’The Nevers’: Slagkraftigt HBO-eventyr er en totalt underholdende rodebunke
Victoriatidens London er i forvejen et både rigt og kulørt univers af skjult dekadence, gruopvækkende kriminalitet og rebelske kvinder i korsetter. At tilsætte steampunk-inspirerede sci-fi elementer og mennesker med overnaturlige kræfter til den mikstur kunne let få bægeret til at flyde tykt over. Men den nye HBO-serie ’The Nevers’, der er skabt af Joss Whedon og midt-produktion overtaget af Philippa Goslett, har så travlt med at slå på tæven og underholde skamløst, at du alligevel labber det hele lystigt i dig.
Året er 1896, da en mystisk, overnaturlig hændelse rammer London og transformerer udvalgte – primært kvinder – i ’The Nevers’. I de fire ud af i alt seks afsnit, der er stillet til rådighed for anmeldere, drysses spor og forklaringer dejligt sparsomt om denne hændelse, så her skal ikke afsløres mere end højst nødvendigt.
Samfundet kalder dem ’de berørte’: Alle har de udviklet overnaturlige evner forskellige fra person til person, men da enkelte, brodne kar forvalter deres særlige evner på forbryderisk og dødelig vis, synes stemningen at vende mod hele flokken af berørte. Som beskytter og samlende kraft møder vi således den hårdtslående Amalia True (Laura Donnelly), der selv har fået evnen til at se glimt af fremtiden (i effektive og ofte overrumplende fastforward-syner). På et nedlagt børnehjem åbner hun dørene for alle disse marginaliserede skæbner, mens politisk rænkespil, voldsorgier og utugtige planer alle truer den harmoniske sameksistens, Amalia forsøger at fremme.
Amalias tætteste allierede og bedsteveninde er opfinderen Penance (Ann Skelly), der er god og dydig, som dagen er lang, modsat den på alle måder kaotiske Amalia. Penance kan ligesom fornemme og føle sig frem til elektricitet, og i værkstedet frembringer hun både våben, køretøjer og smarte, damdrevne dingenoter, der teknologisk er lysår foran tiden. Blandt de andre ’berørte’ er den unge Myrtle, der taler alverdens sprog i et speedsnakkende miskmask, Harriet, der gør alt, hvad hun berører til, til glas, den knusende stærke Lucy og kæmpepigen Primrose. En broget og ret charmerende gruppe, der hver især (og meget ’X-Men’-agtigt) er interessante at komme ind på livet af.
Serien drives frem af en række kringlede sidehistorier, der med måske lidt for mange svinkeærinder, frem- og tilbageblik samt et heftigt udbygget persongalleri skal væves sammen.
Tungen skal med andre ord holdes lige i munden og second-screening frarådes på det kraftigste, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at følge med på ’The Nevers’ konstant underholdende rundtur blandt overklassens sexorgier i underjordiske natklubber, barske barslagsmål, Grand Guignol-optrin og et uhyggeligt forbryderfællesskab af supermenneskelige bøller med en gal kirurg (spillet af en virkelig urovækkende Denis O’Hare) i spidsen, der ynder at bore i hjerneskaller.
’The Nevers’ låner øjensynligt med både arme og ben fra en hel række andre serier og film. Som i ’Penny Dreadful’, ’The Alienist’ og ’The Frankenstein Chronicles’ dyrkes det gennemførte periodeportræt, bloddryppende makabre og fantastiske, og der er også klare nik til Guy Ritchies stiliserede, tungen-i-kinden take på ’Sherlock Holmes’ med hyperkoreograferede knæk-og-bræk-slagsmål. Serien er ingenlunde nyskabende, men effektivt underholdende, visuelt rig og bestemt velskrevet på dialogplan med kvikke replikker, der klinger umiskendeligt Joss Whedon’sk.
Den nordirske Laura Donnely (nok bedst kendt fra serien ’Outlander’) ikke bare spiller, men er seriens midtpunkt og stærkeste kort i rollen som Amalia True. Bevæbnet med dødsensfarlige paraplyer og knyttede næver udstråler hun suffragette-sass og uddeler seriøse øretæver – tænk Marvels Jessica Jones i victoriatiden.
Og i en mindre, men bestemt skøn rolle som den frydefuldt dekadente aristokrat Lord Swann tilfører James Norton tiltrængt sexet og moderne queerenergi, der subtilt spiller med på den undertekst af marginaliseret fællesskab, der løber igennem ’The Nevers’.
Kort sagt:
’The Nevers’ er kulørt og kæk serieunderholdning med et lidt for kringlet virvar af sidehistorier.
Anmeldt på baggrund af de første fire afsnit.