‘I Care a Lot’: Rosamund Pike-thriller dør for den russiske mafias fødder
Da jeg startede med at se ’I Care a Lot’, troede jeg et godt stykke inde i filmen, at det var en form for sci-fi. At den foregik i en nærfremtidsdystopi ligesom de – ofte allermest urovækkende – afsnit af ’Black Mirror’, hvor det kun er opfindelsen af en eller anden skæbnesvanger dims, der adskiller fiktionen fra vores virkelighed.
Men det, der foregår i J Blakesons sorthumoristiske thriller, kunne sådan set også sagtens foregå i virkeligheden: Vores hovedperson Marla (Rosamund Pike) har gjort en forretning ud af en juridisk teknikalitet, som udpeger hende til værge for ældre syge mennesker, der ikke længere kan tage vare på sig selv. Hun bestikker læger til at pynte på, hvor demente patienterne egentlig er, og når hun så har fået dem placeret i et topsikret ældrehjem, hvor de ikke har kontakt med omverdenen, ripper hun dem for alt, hvad de ejer.
Men den lethed, den forretning foregår med, Marlas glatte kynisme, hendes konstante vapen på en e-cigaret og de ældre, der sidder og spiller ’Mortal Kombat’ – alt sammen gør det tydeligt, at det er meningen, vi i et øjeblik skal tro, at det hele er et fremtidssyn. Indtil det går op for os, at det, vi ser, er den såkaldte ældrebyrde, en privat virksomhed er sat til at ’håndtere’, og sådan set bare er en stiliseret version af den (amerikanske) virkelighed, hvor de færreste selv ville ønske den behandling, de ældre bliver givet.
På trods af, at der er flere dele af Marlas forretningsplan, som vi aldrig rigtigt får forklaret, er det et interessant udgangspunkt. Filmen lægger ligefrem op til, at vi skal tænke over, hvad moral og snyd overhovedet betyder i et kapitalistisk system. I filmens første scene konstaterer Marla i en voice-over, at der ikke findes noget, der hedder gode mennesker.
»Playing fair is a joke invented by the rich to keep the rest of us poor«, lyder det, mens en mand, der gerne vil besøge sin mor, eskorteres væk af Marlas vagter. Alle formuer hviler på et bundråddent fundament, så hvilken ret har I til at fordømme mig?
Ligesom ’Black Mirror’ og en film som ’Sorry to Bother You’ er det en form for thriller, vi ser flere og flere af: Her er det ikke en tikkende bombe, men senkapitalismens forskruede dynamikker, der gør karakterer desperate, grådige og får dem til at tage forhastede beslutninger.
Men i stedet for at følge sin mørke og nihilistiske hovedperson ind i det moralske forfald bevæger ’I Care a Lot’ sig hen til dem, der virker som et quick fix for alle thrillers, der er bange for ikke at være spændende nok, nemlig den russiske mafia. Hvor skuddene altid sidder løst, og alle slipper levende fra sikre dødsdomme så mange gange, at det er komisk. Det viser sig nemlig, at Marlas seneste offer har en søn (Peter Dinklage) og en formue, som Marla rigtigt gerne vil have fingrene i.
Jo længere filmen bevæger sig ned i det kriminelle miljø og væk fra den twistede virkelighed, jo mindre interessant bliver den. Pike gør sit bedste som den kølige Marla, der i de bedste scener leder tankerne hen på den ikoniske isdronning Amy i ’Gone Girl’.
Men i sidste ende dør ’I Care a Lot’ for den russiske mafias fødder som en forudsigelig thriller.
Kort sagt:
Den urovækkende verden, vi introduceres til i ’I Care a Lot’, hvor den kølige Marla systematisk ripper ældre for alt, hvad de ejer, bliver undervejs erstattet af en langt mindre interessant kriminel underverden og ender som en forglemmelig thriller.