Hollywoods crush på dødssyge teenagere bør lægges i graven

Dødsdømt ungmø møder charmerende fuckup med heltepotentiale. Helt ærligt, kan vi ikke snart komme videre, Hollywood?
Hollywoods crush på dødssyge teenagere bør lægges i graven
'Life in a Year'.

KOMMENTAR. Skrøbelig ungmø sygner hen under de hvide lagner. Kigger længselsfuldt ud ad vinduet, mens drømmen om at opleve kærligheden før lukketid smuldrer.

But wait!

En kejtet, men elskelig friskfyr gør sin uventede entré. Bevares, han har ikke helt styr på sit shit eller formatet til at favne en anden persons tragedie, men da sommerfuglene først slår med vingerne i mavsen, vokser han langsomt med opgaven. En Prins Charming bryder ud af sin skal og finder sig selv, idet kærestens endeligt bliver springbrættet til at træde i karakter.

Farvel og tak for inspirationen, du lækkersyge life coach.

‘Five Feet Apart’. (Foto: PR)

Vi kender opskriften, for Hollywood er kronisk forelsket i sine »livsbekræftende« sickflicks, hvori delikate teenage(piger) må dø – eller i hvert fald være lige på nippet – for at raske jævnaldrende kan lære at leve:

Film og serier som sidste års tåkrummende ’Life in a Year’ (Cara Delevigne med kræft) og skuffende ’Milla’ (Eliza Scanlen med kræft), ’The Fault in Our Stars’ (Shailene Woodley og Ansel Elgort med kræft), ’Me, Earl and the Dying Girl’ (Olivia Cooke med kræft), ’13 Reasons Why’ (Katherine Langford begår selvmord), ‘Five Feet Apart’ (Haley Lu Richardson og Cole Sprouse med cystisk fibrose) og, gudhjælpemig, ’Kiss & Cry’ (idiotsikringen af korrekt varebetegnelse når et nyt lavpunkt) dyrker unges tidløse romantiseren af død og ulykkelig kærlighed udi tåreperser-ekstremerne.

Det er ’Romeo & Julie’ med iltforsyning i næsen og indiefølsomme hjertesmerte-schlagers på Spotify – og naturligvis tæt beslægtet med målgruppens ditto fortærskede vampyrfascination, der ligeledes leger med overhængende livsfare som seksuel drivkraft.

»Me Tarzan, you dead«

Skønt ovenstående titler ganske vist svinger i kvalitet, og det ikke længere udelukkende er vort stakkels pigebarn, der går bort hver gang, er tendensen ved at udvikle sig til en himmelråbende ukritisk, kommerciel klichéhyldest til sickflick-moderfilmen over dem alle, ‘Love Story’ fra 1970 (spørg en boomer).

Ikke mindst fordi dødsdannelsesrejsernes formål først og fremmest synes at være at booste drengenes selvværd, fra Jaden Smith i ‘Life in a Year’ til heroiske Cole Sprouse i ‘Five Feet Apart’, så de kan bevæge sig videre ud i verden/til det hinsides med visheden om, at de trods alt var good guys på bunden.

Men dén vinkling er ikke nødvendigvis til mandlige seeres fordel.

Ret skal være ret: Selvfølgelig skal der være plads til ungdomsfilm, der behandler svære emner som alvorlig sygdom og død. Det er vigtigt både for dem, der måtte være i lignende situationer og for os andre – venner som pårørende – der kan få værdifuld indsigt i de psykiske og fysiske udfordringer, kronisk syge kæmper med, samtidig med at de bare gerne vil leve et så normalt hverdagsliv som muligt.

Eliza Scanlen i ‘Milla’. (Foto: PR)

Når de serveres med filmambitioner over Daniel Steele-niveauet, kan ungdomsforelskelsers smittende fandenivoldskhed give vinger og hudfletningen af at miste alt for tidligt fremmane både lindring og vægtigt stof til eftertanke. Men sickflick-filmenes sorgpornofetich fastlåser teenagerne i klæbrige kleenexproduktioner, der vægter uskøn undergangsromantik over troværdighed – og lader begge køn i stikken, når pigerne fremstilles som quirky pixie girls og drengene som deres redningsmænd (hvad end de selv bider i græsset eller ej) i et selvsmagende, glatpoleret fiktionsunivers proppet til randen med oldschool-kønsrollestereotyper.

Den form for letkøbt genredovenskab, hvor femininitet og idealiseret svagelighed går ekslusivt hånd i hånd, giver ikke alene et skævvredet billede af virkeligheden, den er også uhyrligt unfair for selvsamme unge, som filmene lefler for.

Og dét, Hollywood, er dødssygt.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af