson) reduceret til en lejesoldat, hvis troskab vejrer i vinden, alt efter om han lader sig styre af sin retfærdighedssans eller (pludselige) magtliderlige ambitioner.
Hirst har tidligere excelleret som manuskriptforfatter i historiedramagenren med de to film om Elisabeth Den Første med Cate Blanchet (’Elisabeth’, ’Elisabeth: The Golden Age’) og tv-serien om den temperamentsfulde Henry VIII, ’The Tudors’.
Og sjovt nok var det ikke sikkert, at ’Vikings’ var blevet til noget, havde det ikke været for ’Game of Thrones’, da Hirst samme år som HBO-hittet lancerede sin egen sværd-og-drage-serie ’Camelot’ – men som vi ved fra ’Highlander’-franchisen, er der kun plads til én!
Et fællestræk i Hirsts projekter er hans forkærlighed for at introducere (på overfladen) endimensionelle bikarakterer og så udfolde dem til essentielle og nuancerede brikker i historien.
Det gælder især hans kvindelige figurer i ’Vikings’. Og få har været så vigtige som Lagertha (Katheryn Winnick).
Hun er gået fra relativt stille og rolig landmandshustru til den mest frygtede skjoldmø og overall skrappeste røvsparker i hele riget. Men nu vil hun gerne slappe af, så hun forsøger at vende tilbage til tiden før alle togterne og slår sig ned med landbrug igen. Man kan næsten høre Winnick kanalisere sin indre Murtaugh, når en flok af Ivars tidligere loyale folk begynder at plyndre det lille samfund, hun har slået sig ned i. Den aldrende kæmper lægger gammeldamebevægelserne på hylden og svinger igen skjold og sværd med elegance og effektivitet, så hovederne ruller i en lind strøm omkring hendes fødder.
Det er en nostalgisk sidste sæson, hvor serien både viser sig fra sin bedste og værste side. De mange slag er ganske vist ikke på ’GoT’-niveau, men stadigvæk i den bedre ende, og skuespillerne giver den fuld smadder, på godt og ondt.
Der bliver fyret rigeligt op for det melodramatiske, for eksempel når Ivar og Hvitserk (Marco Ilsø) nok endnu en gang veksler mellem at være bedste venner til at prøve at slå hinanden ihjel. Lothbrok-børnene har så mange issues og mindreværdskomplekser over ikke at være daddys yndlings eller efterfølger, at det skifter mellem at være rørende og komisk og lettere patetisk.
Kun Ubbe (Jordan Patrick Smith) virker træt af al den meningsløse familiefnidder og magtliderlige mænds kamp om at blive the one. På den måde minder han lidt om sin far, før han fik storhedsvanvid.
Ligesom Lagertha forsøger han at lægge volden på hylden og rejser til en ny koloni på Island med konen Torvi (Georgia Hirst, ja, Michaels datter) og deres børn. Men vikinger er vikinger – og uden at røbe for meget slutter sejladsen ikke her.
Underholdningsniveauet i ’Vikings’ fejler bestemt ikke noget. Der er oceaner af vold, sex og intriger, dog ikke helt med samme finesse som i selvsamme kombination i ’GoT’. Men det er let fordøjelig eskapisme, hvor folk iklædt dyreskin og horn ikke giver en lyst til at kaste op i afsky over menneskeheden som visse andre steder…
Har man fulgt med helt fra begyndelsen vil sidste sæson være en værdig afslutning på sagaen om Ragnar Lothbrok og hans familie og den perfekte opvarmning til spinoff-serien ’Vikings: Valhalla’, der kommer på Netflix, når covid-19 på et tidspunkt tillader dem at færdiggøre produktionen.
Indtil da er der intet andet for end at nyde det sidste togt med kliken, inden det store festmåltid i Valhalla kan begynde.
Kort sagt:
’Vikings’ slutter på samme underholdende måde, som den startede: badet i blod, sex og intriger, tilsat en spændende historie og slagkraftige karakterer.Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.