’Seduced – Inside the NIXVM Cult’: Man bliver vred – både på sexkultens ondskab og dokumentaren om den

Hvad er den absolut mest uoriginale måde at starte en dokumentarserie om en horribel hjernevaskende sexkult?

Mit bud vil være med ordene: »How do you even begin to explain something like this?«

Men det står hurtigt klart, at den amerikanske ‘Seduced – Inside the NIXVM Cult’ er til falds for alle eksisterende klichéer, der findes i gråzonen mellem forargelsesmæskende true crime og oprigtig dokumentarisk traumeskildring.

Omdrejningspunktet er sexkulten NXIVM, der på skalaen for chokeffekt besidder det værste fra scientology (hjernevask og brugerbetaling) og noget af det afskyeligt fascinerende ved Manson-klanen (seksuel manipulation og udnyttelse).

Den nu 29-årige India Oxenberg fortæller i ‘Seduced’ historien om, hvordan hun mellem 2010-2018 gik fra 19-årig deltager i en selvhjælpsworkshop til brændemærket sexslave for kultens afskyelige bagmand Keith Raniere. En tidligere forloren forretningsguru, der med pyramidespilsteknikker lokkede såvel berømtheder som menigmænd.

Sideløbende fortæller Indias berømte mor, 80’er-navnet Catherine Oxenberg fra ‘Dollars’, om, hvordan hun så apatisk til, mens Raniere og hans trofaste håndlangere, heriblandt ‘Smallville’-skuespilleren Allison Mack, tog hendes datter fra hende.

NXIVM-kulten er ikke et ubeskrevet blad. Kulten er fokus for både HBO-dokumentaren ‘The Vow’ og en podcastserie i otte afsnit. Både India og Catherine Oxenberg har skrevet bøger om forløbet, og moren har sågar produceret Lifetime-filmen ‘Escaping the NXIVM Cult: A Mother’s Fight to Save Her Daughter’.

Den Starz-producerede ‘Seduced’ adskiller sig ved at give ordet til India Oxenberg, som både fortæller og er executive producer, samt at vise interne videooptagelser, der hidtil ikke er set og inkludere interviews fra flere af de kvinder, som overlevede tiden i NXIVM.

Især de optagelser, der ikke var tiltænkt offentligheden, er forbløffende og giver genlyd i nutidens samtykkedebat. Som når vi ser Raniere tale for voldtægt som et naturligt maskulint instinkt. I et af de mest afskyelige påpeger han, at det ikke er forkert at voldtage et spædbarn. Det er kun forkert, så snart handlingen påføres skam.

For det meste vil dokumentaren dog være de kvindelige ofres talerør, hvilket er ganske prisværdigt. Det gør især dybt indtryk at høre fra de påvirkede, der er mindre ressourcestærke end India Oxenberg.

For som fortæller er Indias beretning gruopvækkende konkret, men til tider alt for opstillet.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

I et interviewbillede sidder hun med tomme øjne i et upersonligt aqua-farvet soveværelse og gengiver et tydeligt forfattet manuskript. Det lyder som en dårlig lydbogsversion af historien og får tit selskab af ligegyldige uhyggeskabende droneskud af mørk fyrskov og tomme grå forstadsgader i Albany, hvor NXIVM havde hovedsæde. Det fungerer langt bedre, når India får lov til at være aktør og opsøger andre kvinder, der overlevede tiden i kulten. Her kan man mærke hende bag overfladen af iturevet psyke.

Udover India, Catherine og tidligere NXIVM-medlemmer kæmper fem forskellige kulteksperter, fire advokater og et par journalister om opmærksomheden. Især eksperternes fremstilling af kultens metoder og manipulationsmidler er interessant, men blinker man, er de væk igen.

Sårbarheden og empatien drukner i det uoverskuelige kildegalleri og den voldsomme klipperytme, der gør, at de færreste af dem får mere end et par linjer med på vejen.

I sin helhed formår ‘Seduced’ at føre en omfattende forklaring på sit eget generiske startspørgsmål til dørs. Endda på en måde, så man faktisk sidder tilbage med en forståelse af, ’hvordan det kunne gå så vidt’. Men som dokumentar er den i sin fremstilling så generisk, hårdtpumpet dramatisk og uoriginal, at det trods de mange utrolige insider-klip bliver én lang tæppebombning af traumer.

Dokumentaren gør i sidste ende sit arbejde, når det gælder at skabe forståelse for, hvordan NXIVM med dyrt betalt forloren selvhjælp lullede deres medlemmer ind i et uhyggeligt normkritisk vrangunivers. Hvor alt der var tabuiseret i det brede samfund kunne aflæres, hvis man via en slags meditationshypnose gav slip på skamfølelsen. Heriblandt voldtægt, tortur og slaveri.

Desværre husker jeg den mest for sit værste stilistiske kendetegn: At musikken mod slutningen af hvert eneste afsnit kvantespringer til de højeste tinder som påmindelse om, at der venter mere drama om næste hjørne.

---

Kort sagt:
I sidste ende var jeg desværre mere vred på dokumentarens ultraamerikanske sensationalistiske stil, end jeg var fascineret af NXIVM-kultens ondskab og ofrenes sørgelige skæbner.