Okay, Marvel og Disney er tilbage i den mest jordnære blue collar-del af deres univers.
Hvis ’WandaVision’ er gymnasiets udflippede musiknørder, er ’The Falcon and the Winter Soldier’ de træningsivrige sportstosser. En traditionel bøf, som lægger sig sikkert mellem MCU’s mere outrerede seriesatsninger i netop ’Wandavision’ og ’Loki’ til juni.
Serien med Captain Americas to wingmen, potentielle arvtagere og, vel, platoniske bejlere skulle være kommet på Disney+ sidste august, men blev forsinket på grund af corona. Og pressen fik det første afsnit til rådighed forud for premieren. Sad den dynamiske duo Marvel-Disney virkelig med en sjælden stinker på hånden?
Selvom vi kun har set, hvad der svarer til anslaget i ’Zack Snyder’s Justice League’, tegner de første tre kvarterer af miniserien ’The Falcon and the Winter Soldier’ yderst lovende. Er det en bøf, så er den i hvert fald spiced op med de samme elementer af konspirationsthriller, taktil action og forsøg på at spejle politisk konfliktstof fra vores egen virkelighed, som gjorde ’Captain America’-filmene til nogle af de mest interessante i MCU’s første tre faser.
Vi gemmer vores egentlige anmeldelse, til vi har set mere af serien og kan danne os et mere kvalificeret indtryk, men her er tre højdepunkter, som giver håb om en stor serieoplevelse;
1. Angst, ensomhed og ustabil økonomi
MCU har før bevæget sig om mod bagsiden af superheltemedaljen, især med de mentale udfald fra PTSD i ’Iron Man 3’. Til den virtuelle pressekonference forud for ’The Falcon and the Winter Soldier’ nævnte Marvel-præsident Kevin Feige netop ’Iron Man 3’ som et eksempel på de jordnære og fejlbarlige sider i MCU’s karakterskildringer.
Men hvor instruktøren Shane Black ikke kunne dy sig for at omgærde Tony Starks lidelser med metakomik og fan-forkastelser , er tonen anderledes gennemført melankolsk og nærmest opgivende i det første møde med Sam Wilson/Falcon (Anthony Mackie) og Bucky Barnes/Winter Soldier (Sebastian Stan).
Sam Wilson fik i slutningen af ‘Avengers: Endgame’ overdraget Captain America-faklen i form af Caps symbolske skjold af vibranium. Et skjold og et åg som Wilson, der også tidligere har døjet med psyken, ikke føler sig værdig til, og som hører fortiden til. Som Wilson giver udtryk for på pressemødet, hvor han overleverer skjoldet til Smithsonian Institution, »har vi har brug for nye helte«. Efter fem år med blippet, der fjernede halvdelen af jordens befolkning, er der mere behov for hverdagshelte end nationale damptromler til at markere sig ude i verden og i andre galakser.
Og apropos livet efter blippet er det noget nær rock bottom, da Sam Wilson og hans søster Sarah (Adepero Oduye) får deres banklån til deres arvede fiskerkutter afvist, fordi Sam på grund af sine fem år i blippet fravær og den megen goodwill, der følger med Avengers-jobbet, ikke stiller med tilstrækkelig økonomisk garanti. En Marvel-helt i økonomiske vanskeligheder og en post-blip-verden, som i mange (skræmmende) henseender tager forskud på de oprørte og urolige samfund, vi snart vender tilbage til.
Endnu vildere virkelighedsrammende bliver det med stakkels Bucky. Man kan både se Buckys ark gennem Marvel-filmene som laaangt ude komisk, men også som ufattelig tragisk. Fra forsvunden krigshelt under Anden Verdenskrig til hjernevasket lejemorder for terrororganisationen Hydra til langsomt at genfinde sig selv side om side med barndomsvennen Steve Rodgers på Team Avengers.
Captain America tog i slutningen af ‘Avengers: Endgame’ tilbage i tiden efter sin længe ventede dans med Peggy Carter, og Bucky er nu helt alene. Efter årtier som hjernevasket dræber i en ’Demolition Man’-agtig tilstand til og fra køl, er det først nu, at Bucky – i en alder af 106 år – skal gøre op med sin blodige fortid gennem »bodsøvelser«, finde fodfæste i en kaotisk moderne verden og måske endda finde én at dele sin civile tilværelse med.
Højdepunktet i seriens første afsnit foregår i den lange scene hos psykiateren Dr. Raynor (Amy Aquino), hvor Bucky bliver kaldt ud for kun at have 10 numre på sin telefon og ikke gøre nok for at socialisere. Det gør stort indtryk at se noget så tabubelagt som ensomhed få tid og plads i en superhelteserie til flere hundrede millioner.
2. Fly on the wings of action
Første afsnit kunne umiddelbart godt lyde som Marvels ’In Treatment’, men … med seks afsnit og et budget på 25 millioner dollars per afsnit skal noget eller nogen selvfølgelig samtidig skydes af.
I første afsnit er det Falcon, som knap har lagt Caps skjold fra sig, før han letter metalvingerne for det amerikanske militær og begiver sig ud i en luftbåren enmandskamp (dog med hjælp fra Stark-legetøjet Redwing) mod en gruppe fra forbryderorganisationen LAF.
Setuppet med at redde en tilfangetagen kaptajn er ren computerspilsmission, men eksekveringen er forrygende tempofyldt. Blandingen af CGI og GoPro, da Falcon plukker banditterne én efter én i luften, er hæsblæsende spektakulært. Gensynet med den uopslidelige og håndmadsuddelende lejesoldat Georges Batroc (Georges St-Pierre) fra ’Captain America: Winter Soldier’ er også glædeligt.
Så kan man diskutere, om ikke løjtnant Joaquin Torres (Danny Ramirez), der skal observere Falcons strabadser fra landjorden, bliver en lovlig irriterende fanboy. Torres medvirker i første afsnits få lidt for tilfældige og meget skrevne scener. Men måske bliver vi klogere på hans betydning undervejs.
3. Ingen Reddit-konspiratorisk ildebrand – og så alligevel…
’WandaVision’ var med sin mystiske grundform ugentligt guf for finkæmning af hver en fastfrossen pixel. Helt så vilde gætterier bliver der næppe med ’The Falcon and the Winter Soldier’.
Men selvom seriens første afsnit fokuserer på personfortælling, og det overordnede plot er svært at få øje på, efterlader afsnittet faktisk adskillige hints – hvis ellers serien er nogenlunde tro mod tegneserierne.
For eksempel overtager førnævnte, lidt for Morten Spiegelhauer’ske undercover-rapporter Joaquin Torres i tegneserierne Falcon-stafetten fra Sam Wilson – endda som en reel falk, en menneske-fuglehybrid, efter at have været genstand for vilde eksperimenter.
Og nu vi er ved vilde eksperimenter og forøgede kræfter, fik den kære Torres en ordentlig omgang af en hakket makker under et flashmob-kup i Prag. Brødet med masken og hockeyhåret kommer fra seriens den gruppe baddies, der tilsyneladende køres i stilling med det næsten qanoniske navn, Flag-Smashers. I tegneserierne er det ikke en gruppe, men en anarkistisk enmandshær, der går under samme navn, og som ligeledes ønsker at opløse alle landegrænser. Gruppens leder Karli Morgenthau (Erin Kellyman) har vi endnu til gode.
En, der omvendt vil værne om landegrænser og særligt de amerikanske, er den nye Captain America, James Walker, som vi får præsenteret i afsnittets sidste sekunder. Spillet af Wyatt Russell: En sand amerikansk slackerhelt fra blandt andet ’Everybody Wants Some!!’ er denne nye inkarnation af USA’s patriotiske frelser i tegneserierne et billede på det mere højreradikale ’andet Amerika’.
I tegneserierne melder James Walker i 1980’erne sig på banen som en temperamentsfuldt højredrejet modpol til den mere liberale Captain America godt pumpet op på superkræfter og under det sigende alias The Super-Patriot. Da Steve Rodgers abdicerer fra tronen som USA’s beskytter, træder James Walker til med noget blandet resultat.
I ’The Falcon and the Winter Soldier’ er det ikke uvæsentligt, hvordan regeringen trods hans afvisning ikke har forhørt sig hos den sorte Sam Wilson, men i stedet har været hurtige til at kaste deres kærlighed på »et menneske, der personificerer amerikanske værdier«. En nationalist, som skal gøre Amerika stort igen, mens grupper som Flag-Smashers udfordrer de nationalromantiske idealer.
Til at spæde den mangehovedede konflikt yderligere op er superskurken Baron Zemo (Daniel Brühl) annonceret til at fortsætte sit hævntogt fra ’Captain America: Civil War’ og udrydde en elite af supersoldater. Dem er der en del i ’The Falcon and the Winter Soldier’, heriblandt Bucky, som meget passende har Zemo som mål på sin bodsliste.
Med andre ord går der formentlig (og forhåbentligt) ikke længe, før det hele eksploderer, og interessante alliancer, overraskende politisk stillingtagen og øm maskulinitet sætter scenen for Marvels saftigste bøf, der måske i virkeligheden slet ikke er bøffet fyld i midten, men startskuddet for en hel ny dagsorden i det samlede MCU.