‘Ring til min agent!’ vender tilbage med sæson 5 – og en spillefilm

‘Ring til min agent!’ vender tilbage med sæson 5 – og en spillefilm
'Ring til min agent!' på Netflix. (Foto: Netflix)
STREAMING TOGETHER

Très, très bon nyt fra serieland til at forsøde din forårsdag:

Den franske komediesucces ‘Ring til min agent!’ (‘Dix Pour Cent’) vender tilbage på skærmen med en femte sæson OG en spinoff-spillefilm, der genforener hele det originale cast fra seriens første fire sæsoner om en flok hårdtarbejdende skuespilleragenter på et parisisk talentbureau.

Filmen kickstarter festen i 2022 med et plot, der følger direkte op på begivenhederne i sæson fire. Herefter kommer sæson fem, hvis handling så tager tråden op, hvor filmen slipper.

Helt i seriens ånd skulle en række større franske og internationale skuespillere være på tale til at lægge vejen forbi som (mere eller mindre) fiktive versioner af dem selv.

Det er ‘Ring til min agent!’s franske produktionsselskab, der står bag genoplivningen af serien, hvis finale på Netflix tidligere i år ellers bandt fint sløjfe på samtlige løse ender. Hvorfor man må håbe, at filmen kan løfte opgaven, når agenterne samles igen til en ny omgang satirisk insider-hudfletning af filmindustrien.

‘Ring til min agent!’ fik oprindeligt premiere på fransk flow-tv helt tilbage i 2015, men det var først da Netflix købte rettighederne og satte skub i sæson tre og fire i 2019, at den globale interesse voksede – for pludselig at eksplodere under corona-lockdown i vinter.

Ifølge Variety forhandles der i skrivende stund om, hvorvidt Netflix også vil smide sin vægt (og budgetter) bag filmen og sæson fem, men mon ikke streaminggiganten kan lokkes?

Vi kan i hvert fald dårligt få armene ned over udsigten til et varmt gensyn med Andrea, Gabriel, Hervé og alle de andre.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af