’All Light, Everywhere’: Imponerende dokumentar om overvågning dekonstruerer sig selv
CPH:DOX. Personen bag kameraet har magten, lyder et af budskaberne i ’All Light, Everywhere’. Heldigvis bruger instruktør Theo Anthony sin magt som dokumentarist på bedst tænkelige vis.
Den 32-årige amerikanske filmskaber stiller konstant spørgsmål ved, hvordan vi ser og forstår verden. I ’Rat Film’ fra 2016 trak han tråde mellem systemisk racisme i Baltimores byplanlægning og metoder til udryddelse af rotter i selvsamme by. Og med den både humoristiske og intelligente kortfilm ’Subject to Review’ fra 2019 viste han, hvordan det automatiserede videodommersystem Hawk-Eye i professionel tennis forvrænger virkeligheden med lige dele overmenneskelig præcision og medfødte fejlmarginer.
I sin CPH:DOX-aktuelle anden spillefilm ’All Light, Everywhere’ filosoferer Anthony over vores synssans og ikke mindst de teknologiske hjælpemidler, vi gennem historien har brugt til at optage det, der ellers ikke kan (gen)ses med menneskets øjne.
Filmen er en imponerende kollage af nedslag i fortid og nutid, som, tilsat drømmerisk underlægningsmusik og en rolig fortællerstemme, ikke bare er yderst informativ, men også indbyder til en nærmest meditativ oplevelse.
Anthony går helt tilbage til filmmediets pionerer, der havde den opfattelse, at kameraet kan optage den objektive virkelighed og dermed, modsat vores sanser, ikke kan lyve for os.
Denne naive forestilling er selvfølgelig ikke helt sand, hvilket ’All Light, Everywhere’ understreger i sin diskussion om nutidens video-overvågning. Her installeres kameraer af myndigheder for samfundstrygheds skyld, men hvem kommer overvågningen egentlig til gode, og rammer den samfundslagene forskelligt?
Baltimores politi begyndte som den første politienhed i USA at benytte kropskameraer i 2016. De brystpåsatte kameraer går i gang med at optage, når betjentene er i aktion, men de viser ikke politibetjenten selv – kun de ting, som politibetjenten ser. Dermed fokuserer de i højere grad på, hvad der bliver gjort imod betjenten, end hvad betjenten selv gør. Det pointerer voiceover-fortælleren, mens vi på billedsiden ser et hold Baltimore-betjente til et kursus om brug af netop kropskameraer.
Der er så meget information i ’All Light, at man til tider må koncentrere sig ekstra for at følge med. Lykkeligvis bliver det ikke for tungt at tage ind, fordi Anthonys legesyge og omskiftelige essaystil, der bruger mange forskellige filmformater, holder oplevelsen dynamisk.
Dynamikken bibeholdes også ved en god portion humor og ironi, hvor budskabet om at alle filmoptagelser er vinklede og konstruererede, vises meget bogstaveligt.
Theo Anthony dekonstruerer nemlig også sin egen film. Flere gange ser vi ham inde i billedet, hvor han instruerer de medvirkende, før den ’rigtige’ optagelse finder sted. Nogle steder zoomer filmen tilmed ud fra et givent billede, så det pludselig bliver klart, at vi faktisk befinder os inde i redigeringsprogrammet, som filmen klippes i.
Særligt komiske er scenerne med chefen for firmaet Axon, der producerer ovennævnte kropskameraer til politiet. Han viser filmholdet rundt på fabrikken med en glat grimasse og et væld af sælgergloser for at præsentere sine produkter i det bedste lys.
Men når Anthony ikke har fjernet de akavede øjeblikke af afventende stilstand, før der siges »action!«, ses det tydeligt, at også Axon-chefen spiller en iscenesat rolle i sin egen verden af marketing og overvågningsudstyr.
Kort sagt:
Theo Anthonys kollagefilm om kameraets magt og filmmediets konstruerede væsen er både tankevækkende og morsom.